Scene 14

Mariann Madsen var en energisk og dedikeret student, som kastede sig ind i researchen til sin afslutningsopgave på Harvard Business School. At få løn for det og tilmed rejse og opholdsudgifter betalt af NS Fund fyldte hende med ekstra energi, og hun rykkede hurtigere end ventet på sit komplicerede arbejde. Den nye computer tillod hende at bygge modeller, som med stor hastighed kunne simulere de forskellige forsøg gennem historien på at tage kontrol med et marked.

Hendes første businessmøde med Norman Schluss var ved en behagelig frokost på historiske Delmonico's, som han nærmest betragtede som sin “private” restaurant. Det formede sig som en eksamen på højt plan. Ikke at hun havde problemer med at forsvare sit arbejde, men det var altså først lige ved at komme i gang, sagde hun defensivt, da han hamrede løs på præmisser og modeller. Først blev hun negativ og irriteret på ham, men efter flere borende spørgsmål indså hun, at han tunede hende og var ambitiøs på deres fælles projekts vegne. Hun indså, at hun kunne anvende udfordringen positivt.

Marianne Madsen kunne godt lide denne fremmede mand, som sendte hende 10.000 dollars om måneden og fungerede som en ekstern rådgiver på hendes projekt. Vel var der ikke noget i vejen med professor Barnes på Harvard, slet ikke, men denne her temmelig ukendte og særdeles aggressive finansmand, som hun forgæves havde søgt at tegne en god profil af via medier og Internet, var unik. Så hun tillod ham at udfordre sig og nød hvert eneste minut af det.

Norman Schluss var absolut tilfreds og opildnet over sin unge konsulents arbejde og adfærd. Hun var uden tvivl fabelagtigt godt begavet, vel forberedt og havde en uimponeret tilgang til at lave modeller, som kunne simulere fortid og nutid.

Til næste møde havde han afsat en hel eftermiddag i Standard Oil tårnet til at diskutere med hende. Middagen var på Bar Masa, hvor deres hektiske udveksling næppe gjorde middagen ære. Masa har kun 26 pladser, og priserne er skyhøje hos den japanske sushimester Masa Takayama, der personligt bestemmer måltidets indhold af rå dagsfrisk fisk eller kobe-oksekød.

Mariann Madsen kastede sig ivrigt ud i fortællingen bag sin research:

“Brødrene Hunt var ud af USA's rigeste familie. De investerede sammen med velhavende arabere i sølv for at beskytte deres formuer mod den høje inflation. I seks år købte de sølv, indtil de ejede halvdelen af alle verdens mulige leverancer. Prisen fordobledes til 5 dollars per ounce i 1979. Da de havde et fast greb om markedet, meldte andre spekulanter sig, og i løbet af få måneder steg prisen til 54 dollars per ounce.

Myndighederne satte en stopper for spekulationerne, markedet kollapsede, og talløse investorer mistede formuer. Aktiemarkedet faldt 20 procent på 6 uger, renteniveauet steg til 22 procent, og inflationen eksploderede til 13 procent. Hunt familien gik konkurs med et brag, og brødrene blev flere år senere dømt for ulovlig manipulation med markederne.

Brødrene Hunt ville ikke eje alt sølv, men de ville eje prismekanismen i markedet. De lavede en investering i at få en god og inflationssikret forrentning af familiens penge. De agtede ikke og kunne heller ikke en given dag sælge alt og høste en enorm profit. De placerede deres kapital i sølv som et langvarigt og sikkert træk, troede de.”

“Tillad mig at gætte her. Deres problem blev, at alle mulige spekulanter pludselig trængte sig på for at score kortsigtede profitter på marginalerne af et halvtomt sølvmarked. Brødrene kunne ikke kontrollere hele markedet, så de enorme kræfter væltede deres plan”, indskød Norman Schluss.

“Nemlig! Selv for de tider i 70'erne er det absolut overraskende, at brødrene Hunt kunne håndtere markedet gennem så mange år og sikre deres investeringer. De var dygtige, men teknologien og markedernes adfærd forandrede sig radikalt i de år. De blev fældet af andre spekulanters mere moderne adfærd.

Hunt brødrene ville aldrig kunne gøre det samme i dag. Tingene går alt for hurtigt, og informationerne flyver verden over og bliver analyseret af avancerede modeller. Markedsskift opfanges automatisk af intelligente statistisk baserede neurale systemer, som reagerer ved at handle direkte i markedet. Manipulationer kan udføres på få dage eller timer i dag, og enorme profitter kan tages hjem i for eksempel valutaer”, sagde hun engageret.

Norman Schluss nikkede. Selv var han aktiv i fonde, som netop brugte computerstyrede modeller. Han nød hendes fremstilling af research-arbejdes præmisser.

“Hvad ville brødrene gøre i dag”? spurgte han intenst og koncentreret, som overværende han kulminationen på et spændende filmdrama.

“Da de ikke var til kortsigtet profit, ville de i dag sprede deres investeringer ud over hele feltet af finansielle instrumenter for at sløre deres intentioner. De måtte have et yderst sofistikeret management-system, som holdt styr på alle faktorer. De skifter jo hele tiden. Det gør en computer rigtigt udmærket. I dag ville brødrene agere som de fleste andre store investorer, med mindre ...”

Hun stoppede op og tænkte sig om. Han rykkede ud på kanten af stolen og sad der og strittede med sin gaffel, mens han æggede hende på vej

“ ... med mindre ... ?”

“ ... med mindre de også ejede markedets sjæl”, svarede hun henkastet, som var det for hende en selvfølgelighed.

Hun takkede nej til hans invitation til en afsluttende drink på 57th Street adressen, fordi deres emne var udtømt, sagde hun. Da han gik hjem til sin bylejlighed i aftentågen, måtte han indrømme, at han som mand følte sig pavestolt over at blive set i byen i denne overdådige, unge kvindes selskab. Han smed sig i sin favoritlæderstol, hvorfra han kunne se en pæn del af midtown Manhattan's skyline, skænkede sig en oldgammel cognac og spekulerede over denne kvinde, som talte til hans inderste drifter. Han var stimuleret af hendes pointe om markedets “sjæl”. Trenden på hans interesse for hende var for stærkt opadgående.

Carlos ventede hende i Boston med sin brede favn, og efter en hurtig og voldsom udladning af hormoner faldt hun i en udmattet dvale, liggende som en bevidstløs oven på ham. Han nænnede ikke at skubbe den dårende dejlige dyne af sig.

Carlos havde sine bekymringer over fremtiden. Han var sikker på, at hun ikke ville med ham til Brasilien. Tanken var absurd, kunne han se. Hun skulle hjem til sit eget land og udrette store ting. Og han måtte tilbage til sin kamp. De var uforenelige størrelser uden for studenterhyblen i Boston. Det gjorde ham meget ked af det og ikke så lidt jaloux. Han strøg hende over den gyldne manke, og han følte længslen efter hende på forskud.