Scene 168
Fra den dag hvor Holger blev kandidat-blogger, åbnede han for en strøm af indlæg, som flere gange dagligt dokumenterede tingenes tilstand i Danmark, som han så dem. Og læsertallet steg og steg, og de forargede kommentarer svulmede - mange skrev: “Tak Holger, hvorfor har ingen fortalt os det her før”. En af de artikler, som virkelig satte følelserne i kog var denne:
Liberale vil gøre kongehuset til forbrugerprodukt
Den siddende liberale regering har afsat 100 millioner kroner til at gøre kongehuset og landet til et produkt, som man kan handle med, som var nationen ikke andet end en vandmelon. Gennem sin tidligere spindoktor, Ole Bang, har statsminister Jørgen Carlsen startet en proces, som skal sælge især de kongelige som et produkt.
Det amerikanske Global Market Institute, GMI, mener, at netop det at bruge de kongelige vil give Danmarks varemærke en værdi på 768 milliarder dollars. Danmark faldt i 2007 fra 11. til 13. pladsen på GMI's National Brand Index, hvilket måske forklarer, hvorfor regeringen er i færd med at holde brandudsalg på landets værdier.
“De skandinaviske lande, og især Danmark, vil få meget højere værdi, hvis de markedsførte deres kongehuse bedre”, udtaler Simon Anholt, til en avis og tilføjer, “at monarki som statsform har høj værdi i den moderne verden, og at folk vil se slotte, parader, pomp og pragt.”
Holger mener ikke, kongehuset skal misbruges til at trække flere finansgribbe til landet og som udstillingsobjekt for deres aktionærer. Regeringen vil tilsyneladende sende kongelige ud på gader og stræder i guldkaret, som var det en parade i Disney World.
En typisk kommentar til Holgers indlæg kom fra en borgerdemokratisk kandidat ved navn Helge Skiel.
Sådan gør de Danmark til et varemærke
Et godt lande-brand er særdeles vigtigt for at tiltrække investorer (!), turister og kvalificerede indvandrere. I udlandet vil folk se “Made in Denmark” og ikke “Made in Peru”, men mindre det drejer sig om strikkede turisthuer af lamauld. Så alle sejl og 100 millioner kroner afsættes til at gøre Danmark salgbar som brand.
Man kan undre sig over, hvorfor dette sker midt i en tid, hvor alle snakker om globalisering, og hvor et firmas navn (Apple Inc.) som oftest er vigtigere end fabrikationsstedet (Made in China). Årsagen er, at hvis man både har et firma-brand og et lande-brand, så har man et forspring i konkurrencen, især når det gælder tiltrækning af udenlandske investeringer.
Australien er klodens lande-superbrand, fordi politikerne investerede meget seriøst i de Olympiske Lege i Sidney i 2000 og bevilligede yderligere 1,4 milliarder kroner i 2004, mener konsulentfirmaet FutureBrand. Målet er at formulere et enkelt og forståeligt budskab, som verden kan tage til sig.
Australiens valgte image blev baseret på filmkarakteren Crocodile Dundee, der var godmodig og handlekraftig. Der er brugt mange millioner på at indpode borgerne i landet, at de skal opføre sig på den måde. Den danske regeringens mål er tilsyneladende at lære erhvervslivets ledere at opføre sig som kanonsælgere siddende bag en skranke med skiltet: Alt til salg for højeste bud.
Medierne vedblev at henvende sig til Teodor Severinsen for at få hans kommentarer, og han gentog sin sang om Danmarks frie og åbne økonomi, men budskabet blev mere og mere flosset for hver gang, det skulle frem af posen. Politikeren og EPOCs Rasmus Pottemager fandt Borgerdemokraternes kampagne tendentiøs, men kunne ikke slippe ud af kvælergrebet. Svaret “ingen kommentarer” var udelukket i det politiske spil.
I sit stille sind frydede Preben Lynk sig over den sofistikerede strategi, som Borgerdemokraterne anvendte. Kommenterende blog-indlæg og borgerjournalistik blev forvandlet til online sandheder og tvang den magtesløse Liberal Klub til at kommentere. Konstante angreb på liberalisterne gav daglig Teodor Severinsen medieomtale med negativt indhold og tvang Jørgen Carlsen ud i valgkampens kulisse.
Borgerdemokraterne dirigerede debatten op til valget og formåede at gøre Holgers tema til et valgkamptema. Det varslede ilde, mere for de midtsøgende liberale end for klubben, hvis støtter i forvejen var benhårde, højreorienterede, som blev mere og mere højrøstede i tilsviningen af Holgers “socialistbrigade”, som de nu kaldte det. Preben Lynk nød polariseringen, som foregik under hans nysgerrige næse.
