Et gys af virkelighed
Journalist Dan Larsens debutroman Holger har alt, hvad der skal til for at holde spændingen fanget – intriger, sex, mord, bedrageri og magtmisbrug fordelt på et persongalleri af beregnende, skrupelløse, sofistikerede, lurvede og kyniske aktører, deraf en storbarmet, æggende blondine, der jonglerer med midler fra en amerikansk kapitalfond, som får Joakim von Ands pengetank til at ligne en sparebøsse.
Alt sammen for at købe Danmark.
Det største gys for mig var at læse, hvor let og ubesværet sådan noget lader sig gøre, fordi meget af det, som man kommer i fængsel for i udlandet, er fuldt legalt herhjemme. På mange måder er vort lille demokrati som et supermarked med frit valg fra alle hylder. Fatalt, når de uærlige går på indkøb.
I dag er bogen forhåbentlig kun fiktion, men i morgen kunne den være virkelighed - hvis den da ikke allerede er det? Jeg tænker her på udenlandske kapitalfondes opkøb af Teledanmark – den største kapitalfondsovertagelse i verden til dato. En kedelig tendens, når "fjender" gnasker sig ind på det danske arvesølv.
Den bog er ikke bare spændende, den giver stof til eftertanke og burde derfor være pligtlæsning for enhver, der søger politisk indflydelse. Dermed har bogen appel til os alle - de, der ønsker at repræsentere os og vi, der vælger og vrager mellem dem.
Og så kommer jeg til overraskelsesmomentet, som løfter romanen mod palmerne – helten Holger, som forhindrer, at vort lille rød-hvide land i fiktionens verden ender som et datterselskab af den udenlandske kapitalfond. Den hovsa-effekt har en fantastisk symbolværdi. Den er genial.
Den bog er så sandelig tankevækkende, for hvad er fiktion, og hvad er virkelighed?
__________________________
- log ind eller meld dig til hirden for at skrive kommentarer





