Scene 156

Da formaliteterne var overstået, red de tre senere samme dag ud i parken, pænt roligt og royalt. Prinsens hingst var ret sur over, at der blev spadseret, men den måtte finde sig i tempoet. De tre holdt en pause, og blev siddende på hestene, mens Doc gav den korte version af situationen.

“Holger er måske identificeret. Amaliegade er ikke sikker. Forbindelse mellem os er afsløret. Der er så megen mistanke, at statsministeren forsøger at få et advarende budskab igennem til Holger, fordi han satser på, at jeg kender ham. Jeg vil tro, at alt og alle lytter den her vej.”

De tre red lidt videre, mens de tænkte på perspektiverne i den dårlige nyhed. Efter et kort ridt i skridtgang stoppede de igen for at veksle ord.

“Den bedste afledning er: ikke at skjule noget, så derfor dette initiativ. Alternativet til hemmelige møder er fuldt offentlige møder gennem slottets fordør med TV-kamera på. Jeg kan vikle statsministeren ind i projektet. Han kan ikke sige nej midt i en valgkamp. Det vil ryste forfølgerne og øge usikkerheden”, forklarede Ole Bang.

De to kongelige var medie-vante, og de forstod pointen med fordøren og bagdøren. Bang var i færd med at etablere et nyt kommunikationssystem for gruppen ved hjælp af spin og TV-hold. Et højst usædvanligt træk.

“Der er noget andet, som I skal vide nu. Jeg har i nogen tid været hemmelig rådgiver for statsministeren, men han stoler ikke på mig, ved jeg. Dette TV-program kan han ikke komme udenom, og det vil binde ham og mig tættere sammen. Undlad at drage konklusioner. Jeg kan bedre bekæmpe Teodor Severinsen fra statsministerens bagkontor.”

Maria sad med åben mund, og rykkede sin mand i ærmet for at være sikker på, at hun havde forstået korrekt. Doc arbejder for fjendens leder? Prinsen havde nikket gravalvorligt. Han trak hende over bag sig på hingsten, smed hendes tøjle til Bang og huggede hælene i siden på den nu lykkelige hest, som endelig fik luft under hovene.

PET-agenten, som sad i toppen af et træ ikke så langt derfra, kommenterede i sin radio.

“Nu tager fanden ved ham. Han skal sgu ud og bolle hende igen, og det mens de har gæster.”

Men det skulle han ikke. De red ud på midten af den store plæne, satte sig i græsset med ansigterne tæt sammen, mens hesten skummede om mulen af anstrengelse. Han hviskede:

“Stoler du på Ole Bang?”

“Lige nu er jeg i tvivl”, svarede hun, “gør du?”

“Ja, mere end nogen side. Hvis nogen finder ud af, at han arbejder både for statsministeren og Holger, så er han forræder, og der er kræfter, også i Danmark, som vil vide at straffe ham, rent privat. Hvis Ole Bang identificeres som bagmand for Holger, kan de stoppe Holger ved at stoppe Bang for evigt, og kan de samtidig redde kongedømmet fra en skandale, vil de ikke tøve. Vor ven er i fare. Det ved Doc, så derfor stoler jeg på ham. Ole ved, at han leger med samfundets allerstærkeste kræfter.”

“Hvad gør de i Danmark, når de straffer forrædere?”

“Der sker et trafikuheld, eller han bliver overfaldet af en narkoman i sin slumlejlighed. Sådan noget”, svarede prinsen. “Elsker du mig?”

Hun nikkede og smilede lykkeligt.

“Tør du gå hele vejen med Holger?”

Hun nikkede med bestemt mine og sagde:

“Hvis din familie får beviser for, at du er Holger, er du så ikke en forræder mod kongehuset?”

Det blev hans tur til at nikke fast.

“Jeg ved, hvad Tupac Katari-guerillaen gør ved forrædere, hvad gør Glücksborgerne?”

“Set med historiske øjne har de kun ét valg, tror jeg, og det er æresdrab.”

Hun gispede, greb hans ansigt mellem sine hænder og så ham dybt i øjnene.

“Ville de gøre det?”

“Ikke sådan direkte, men nogen ville udføre det for dem, måske uden at spørge først. En ulykke vil jeg tro, i en vejtunnel et eller andet sted, måske under Øresund.”

“Er du bange?”

Han rystede på hovedet og mente det.

Efter den korte udveksling var hingsten frisk igen, og de tog endnu et ridt tilbage til Ole Bang, som hyggede sig under et skyggefuldt træ, mens han stille ønskede sig op bag på hingsten, og hvorfor egentlig ikke?

“Er det min tur nu”? spurgte han.

Som altid værdsatte kronprinsen Docs geniale indfald, for de vidste begge bedre end nogen, at de blev observeret. Så han blev hevet op på vilddyret og fik sit livs ridetur. Også de satte sig i græsset og tog en kort ordudveksling.

“Vi er begge i fare”, indledte prinsen hviskende.

Der blev nikket.

“13 vil kontakte dig en af dagene og udstyre dig med et sporingssystem, og jeg vil så vidt muligt hele tiden have en fra hirden tæt på. Du kan ikke se eller høre ham, men nogen er der. Du har en tilkaldefunktion til hirden, som du helst aldrig må få brug for.”

“Fortæl din kæreste, hvad du planlægger. Digi vil læse dine e-mails ligesom visse andre. Fortsæt din dag som hidtil. Ophold dig i forsamlinger og offentlige rum. Pas meget på. Det er det bedste, jeg kan tilbyde.”

Ole Bang så alvorligt på sin ridekammerat, som kunne gøre det at sidde et øjeblik på græsset mere spændende end at flyve vildt på hingsteryg over plænen.

“Når fjenden har fået øje på dig, kan du flygte, gemme dig eller angribe. De tror, at Holger vil flygte, så derfor må han angribe. Fjenden er svagest, når der er uorden i dens rækker. Det må vi skabe. Usikkerhed. Splid. Forvirring. Frygt”, fastslog Comandante Uno. “Men pas på, og hav respekt for fjenden.”

“Perspektiverne ved at afsløre Holger er for voldsomme til, at nogen tør gøre det lige nu. Statsministeren må være slået med rædsel. Han er politiker og ikke kriger. Lad os invitere Jørgen Carlsen til grill-mad i forbindelse med det TV-program. Han vil føle sig usikker over at spise ved sin fjendes bord”, supplerede spinkirurgen.

“Og pas selv på”, mumlede spinkirurgen. “Min hird er pressen, og den skal nok passe på dig, Maria og Holger.”

Kronprinsen sprang adræt op på ryggen af det store, sorte dyr og gav sin ven hånden og hev ham op. De havde bekræftet, at de var blodsbrødre, og de vidste, at nu skulle de gå til angreb. Endelig sker der noget, tænkte prinsen.