Scene 5

Få denne scene læst op: 

Ole Bang hyggede sig svært, da han tunede ind på CNN og så historien om den amerikanske ambassade. Reportagerne på de sene udsendelser på DR og TV2 var en nydelse at se, han loggede ind på Ritzaus Bureau og læste deres version af begivenheden. Alt i orden. Aktionen ville være i alle aviser og radioer landet over i morgen. Sikke et brag!

Han åbnede endnu en lunken Maribo øl og skålede højtideligt med sig selv.

“Godt gået, gamle dreng”, roste han sig selv. “Den er allerede global.”

Selv om han overhovedet ikke var det mindste beruset, kunne han ikke dy sig for at fnise og fnyse flere gange, når han så statsministeren på alle kanalerne. Jørgen Carlsen gjorde præcis det, han skulle. Manden var dygtig, disciplineret og handlede, som Ole Bang havde forudset. Statsministeren tog endnu et dybt spadestik til sin egen politiske grav.

“Nåh, så Holger Danske er ved at blive en terrorcelle! Sikke et perspektiv, hvad? Bare rolig, min ven. Din tid kommer snart”, mumlede han fortroligt til billedet af statsministeren.