Scene 164
Den bolivianske ambassade i Danmark er lille og hyggelig, og Maria Magdalena kendte selvfølgelig de 3 ansatte godt. Bolivia er som det eneste land i Sydamerika dansk programsamarbejdsland, fordi det er så umådelig fattigt. Ambassaden så selvfølgelig sit snit til at skabe en aktiv forbindelse med kongehuset gennem prinsessen.
Den kvindelige ambassadør, tidligere leder for progressive indianske minearbejdere i Potosi, udnyttede klogt de nye kommercielle muligheder, som det nu tættere forhold mellem de to lande åbnede for. Danida havde totalt skrinlagt alle tanker om at fjerne Bolivia fra listen med de udvalgte 16 modtagere af dansk bistand, tværtimod vankede der mange nye millioner til kronprinsessens fædreland.
Ambassadøren havde inviteret en gruppe bolivianske kvinder, bosat i Danmark, til frokost i residensen, en præsentabel fem-værelses lejlighed på Østerbro. Diplomaten lavede selv maden, så der vankede charque fra Los Lipez, tørret lamakød fra det sydlige højland, som hun havde fået tilsendt i den diplomatiske post, fordi EU havde restriktioner mod lamakød.
Maria Magdalena var inviteret ligesom veninden Rosita fra kontoret i Amaliegade 9, og snakken over bordet gik frejdigt. Ingen af de fremmødte oplevede kronprinsessen som andet end enhver anden bolivianita. Her havde hun et fristed. I løbet af frokosten holdt ambassadøren en kort tale med et alvorens indslag:
“Mis queridas amigas, jeg har modtaget en henvendelse fra den amerikanske ambassade via vores venner i Colombia. Gringoernes sikkerhedsfolk, you know who, vil meget gerne udbede sig en liste over alle bolivianske kvinder bosiddende i Danmark, men colombianerne måtte ikke fortælle, hvor henvendelsen kom fra. Oplægget var, at Colombianerne ville arrangere noget stort fælles kulturelt for kvinder fra andeslandene bosat i Danmark.
Jeg har selvfølgelig afvist at dele lister over bolivianere med nogen, men så kom der en henvendelse fra det danske udenrigsministerium om det samme med identisk undskyldning. Gringoerne er altså i færd med et eller andet her i landet. Ambassaden bryder sig ikke om den slags, og jeg har derfor indskærpet de ansatte her, at de skal sende alle henvendelser videre til mig. Jeg vil bede jer give budskabet videre til alle, som I kender.”
