Scene 170

Få denne scene læst op: 

Da borgerdemokraterne.dk gik online, var partiet og dets politiske program aldeles ubeskrevet. Oplægget var, at enhver kunne præsentere sine holdninger og forsøge at få indflydelse, hvis folk først havde meldt sig ind og brugt deres rigtige navn. Ingen kunne eller ville forbyde liberalister at melde sig ind og forsøge lykken. Liberal Klub så det som en chance for at få endnu flere kandidater ind i Folketinget.

Men strategien slog fejl. Hver eneste kandidat, som promoverede liberalistiske ideer, blev hurtigt identificeret og tæppebombet med modstand fra konkurrerende kandidater og andre almindelige mennesker, som havde en anden holdning til samfundet. Partiet oplevede et aktivt håndgemæng mellem ideer og holdninger, hvor de moderate vandt stort. På den måde fik Borgerdemokraterne en identitet, som bedst kunne beskrives som moderat, fornuftig og med stærke pro-Holger holdninger.

Organisationer, som levede af at foretage meningsmålinger, fik systemisk mareridt. Borgerdemokraterne var ikke et parti med én holdning. Det var et sammenrend af forskellige holdninger, hvor de enkelte MF'ere skulle repræsentere deres personlige støtters mening. Alt så ud til at blive totalt uforudsigeligt og populistisk i dansk politik. Forudsigelig partidisciplin ville forsvinde og meningsmålinger miste deres evne til at se ind i fremtiden.

Ledelsen af Liberalt Folkeparti kogte over, da den læste et nyt kort indlæg fra folkehelten. Indholdet var så provokerende, at de besluttede, at nu skulle denne Holger standses effektivt.


PET undersøger Holger


Fra forskelligt hold er det kommet frem, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, i flere måneder systematisk har forsøgt at afsløre min identitet. Dette er sket på foranledning af den liberale statsminister Jørgen Carlsen. Hvorfor undersøger han mon ikke kapitalfondene?

Holger


Indlægget ramte forsiden af Formiddagsposten med de største kongeblå typer, som er set siden syndfloden:


PET jagter Holger


Statsminister Jørgen Carlsen har pudset efterretningstjenesten PET på sin politiske modstander, Holger. I et skandaløst udemokratisk træk påstår statsministeren, at Holger tilsyneladende foretager sig noget kriminelt, og at sagnhelten har ukendte, internationale forbindelser.

Den uofficielt ordførende for Holger, Peter Sørensen, topkandidat for Borgerdemokraterne, udtaler, at det er den værste form for “politisk chikane”, nogensinde i dansk historie.

“En statsminister pudser ikke sin efterretningstjeneste på en politisk modstander ustraffet. Det er politistatsmetoder af værste skuffe”, mener han. “Jørgen Carlsen skulle skamme sig og helst gå af med det samme. Holger, eller nogle af hans første støtter, har lavet et par drengestreger på et par tårne i Århus, men det retfærdiggør under ingen omstændigheder, at efterretningsvæsnet drages ind i sagen. Det er en lokal politisag, som Århus Politi udmærket kan håndtere.”

Jørgen Carlsen forsøger desperat over for Formiddagsposten at svine sin modstander til med antydninger om, at han måske er kriminel. Som eksempel nævner han, at Holger er i stand til at sende mange e-mails samtidig uden afsender. Men statsministeren kan ikke erindre, hvornår PET sidst har været inddraget i at efterspore adresseløse postforsendelser.

Lektor i statsret ved Odense Universitet, Jesper Lohvang, fastslår, at Holger har en grundlovssikret ret til at forblive anonym og udtale sig frit i det offentlige rum, og at han selvfølgelig kan vælge de medier, som det passer ham, inklusive himlen og internet. Og siden hvornår skal PET efterforske børns brug af små, blå klistermærker?

Politimester Laura Bøge, Politiets Efterretnings Tjeneste, bekræfter, at de har været “inde over” Holger, men nægter i øvrigt at udtale sig om noget som helst. At hun hverken be- eller afkræfter, om Holger stadig efterforskes, betyder i henhold til denne avis' erfaringer, at der lige nu pågår en tophemmelig og formentlig ulovlig undersøgelse af Holger.

I et indlæg på Borgerdemokraterne.dk spørger Holger, hvorfor ingen undersøger kapitalfondene og især NS Fund, der tydeligt er den mest aktive af alle kapitalfondene. Det spørgsmål vil Jørgen Carlsen ikke udtale sig om:

“Jeg skal ikke spændes for vognen af denne Holgers urimelige kampagne mod udenlandske investeringer, og der er ingen grund til på forhånd at tro, at de foretager sig noget ulovligt.”

Statsministeren kan ikke se noget dobbeltmoralsk i, at han pudser PET på Holgers e-mails, men ikke beder bagmandspolitiet undersøge kapitalfondenes milliarder af dollars. Det problem tager Socialisterne sig nu af, idet partiformanden i dag indgiver en politianmeldelse mod NS Fund og dens danske repræsentanter med påstand om ulovlig manipulation af og handel med danske aktier.


Den ophedede debat om NS Fund og de andre amerikanske kapitalinteresser, som var aktive i dansk erhvervsliv, optog meget af tiden ved morgenmøderne hos Mariann Madsen. Politianmeldelsen af NS Fund fik Rasmus Pottemager til at udbryde, at nu skulle de Borgerdemokrater fandeme stoppes, før noget gik galt. Mariann Madsen så mere bekymret ud, end hun gav indtryk af.

Nu tager alle boksehandskerne af og knojernene på, tænkte Preben Lynk.