Scene 157

TV-programmet gik som en drøm.

Man så statsministerens tidligere spindoktor, Ole Bang, mødes med kronprinseparret i Amaliegade. Kronprinsen udtalte sig i varme vendinger om sit samarbejde med den velkendte mediestrateg, som kunne tilføre kongehuset nye perspektiver og viden om medieudviklingen.

I programmet blev det sagt, at det oprindelig var Jørgen Carlsen, der stod bag initiativet. Man så statsministeren ankomme til den private residens på Fredensborg, og han udtalte sig om det globale informationssamfund og behovet for hele tiden at holde fokus på Danmarks image som en støtte for erhvervslivet og ikke mindst turismen.

Indslaget handlede ikke om politik, de 100 millioner branding-kroner eller regeringens strategier. Det var blot et hyggeligt møde om Danmarks image. Midt i valgkampen var det platin værd for statsministeren at blive set sammen med den kongelige familie og sågar få udsendt billeder, hvor den populære kronprins grillede og serverede pølser for ham.

Studieværten lod efter Nyhedsreportagen vide, at unavngivne kilder fortalte, at Jørgen Carlsen, hvis genvalgt, påtænker at oprette et nyt informationsministerium med Ole Bang som minister, men at ingen ønskede at udtale sig herom.

Statsministeren var trods sin deltagelse i det strålende royale show bestyrtet over, at nyheden om informationsministeriet var sluppet ud. Han havde aldrig ment det for alvor, og nu skulle han forklare sig godt internt som eksternt. Ole Bang afviste at være kilden, hvilket enhver måtte forstå, fordi det slet ikke var i hans interesse at få det ud.

Midt i al glæden over det charmerende program med prinsen hvilede en tordensky over Jørgen Carlsens hoved, og den nægtede at forsvinde. Statsministeren var overbevist om, at han havde begået sit livs værste politiske brøler ved grillfrokosten med kronprinsen, efter at pressen var gået. Ivrig efter at sende slet skjulte budskaber til den formodede Holger, havde han kluntet sammenlignet Holger med “Kejserens nye klæder”.

Stående ved siden af grillen, havde prinsen spurgt:

“Anklager De mig for at være Holger?”

“Nej da, overhovedet ikke, men enhver kan jo være Holger, så hvorfor ikke ... hø ... hø ...”, havde han rustent grinet og tilføjet, “at det jo i givet fald ville være en katastrofe for kongedømmet, dronningen og riget ... hø ... hø.”

I det efterfølgende noget pinlige øjeblik, hvor Maria pludrede med lilleprinsen for enden af bordet, havde prinsen peget op mod en skade i træet tæt ved og sagt:

“Tænk at sådan en stor fornem fugl, klædt i kjole og hvidt, kan lyde så grimt. Tænk, at den i al sin statelighed i virkeligheden er et rovdyr, der systematisk spiser de små sangfugles æg og unger. Skaden er en fredet pest, og den udnytter det tilsyneladende. Men i min have er den slags ikke fredet!”

Med de ord var hans krop blevet spændt som en fjeder, hvorefter han kastede grillgaflen med de to spidse ståltænder mod fuglen, som blev ramt i luften og spiddet mod træstammen tæt ved. Fuglen skreg med sin hæse stemme, mens den sprællede i dødskamp.

Prinsen gjorde ingen tegn på at ville gøre andet, men han forsikrede, at skrigeriet ikke ville vare længe. I mellemtiden værdigede kronprinsessen og barnet ikke scenen med fuglen opmærksomhed.

Statsminister Jørgen Carlsen gav efter få pinligt tavse øjeblikke en dårlig undskyldning om at måtte forlade stedet hurtigt.

“Vi ses nok snart igen”, sagde kronprinsen, da han bød Jørgen Carlsen farvel med en håndtryk, der kunne dræbe knogler.

Statsministeren kastede sig prustende ind på bagsædet af sin ministerbil, men han gned sin ømme hånd. Allerede mens bilen gled ud gennem indkørslen, spekulerede politikeren over, om Holger mon havde truet ham på livet. En ting vidste han, nu ved selvsyn, at prinsen var en toptrænet, iskold dræber.