Scene 150

Nyheden var som frisk, råt kød i den politiske kødhakker. Holger og borgerdemokraterne stjal det hele og efterlod de etablerede politiske partier dinglende latterligt i deres mediereb. Alt kom til at dreje sig om det nye parti, som endnu ikke var registreret i indenrigsministeriet.

Overskrifterne stod, som hvis Jesus var landet med en blå helikopter midt på Københavns Rådhusplads.

... skrev Formiddagsposten håbefuldt med kongeblåt.

Det blev en festdag for medierne og en sørgedag for det etablerede politiske system, som måtte tilbage til strategibordet for at finde hoved og hale på de nye perspektiver. Fra deres mediekommentarer fremstod det tydeligt, at de etablerede folkevalgte regnede det her for noget populistisk pjat og en afsporing af deres seriøse politiske debat. De havde alle glemt deres tidligere leflen for Holgers støtte. Nu var det alle mand mod Holger.

Borgerdemokraterne.dk var et web 2.0 medie skabt af blogbyblog-folkene i Brønshøj. Hjemmesiden var bygget i solidt open source tømmer og kunne modstå presset fra de over 2 millioner besøgende den første dag. Folk mødte ikke meget andet end tomme sider. Menuerne var opdelt efter politiske temaer, og man havde skrevet et par sider med vejledninger. Det var et dialog-community, hvor skaberne inviterede folk til at formulere landets kommende politik.

Der var simple regler for deltagelse. Folk skulle anvende deres ægte navne og e-mail adresser for at deltage i diskussionen og kommentere andres indlæg. Man kunne melde sig ind i partiet mod 200 kroner. Potentielle folketingskandidater skulle være medlemmer og måtte oprette sig selv som bloggere. Alle indlæg blev samlet på emnelister og kandidatlister. Registrerede medlemmer kunne stemme på den person, som de helst så øverst på valglisterne.

En af de første tilmeldte kandidater blev Peter Sørensen, Holger-fortolkeren med de skarpslebne holdninger. En anden var CBS-professoren Helge Skiel. I alt kom der 97 kandidater det første døgn, og debatten gik lynhurtigt i gang, skubbet af de etablerede mediers ihærdige omtaler af borgerdemokraterne. Mange valgte også at diskutere kapitalfondenes finansiering af Liberal Klub og skandalen om de købte politikere.

Ideen bag det nye parti var udledt af internationale erfaringer med e-demokrati. En kandidat var kun ansvarlig over for de personlige støttevælgere, der havde meldt sig ind i hans gruppe. Folk kunne kun støtte én kandidat, men de havde lov til at udskifte deres foretrukne kandidat. I princippet kunne kandidaterne have holdninger strittende både i øst og vest. Alle lovede blot, at hvis valgt ville de til enhver tid konsultere deres støttevælgere før en vigtig afstemning i Folketinget. Borgerdemokraterne ville åbne den politiske proces for befolkningen.

“Det er den værste gang populistisk bondeævl, jeg nogensinde har hørt”, udtalte statsminister Jørgen Carlsen arrigt, stik mod Ole Bangs råd om ikke at angribe helten. “Det overrasker mig ikke, at denne t-shirt-sælger ved navn Holger igen laver et produkt, hvor han tror, at han kan lokke troskyldige danskerne til at lægge deres surt opsparede penge. Se blot, folk skal betale 200 kroner for at melde sig ind.”

Jo mere politikerne tilsvinede idéen om Borgerdemokraterne, des flere danskere meldte sig ind. I løbet af få dage havde partiet modtaget 20.000 tilmeldinger, og de første 12.000 betalte betalt online. Debatten svulmede på web-siderne.