Kærlig kritik fra Arne i Horsens 2
18.5.2009 Hej Dan. Fortsat:
For at tage tråden op, kan jeg nævne som et lille problem, at den der frygt for at læseren ikke har “hørt efter” – eller har glemt pointen – også er slået lidt igennem på “kapitalfondsforklaringerne”.
Du har ret i, at det for en person som f.eks. mig er på grænsen til, hvad jeg overhovedet er i stand til at begribe. Du forklarer det virkelig godt, og jeg forstår næsten hvordan det hænger sammen. Og det er decideret genialt, hvordan du kan fortælle mig alle disse tørre kendsgerninger på en så underholdende måde, uden at jeg føler mig “belært” eller udsat for syvtommerpædagogik, men har det som om jeg bare læser en roman (mens jeg rent faktisk bliver belært på en fed pædagogisk måde).
Men på et tidspunkt kommer vi ikke nærmere, og du prøver en anelse for længe at banke det ind i mit hovede. Jeg kommer ikke til helt at fatte det, og jeg bliver en anelse utålmodig, og dem der har talent for at fatte det, må også være blevet lidt utålmodige.
Det er ligesom en ven jeg har, som arbejder med it. Når han skal hjælpe mig med et lille problem, så bliver han meget ambitiøs. Han vil så gerne have, at jeg skal fatte computerens opbygning og væsen, men min type begavelse kan af en eller anden grund ikke helt kapere det. Jeg kan lettere forstå abstrakt ekspressionisme eller Beatles tekster.
It, det minder mig om, at du også har en rem af den hud – ikke ang. computerens opbygning, men dens mulige programmer og hvad det hedder. Det er også lige på grænsen, efter min mening, i forhold til det skønlitterære flow, i hvert fald for nogen der ikke er optaget af det, og det tror jeg ikke gennemsnitslæseren er. Der går for meget Harddisken i det.
Jeg vil også lige nævne et syvende problem, nemlig at man ind imellem kan være i tvivl om hvem der taler under en dialog. Hvis en person taler i flere “blokke” af gangen, så kan man ikke umiddelbart se, om det er det han gør, eller det er den anden der svarer.
Så er der et element i bøgerne, som måske er tilsigtet, men ind imellem forstyrrer mig: Nogle gange er skiftene for u-dokumenterede midt i al dokumentationen.
F.eks. ang. Mariann Madsen. Først er det særdeles underligt (i slutningen af Holger) at bagmandspolitiet “ikke aner hvem skønheden er”, på trods af at der ligger billedreportager med hende i formiddagspressen, og at hun for nylig er blevet “bemærket af lærerne på CBS”. Kan man gå på CBS og arbejde i et vekselerfirma med falsk cpr.nr.? I et, hvad angår det lovmæssige, korrekt realistisk plot, holder den sgu ikke.
Ydermere véd en flok bondeknolde, som har danset med frk. Madsen – og som læser formiddagsaviserne – hvor hun kommer fra. Hvis ikke bagmandspolitiet finder ud af det, så gør Formiddagsbladet.
Da hun så vender tilbage i Viljen, så kan man pludselig ikke bevise noget som helst, skønt både Henrik Grund og bagmandspolitiet har været helt oppe at ringe, og sidstnævnte stormer Hotel Kong Frederik kl. 7 om morgenen med 10 politifolk. I en bog hvor du bruger 150 sider på at undersøge valgsystemet med mikroskop, kan Mariann Madsen stort set nøjes med at sige: “Nu må I altså lige tøjle jer, drenge”. Det er for tyndt.
Dronningens lige højre til statsministeren køber jeg gerne, den dimension af bogen fungerer fremragende, men frk. Madsen er ikke kun løs på tråden, hun ER en løs tråd, som du ikke har brugt energi på at flette ordentligt.
Det gælder i øvrigt også hendes besynderlige engagement i det politiske projekt. Ville hun gide det? Hun gjorde det godt i Holger, og hun burde være blevet i Sydamerika. Så ku du skrive en bog om hende og Carlos og narko og frihedskamp og dollars.
Og så kommer der også en lille mail mere. Arne
__________________________
- log ind eller meld dig til hirden for at skrive kommentarer
Syvtommerpædagogik
Faktisk rammer du et centralt emne i din kritik af “pædagogikken” i bøgerne … specielt romanen Holger.
For at kunne placere læseren i et realistisk scenarie (med 100 procent korrekte informationer) var kapitalfonde og finansielt uvæsen lidt af en udfordring og tro mig, der er barberet hårdt i teksten. Udfordringen var, at meget få danskere var sig bevidst, at den slags finansielle strukturer findes, da jeg skrev Holger. I dag ved mange flere noget om dem efter Poul Nyrup Rasmussens langvarige kampagne, Folketingets beslutning om endelig (uden om regeringen) at bede EU om at gribe ind og selvfølgelig finanskrisen.
På samme måde ramler jeg ind i læserens (forventede) manglende viden om internet og dets brug til politiske formål. I dag vil det være lettere, fordi vi i dag har en amerikansk præsident Obama, der nærmest har “kopieret” Holgers kampagne. På det tidspunkt, hvor jeg arbejdede på romanen, tabte en fransk præsidentkandidat med samme digitale ambitioner (Socialisten Ségolène Royal) valgkampen, fordi udbredelsen af hurtige netforbindelser i Sydfrankring var ringe.
Så hvor trækker jeg grænsen? Da Holger udkom blev jeg interview’et i DR P1’s Harddisken om det virkelig var sandt, at man kunne bruge (bruger) internet på den måde til politisk mobilisering. Ja, var svaret. I dag ved mange om Obama, og at valget i Iran og de efterfølgende uroligheder fik masser af energi via internet, mobiltelefoner og sociale services som Twitter. Jeg må nævne forgængere som dem i Phillipinerne for at sikre min troværdighed.
Mariann Madsen finder du interessant af gode grunde, fordi hun er ret kompliceret. jeg er ikke enig med dig, at det bliver for tyndt og dermed urealistisk, at hun kan “gemme sig” i Danmark på en anden persons CPR-nummer, med en ukendt adresse, konti i udlandet etc. Faktisk førte hun et dobbeltliv, idet det jo viser sig i Viljen, at hun HAR betalt skat på sit rigtige CPR-nummer.
Angående beviserne så gælder det samme. Frøken Madsen efterlader ingen dokumenter for noget som helst, og en politimyndighed skal altså bruge en form for beviser, før de kan sigte folk. Du har mere ret, end du er klar over, når du kalder Mariann Madsen en “løs tråd”. Hun bliver formentlig en af de allerstærkeste tråde i den tredje roman og ja, du kan tro hun gider magten!
Du er mere på sporet af Mariann Madsen, end nogen andre læsere indtil nu. Før jeg skrev Holger lagde jeg en plan for serien, og i nummer to var hun i Sydamerika, og der var masser af ballade omkring Carlos og frihedskamp og dollars … og en forbindelse hjemover til Holger i Danmark. Den idé er ikke død, så derfor bandt jeg en tråd til Carlos og Brasilien og mange penge til “våben”.