Scene 153

Jørgen Carlsen kom sig hurtigt over sit raserianfald, fordi der nu skulle arbejdes på højtryk. Frygten for, at efterretningstjenesternes aktiviteter blev offentligt kendt, var reel. Perspektivet om, at kronprinsen kunne være Holger, var svimlende, men ikke umuligt at have med at gøre. Faktisk gjorde det kampen mod Holger lettere, fordi han simpelt hen aldrig kunne give sig til kende, hvis det ellers var ham.

Men først skulle han ryste Ole Bang i hans forræderiske grundvold, tænkte statsministeren, hvis svinet da var på det forkerte hold. Holgers fænomenale mediefærdigheder kunne forklares, hvis tjuBang stod bag ham. Hvis hans private spinkirurg kunne være dobbeltagent for Holger, måtte han tage sine forholdsregler allerede nu.

Ole har været mig en god konsulent, og hans råd altid brugbare, tænkte Jørgen Carlsen. Sagen mod Teodor Severinsen håndterede han som ingen anden, men intet som Ole Bang har gjort for mig, har været til skade for Holger, snarere tværtimod. Så hvis jeg via Bang kan advare kronprinsen om, at han er afsløret, kan jeg komme af med Holger uden at afsløre noget eller nogen og beholde min rådgiver.

Efter et kort reality-check greb Carlsen sin telefon.

“Nå, gamle jas, jeg hører, at du færdes i fint selskab.”

“Hvad mener du”? svarede Ole Bang, allerede alarmeret af det intrigante tonefald.

“Ja, du ses ofte i Amaliegade 9, hvor kronprinsen holder til.”

“Og?”

“Fortæl mig lidt om det”, luskelokkede statsministeren.

“Hvorfor det?”

“Jeg synes ikke, vi skal have hemmeligheder for hinanden, når vi nu arbejder tæt sammen.”

“Det er såmænd meget let at forklare. Jeg laver PR-opgaver for et firma ved navn CK Aps, der donerer kontor til kronprinsens almennyttige Fond. Vi er godt nok rendt på hinanden i receptionen en enkelt gang eller to.”

Ole Bang vidste instinktivt, at efterretningstjenesten var i hælene på dem, og at deres hemmelige mødested var afsløret, og at Amaliegade formentlig nu blev aflyttet. Holgers identitet var tæt på en afsløring eller det, der var værre.

“Lidt indkomst skal man jo have, og du betaler jo ikke en skid for mit arbejde. Du må gerne se mine lønsedler fra CK, det er på deltid. Jeg har for øvrigt også snart brugt forskuddet på min bog.”

De to mænd kendte hinanden så godt, at de tog gensidige trusler og underliggende budskaber alvorligt. tjuBangs eneste kort lige her og nu var bogen, som kunne få statsministeren til at tage sig i agt. Ole Bang måtte gå ud fra, at hans dobbeltrolle og Holger var afsløret, og at hans anvendelighed for statsministeren ville udløbe, når budskabet til Holger var afleveret, og frihedshelten havde sat sig til at sove 1.000 år mere.

“Tak for tilbudet, men jeg stoler på dig. Man bliver jo lidt nysgerrig, når nogen sådan kommer rendende med uventede oplysninger, ikke? Nå, men farvel. Vi snakkes ved.”