Scene 159

Preben Lynk havde arrangeret et formøde med udvalgte medlemmer af VL 0,0 før den officielle, traditionsrige og rødvinsfugtige sammenkomst på Hotel Fortunen. Han lagde nogle tætskrevne sider foran hver af dem, og sagde:

“Som I husker, gav I alle interviews til mit Mr. Burnout projekt, og her foran jer er den tekst, som er skrevet om jer, og som I tidligere har godkendt. Jeg fornemmer, at nogle af os for tiden er på vej ind i andre karrierer, så jeg vil gerne have et endeligt go ahead på jeres kapitel. Forlaget er parat til at trykke på knappen, og den kan være ude om få dage i et solidt oplag.”

De læste alle deres kapitel og kun en enkelt rystede straks på hovedet.

“Det meste af min historie er kendt, og jeg har ingen problemer med den”, sagde Ole Bang. “Jeg er blevet tilbudt en stilling som minister i den kommende, måske kommende, liberale regering, men jeg skal ikke vælges, så jeg er i princippet positiv. Og jeg har givet mit ord, og det står jeg ved, selv om dette nok kan give lidt problemer ... hø ... hø.”

I sit stille sind vidste Ole Bang, at han aldrig ville blive minister, og at offentliggørelsen af Lynks bog ville skade Jørgen Carlsen enormt, fordi kapitlet om ham selv indeholdt et afslørende og bidende angreb på statsministerens måde at drive politik på. Det var næsten synopsen til hans egen fantasibog “Liv og Død på Borgen”.

“Jeg vil gerne starte med at takke Preben for den gestus, han giver sine venner i VL 0,0 ved at tilbyde os en kattelem i sidste øjeblik”, sagde Helge Skiel. “Det er mit håb, at en vis rødhåret ministerfrue måske på denne måde endelig forstår, at jeg elsker hende. Mit kandidatur for Borgerdemokraterne anser jeg indtil videre for en hobby, og jeg har mit gode job på CBS, hvis dette skulle få negative følger. OK fra mig.”

Preben Lynk var forbløffet over de positive reaktioner fra de mest udsatte, for alle vidste, at den slags var sukkergodter for pressen i den nuværende valgkampsituation. Han gav ordet til Peter Sørensen:

“I de sidste mange måneder har jeg haft et alias kaldet Holger. Det har været fantastisk sjovt at møde så mange mennesker, som brænder for landets ve og vel. Derfor er jeg, altså som Peter Sørensen, kandidat, seriøs kandidat, for Borgerdemokraterne. Personligt har jeg aldrig lagt skjul på min historie, efter at jeg blev løst fra mit tavshedsløfte, tværtimod.

Selv om vi er politiske modstandere”, fortsatte han, “så vil jeg gerne høre min gode ven Mr. tjuBangs vurdering af konsekvenserne af at publicere dette udmærkede skrift.”

“Det vil ikke skade jer Borgerdemokrater, fordi I arbejder for og med folket. For traditionelle politikere, som skal vælges gennem partier, vil denne slags nyheder modsat være et dødsstød. Folket, folkestemningen, har ikke noget imod tabere og ofre for livet. Almindelige godtfolk tror mere på mennesker, der har levet lidt som de selv. Ingen af jer har stjålet fra fattige mennesker, eller for den sags skyld andre, så de vil straks acceptere jer.

Hvis jeg må glemme mig selv et øjeblik, så vil kapitlerne om Peter Sørensen og Ole Bang anbragt i passende dagblade, være nok til at drive bogsalget på bestsellerlisten. Jeg tror, at Preben kommer til at tjene rigtig mange penge på den, fordi han er en politisk abekat og en dygtig foredragsholder.

Medierne vil forsøge at få interviews, som jeg vil afvise, men som Peter bør tage. Jørgen Carlsen vil få travlt med at svare på spørgsmål med udgangspunkt i mine ord, for jeg ville da aldrig tage rampelyset fra vores dygtige statsminister”, udtalte han med en for forsamlingen værdsat og sylespids brod.

“Jeg har en idé, som Preben måske kan snuppe”, sagde en af de andre deltagere. “Konceptet mr. Burnout er sexet, men ikke dækkende mere. Preben ligner ikke mere en case af burnout, men snarere en moden mand i sin bedste form. Jeg synes, VL 0,0 skal ses som en inkubator for tabere, og Preben Lynk burde kalde sig Mr. Restart eller sådan noget.”

Pointen duftede godt hos “klynk”, som ikke havde klynket længe. Måske på denne måde kunne han undslippe Mariann Madsens hårde omfavnelse. På vej ud af lokalet til festmiddagen på den ventende kronhjort fra New Zealand hviskede han til Peter Sørensen:

“Peter, hvorfor laver du ikke en fyrig valgtale til medlemmerne, før de bliver vinøse, og får dem alle meldt ind og gjort aktive i Borgerdemokraterne? Det vil da være en fed gruppe at bygge en ny form for demokrati på.”