Scene 9

Mariann Madsen betragtede sine to år på Harvard som adgangsbilletten til “BIG Time Finance”. Dette universitets business school var stedet, hvor unge akademiske stræbere og topstjerner samledes omkring de bedste professorer. En MBA her fra var ren magi for erhvervslivet.

I gruppen var der selvfølgelig også gulddrenge og -piger, hvis fædre havde sikret dem inderbanen. Ikke fordi rige folks mindre begavede børn kom ind, men der var nogle fordele ved at ens far havde en eksamen fra skolen, eller han havde hældt rigeligt med dollars i diverse fonde eller støttede et professorat. Når optagelsesudvalget skulle vælge mellem to kvalificerede, faldt valget altid på kandidaten med forbindelser.

Mariann kom ind, fordi hun havde fabelagtige papirer hjemme fra Copenhagen Business School. Det hjalp bestemt også, at hun havde sine studieafgifter på lidt over 40.000 dollars om året betalt af Petersen & Grund A/S.

Høj intelligens og stor viden var en selvfølge på Harvard Business School. Mariann Madsen følte sig mere hjemme her end noget sted tidligere. Hun gjorde nærmest finansbiblioteket til sin dagligstue og fandt en lille hybel, hvor hun sov og læste videre.

Her i Boston på den amerikanske østkyst, hvor Harvard lå tæt inde på den charmerende gamle bydel, udviklede hun vaner, som skulle følge hende resten af livet. Hver morgen stod hun op og gik med kun en flaske frisk juice i maven på motionscenter for at brænde fysisk energi af og oplade sine akademiske batterier. På samme ihærdige, næsten fanatiske måde, hvorpå hun studerede, ville hun dagligt overgå sig selv ved maskinerne.

Hun havde ikke tålmodighed til at løbe, som så mange andre gjorde, kalorierne skulle brændes af hårdt, hurtigt og efter en plan. På motionscentret blev der lagt mærke til hendes ildhu. Efter et halvt år havde hun udviklet en kraftig og veltrimmet muskulatur, der bølgede som dønninger på ryg og arme, når hun sled med maskinerne. Det var, som om hun hver dag ville vinde over vægtene og kom hver morgen tilbage med fornyet energi til at udfordre modstanderne.

Mariann Madsen var på enhver måde sådan lidt for meget. Med sine 188 centimeter var hun højere end de fleste, hun havde brede skuldre og hofter, lidt større barm end kvinder flest, kraftige lår og særdeles muskuløse overarme. Som en mandlig beundrer på centret engang kommenterede, da hun ikke så meget som bemærkede ham:

“Hende der med det lyse hår, hun er kvinde plus 25 procent. Hun er bare for meget, alt for meget.”

Allerede i Danmark havde hun anlagt en tøjstil og et image af total business. Trods sin højde gik hun på en seriøst høj hæl, gerne brandrøde støvletter og ret stramme jeans eller slacks med en lang mørk matchende jakke ovenpå. Hun havde altid en lys neutral bluse på og et meget kulørt tykt silketørklæde om halsen. Bortset fra fodtøjet var hendes påklædning absolut konservativ. Men lige meget hvor grundigt hun klædte sig “just business”, fremstod hun overvældende.

Hendes lange og kraftige lyse hår var altid i knude - holdt oppe af en massiv sølvklemme. Hun yndede en turkis makeup, der matchede hendes blågrønne øjne under de kraftige, blonde øjenbryn, som næsten mødtes over næsen. Den ultrablonde kvinde undlod at blive solbrændt, fordi kontrasten mellem hendes hud og de endnu lysere øjenbryn og andre kropshår irriterede hende. Det vakte for megen opsigt. I øvrigt havde hun slet ikke tålmodighed til at sole sig.

Mariann Madsen havde nærmest en aura af neutral energi uden sensuel udstråling. Hun var ikke en kvinde, man kunne score, fornemmede de fleste mænd. Og dem, der prøvede, blev iskoldt afvist. Mere selvsikre og erfarne mænd ville sammenligne hende med en seksuel neutronbombe. Den, som fandt ud af at aktivere tændsatsen, ville selv være ude om det.

Hun ankom til biblioteket, når det åbnede om morgenen, efter at have drukket en halv liter hvinende sød proteindrik på vejen. Resten af dagen var der grøn te og frugt på menuen, indtil hun holdt spisepause ca. klokken 20, hvor hun normalt opsøgte en japansk restaurant for at fylde sig med sushi, sashimi og ris. Hendes appetit på frisk rå fisk var så stor, at hun altid bestilte to portioner. Når middagen ikke stod på fisk, var der ukogte grønsager og et bjerg af salat på tallerkenen.

Den danske kandidat var ikke fanatisk med sin kost. Med mellemrum spiste hun kød, når hun var sammen med andre studerende fra Harvard. Hendes lidt usædvanlige vaner bemærkede ingen. Når man arbejder hårdt, som de alle gjorde, skulle der være plads til særheder hos alle. Nogle blev stressede, andre drak sig fulde, en fik psykiske skævheder, enkelte blev skilt, og en i gruppen begik selvmord, fordi han ikke kunne leve op til forventningerne. Mariann Madsen tog sin daglige overdosis af rå fisk.

Henrik Grund fra Petersen & Grund A/S fulgte nøje hendes fremskridt, og han var både tilfreds, stolt og fornøjet på hendes, sine egne og firmaets vegne. Det så ud til at være en god investering for firmaet. Hun sled i det og udviklede sig hele tiden. Professorerne var begejstrede for hendes arbejde. Den lille, trinde vekselerer savnede hende mere, end han ville indrømme over for nogen.

Som hendes mentor havde han med jævne mellemrum besøgt hyblen på Christianshavn, for at de kunne drøfte hendes personlige og professionelle udvikling. Ting lykkedes for hende med forbløffende hurtighed, og hun fik hele tiden nye chancer gennem ham. Hvad han mest savnede, var de aftener, hvor hun følte, at noget særligt var værd at fejre. De havde haft meget til fælles.

Mariann ville slå det lange skinnende, hørgule hår ud, afføre sig jakke og tørklæde, slappe af og endelig trække hans ivrige ansigt tæt ind i sin altopslugende kavalergang. Som de stod der, høj og lav, ville hans ansigt netop passe imellem brysterne. Han vidste af erfaring, at små og store succeser ophidsede hende, og han nød hendes seksuelle energi. Når den var udslukt, var det på tide at tage hjem. Det var ingen romance, forsikrede han sig selv. I hvert fald ikke fra hendes side. Han undlod at kalde forholdet noget særligt. Bagefter tog hun tog altid et grundigt og meget varmt brusebad.

Aftalen var, at vekselererfirmaet betalte studieudgifterne og ikke andet. Henrik Grund tilbød hende privat at hjælpe med de daglige udgifter, men det blev ikke modtaget i samme ånd, som det var tænkt.

“Jeg klarer mig strålende”, sagde hun. “Ellers tak.”

Han spekulerede på, om hun var vokset fra sin danske mentor og havde fundet en ny.

Hybel, mad og ikke mindst udgifterne til bøger tærede på hendes opsparede midler. Til sidst begyndte hun at holde udkik efter et studenterjob. Mariann Madsen sigtede ikke efter et af de eftertragtede, men lavt betalte, slavejobs som undervisningsassistent på universitetet. Nej, hun var på udkik efter højt betalt arbejde af den kaliber, hun kunne forvente at opnå efter sidste år på universitetet. Kandidaten mente ikke, hun behøvede vente med tunge og velbetalte udfordringer til efter studiet.