Scene 16

Få denne scene læst op: 

Da Norman Schluss vågnede, fandt han Mariann Madsen fuldt påklædt og bøjet over computeren med en dampende kande kaffe ved sin side. Han stod ud af sengen, ør og tummelumsk, og tøffede ud på badeværelset, hvor han tog et langt, skoldhedt bad. Da han stod og barberede sig, så han nøje på sig selv i spejlet og tænkte, at det hele måske bare var en drøm.

Havde denne smukke kvinde på halvt hans egen alder virkeligt suget ham ind i en nærmest overjordisk passion og taget ham flere gange i træk? Han kunne føle på sine møre muskler og det meget ømme og trætte organ, at det ikke var en drøm. Han virrede med hovedet og så helt stolt og tilfreds på sit spejlbillede.

Intet i hendes positur der ved kaffekanden og computeren inviterede til kæresteri eller ømhed - hun var i arbejde. Han tog et krus, skænkede den endnu hede kaffe til sig selv og satte sig tavst ved den modsatte side af bordet og nærmest gloede på denne åbenbaring af skønhed og koncentration. En dronning lignede hun.

Og han kom i tanke om sin vision og smilede skævt over hendes reaktion.

Norman Schluss begyndte igen at fantasere og dreje scenariet 180 og 360 grader for sit indre instinkt. Hvilken fryd at eje et land, for det gode naturligvis, og for investorerne ikke at forglemme. Mens idéen tog forskellige former, forestillede han sig et højt udviklet industriland som frihavn, som hjemsted for bekvemmelighedsflag, med skattefrihed, bosted for alverdens multinationales hovedkvarterer, med bankhemmelighed og mere til.

Mulighederne meldte sig frit i hans kreative hoved, men til sidst samledes tankerne om det helt overordnede i at eje en nation. Med solid kontrol over et suverænt land gennem længere tid og ved at styre landet som et firma, kunne hidtil ukendte markeder og produkter blive udviklet og enorme profitter genereres for investorerne. Det skulle være et land, som kunne vise vejen for andre trængte industrilande. Et erhvervsutopi. En ny form for statsdannelse.

Personligt mente han, at i-landene havde problemer og kun tøvende underkastede sig globaliseringens kræfter. NS Fund havde stærke positioner i nøgleindustrier i udviklingslandene, men hvad nu, hvis globalisering blev et mål i sig selv for et i-land? Kunne et lille, professionelt styret land opnå samme fænomenale vækstmuligheder som et stort firma? Hvorfor ikke?

Som han sad der og legede med sin idé, besluttede han at sige godmorgen til hende. Hun så op, smilede næsten usynligt og udbrød:

“Min model er ikke god nok. Den har som præmis, at der efter en opbygning af ressourcer sker kortvarige manøvrer i markedet for at nå målet. Din ide forudsætter langvarige manøvrer og investeringer og et helt andet niveau af kontrol med omgivelserne. Modellen skal revideres, for den mangler en realistisk exit-strategi.”

“Smukke Mariann”, sagde han lavmælt, “er vi på fornavn nu?”

“Jo da”, lo hun frimodigt.

“Mit navn er Norman, og må jeg foreslå, at vi drikker noget kaffe, og derefter laver en plan, som dækker de kommende tre måneder. Har du slet ikke sovet?”

“Nej”, sagde hun som det mest selvfølgelige af verden. “Jeg havde ting at tænke over.”

“Ok - først kaffen. Jeg ringer efter friske croissanter - med eller uden chokolade?”

Hun virrede blot med hovedet og mumlede “masser af frisk juice”, hvorefter han bestilte det hele til hende. Det var svært at løsrive sig fra skærmen og tallene.

Ved frokosttid den samme dag dansk tid modtog vekselererfirmaet Petersen & Grund A/S en e-mail fra Marianne Madsen, som lød:


Kære Henrik Grund og partnere i Petersen & Grund A/S,


Må jeg endnu en gang udtrykke min taknemmelighed over firmaets gavmilde støtte til mine studier. Som det formentlig nu er firmaet bekendt, er det gået tilfredsstillende, og jeg er således nu også i besiddelse af en MBA fra Harvard.

Det er med glæde, at jeg modtager P&G's tilbud om at træde ind som junior-partner i Henrik Grunds afdeling for strategiske investeringer. Som allerede aftalt vil jeg få status af partner uden forudgående investeringer i firmaet, men under betingelse af, at jeg modtager kommissioner og overskuddeling udelukkende baseret på egne transaktioner.

I de første 3 måneder af vores samarbejde ønsker jeg ikke at modtage løn, men vil have fast base i New York City med henblik på at forberede kommende strategiske tiltag. Til vores kommende projekt ønsker jeg 3 kontorlokaler med egen indgang i firmaets ejendom Holmens Kanal 14. Bekræft venligst snarest.

Det ville glæde mig, hvis P&G ved først givne lejlighed åbner diverse konti for mig, udpeger kontakter til gennemførelse af transaktioner, leverer de nødvendige passwords og fremsender dokumenter til underskrift.


Med venlig hilsen


Mariann Madsen

Empire Hotel

44 West 63rd. Street

New York, NY 10023


Da Norman og Mariann således havde lagt en plan for den kommende tid, skiltes de i en noget kejtet stemning. Meget var sket det forløbne døgn. Hun gav ham et venligt kindkys, før hun gik ud af døren, men vendte sig om igen, så ham direkte i øjnene og sagde bestemt:

“Og du har ikke været nogen utro.”

Mariann tog tilbage til Boston, pakkede sine få ting og returnerede samme dag for at indlogere sig i en junior suite på Empire Hotel. Hun kunne godt lide West Side af Manhattan, og det generede hende ikke, at der var en rumlende subwaytur til NS Funds kontorer downtown.