Scene 1

Den ubarberede, unge mand med golfkasketten tøvede et sekund ved siden af sengen med den sovende kvinde. Han lagde sig på knæ, bøjede sig frem og kyssede hende flygtigt på panden og hviskede kærligt:

“Slå øjnene op, det er bare mig.”

Hun vågnede med et voldsomt spjæt, satte sig stift op i sengen og så sig forvirret omkring i tusmørket uden af se nogen. Stadig på knæ ved siden af den enorme seng var han svær at få øje på.

“Det er mig. Bliv ikke bange”, hviskede han af frygt for, at hun ville trykke på alarmen til nattevagten. Den sad påhæftet hovedpuden.

Et minut gik, før nogen sagde noget i mørket. Hendes åndedræt afslørede, at hun nu var vågen og fattet.

“Tænd lyset, så jeg kan se dig”, beordrede hun myndigt i det særlige tonefald, som absolut ingen turde sætte sig op imod.

På sin katteagtige, lydløse maner gled han over de persiske silketæpper til hendes antikke læsebord, tændte PH-lampen og satte sig stille i den ene stol. Lyset spredte sig dårligt over halvdelen af rummet, men det var nok.

Med det lange, filtrede hår flagrende efter sig kom hun på bare fødder stridende gennem rummet, mens hun bandt bæltet på sin tunge, broderede kåbe. Kvinden gik direkte hen til ham, greb ham i den skæggede hage og rykkede hans hoved bestemt til siden, så hun kunne måle ham tydeligt i lyset.

Hun nærmest gennemborede manden med sit blik. Ikke en mine røbede, at hun ikke havde talt med ham i lange tider. Hun ikke så meget som spekulerede over, hvorfor han pludselig dukkede op midt om natten i hendes soveværelse.

Kvinden vedblev at undersøge hans ansigt, øjne og viltre udstråling med sit intense blik. Endelig sagde hun:

“Er det dig, der er Holger Danske?”

“Ja, Deres Majestæt.”