Scene 169

Få denne scene læst op: 

Lobbyister har frit spil


Hvem som helst kan købe sig til indflydelse på Christiansborg, hvis de svinger tegnebogen. Det er helt legalt. Folketingets medlemmer og partier har trods utallige advarsler gennem årene afvist at registrere lobbyister, hvis eneste funktion er at proppe særlige interessers holdninger i halsen på de politiske fugleunger.

Det er ganske lige til. Enhver kan slå op i telefonbogen og finde et PR-bureau, som sælger indflydelse. De dygtigste har allerede politikere i stald, således at de ikke behøver rende rundt i hælene på folk. Så hvis emnet er sundhed, så er der nogen med en sundhedsordfører på skødet.

Hver gang der er skandale i offentligheden om indkøb af indflydelse i dansk politik, jamrer Foreningen for Public Relations Virksomheder (FPRV) og henvender sig (forgæves) til Folketingets præsidium for at få hvidvasket deres snuskede erhverv.

For nylig udtalte formanden for foreningen, at “det er vigtigt med åbenhed i et demokrati, og det er vigtigt, at der ikke opstår myter om lobbyismens omfang, udspring og begrundelse. Derfor vil vi gerne have branchen registreret”.

Landets store organisationer har gennem hele folkestyrets historie systematisk påvirket de folkevalget, eller snarere deres ledelse, gennem pression og enorme pengegaver. Nu er der en underskov af aggressive lobbyister, som ændrer spillereglerne radikalt. Det hedder fri konkurrence, og det hylder vores liberale politikere helhjertet.

Og hvem er så disse lobbyister, der handler med politisk magt? PR-firmaerne ansætter, måske ikke særligt overraskende, fallerede folketingsmedlemmer, som kan vende tilbage til vennerne og repræsentere velbeslåede særlige interesser. Det kan ske allerede dagen efter, de er ude af tinget. Det synes vi bør stoppes, men det synes politikerne altså ikke.

Borgerdemokraterne er ikke imod, at samfundets interesser søger indflydelse på love, og det er der udmærkede regler for gennem høringer etc. etc. Vi er modstandere af studehandel under bordet med demokratiet, og vi er især modstandere af, at folketingets regeringsparti holder hånden over de fordækte dele af dette marked.

Holger