Scene 17

Allerede i 2005 var Preben Lynk blevet mere end almindeligt led og ked af politik. Som tidligere medlem af Socialisternes hovedbestyrelse havde han endnu en gang overværet, at den forkerte blev valgt til formand. Det gik ikke godt for partiet, som slet ikke formåede at bringe sig ud af Demokraternes tunge og passive skygge. Tiderne var ikke til socialistisk tankegang, endsige sociale reformer. Det stod stille i partiet og befolkningen. Liberalt Folkeparti og dets støttepartier sad på alt.

Paradoksalt nok fandtes den rigtige mand eller kvinde slet ikke i det gamle socialistparti. Preben forudså, at partiet ikke ville nå nogen vegne. De gamle rotter som ham selv havde trukket sig tilbage fra aktiv deltagelse og skrev nu bøger, som ikke ret mange gad læse. De unge kræfter var der stadig ikke plads til på nationalt plan, så de boltrede sig i stedet i Københavns Borgerrepræsentation. Der var såmænd også rigeligt med rævekager til at holde dem beskæftiget.

Dengang for to år siden var han endegyldigt stået af politik, eller havde snarere indset, at han var rullet af i svinget, var yt, færdig og kaput i et gammelt cirkus, som havde været hans livs et og alt. Erkendelsen var kommet, mens han spadserede over Kultorvet og ad Frederiksborggade mod Nørreport Station for at tage S-toget til Lyngby.

“Partiet må vente på bedre tider, hvis det altså overlever så længe”, havde han mumlet resigneret for sig selv og frasagt sig ethvert ansvar for dets fremtid.

“Det er ikke mit problem. Fuck dem!”

Beslutningens tomhed bredte sig i hans indre på vejen i toget til Lyngby. Han var hverken glad eller nedstemt, snarere resigneret og lidt dunkel indvendig. Socialisterne var den største del af hans livsværk, men havde partiet virkelig udrettet noget markant og ændret samfundet? Han skød tanken fra sig uden for Lyngby Station for at kunne fange en taxi til Hotel Fortunen ved Dyrehaven.

Preben havde været folketingsmedlem i mange år som næstformand for Finansudvalget og medlem af partiets ledelse. Han havde også slidt sine sko skæve på den anden side af systemet som chef for Finanstilsynet. Egentlig havde han slet ikke en finansiel baggrund, men som toppolitiker havde han fået mange politiske nøgler. Og ministeren, styrelsen og finansbranchen havde dengang brug for en solid og politisk erfaren direktør.

De fik, hvad de kom efter. Han lærte over lange perioder at gøre vold mod sine ufravigelige principper, og da han endelig fik kvalme over sig selv, skred han og smækkede højt med døren. Smækket gav genlyd og vækkede nogle få en kort tid, men som altid i Danmark med den slags sager, så mistede alle hurtigt interessen, medierne gad ikke skrive om det, og Socialisternes politiske forsøg på at skabe ændringer nåede end ikke til første behandling i Finansudvalget. Preben Lynk fik sig til gengæld nogle særdeles magtfulde fjender ud af den exit og stod alene tilbage i et professionelt tomrum.

Manden blev simpelt hen en brokkerøv, men en klog, charmerende og vidende brokkerøv, som brugte mange timer hver uge på at brokke sig i læserbreve og kronikker. Modstandere kaldte ham “Preben Klynk”. En lille flok, der trofast fulgte hans skriverier i dagbladet Information, vidste, at han normalt havde ret og argumenterede klogt ud fra sin store viden, solide erfaring og akademiske baggrund.

Hans bøger solgte over forlagets forventninger til en af de afdankede rødes værker, og ikke mindst solgte værkerne langt over hans egne forventninger. Men ingen kan leve af at skrive bøger med små oplag, så pengene skulle komme fra foredrag. Telefonen ringede bare aldrig. Preben Lynk var blevet et politisk skrog.

Politikeren havde været medlem af en af de magtfulde VL-grupper for danske ledere. Mens han langsomt sank ned i samfundets kviksand, overlevede han på sit gamle netværks nåde. En hædersmand havde nok trukket sig tidligere fra VL-gruppen, efterhånden som hans magt og indflydelse svandt, men den midaldrende politiker var ikke en hædersmand mere - ikke ret meget i hvert fald.

Preben Lynk var en mand ved sin vejs ende - en våd, klam og unyttig fuser. Han gad ikke politik mere, gad ikke finansverdenen, gad slet ikke RUC mere, heller ikke højskolerne og for den sags skyld gad han heller ikke skrive flere åndssvage bøger. I hans fremskredne alder på 55 skulle der mere end en gnist til at tænde den legendariske entusiasme. Faktisk skulle der noget nær et kuglelyn til, før hjulene kom i gang.

Preben Lynk var denne særlige erkendelsens dag i 2005 meget passende inviteret til at holde foredrag for en lidt sær klub ved navn VL 0,0. Den var samlingssted for ledere og politikere, erhvervs- og finansfolk samt andre personer, der tidligere havde været på toppen af det danske samfund. Denne gruppe af udtjente magtmennesker, der mødtes på Hotel Fortunen for at spise kronhjort, var sammensat på samme måde som en VL gruppe af samfundets ledere og magthavere. Nogle gange inviterede de gæster fra interessante dele af samfundslivet eller eliten til gruppens møder.

Klubben kaldte sig VL 0,0 for ligesom selvironisk at understrege, at de var en slags nedfald fra magtens tinder, tabere om man ville. Næsten uden undtagelse havde de alle tidligere været medlemmer af aktive VL-grupper, hvis medlemmer networker til egen og deres arbejdspladsers udtalte fordele i skjul af samfundets opmærksomhed.

Blandt de mest trofaste medlemmer var en tidligere departementschef i erhvervsministeriet ved navn Helge Skiel (kom for tæt på ministerens rødhårede kone), den fyrede chefredaktør for Billednyt Ole Bang (kaldet tjuBang i branchen), den afsatte og forstødte fynske sprutborgmester og MF'er Balder Børgesen, den fallerede byggematador Søren “Klam” Nielsen, statsautoriseret revisor uden bestalling Dan Holst, speciallæge Tomas Tomasen, hvis etablissement for plastisk brystkirurgi blev lukket af Sundhedsstyrelsen, forhenværende vekselerer og insiderhandler Hans Højen, som bestemt havde holdt sig til branchens sidegader og den ufrivilligt pensionerede bankdirektør Peter Sørensen.

Da flere af VL 0,0'erne havde permanente økonomiske problemer, var der tradition for, at den eller de af medlemmerne, der nylig havde scoret en konsulentkontrakt hos vennerne, betalte for vinen. Medlemmerne var ikke helt uden stolthed, så der var en del prestige i at spendere rigeligt med særdeles god vin af og samtidig give indtryk af at være lidt i live professionelt. Enkelte havde stadig hustruer med godt arbejde, og de fyrede så lommepengene af for også at syne lidt af velstand.

Tonen i VL 0,0 var negativ, rå, og kællinger havde ingen adgang, som det hed uden at det skulle tages kønschauvinistisk, og der havde skam været enkelte højt kvalificerede kvindelige medlemmer af klubben. Gruppen gad bare ikke have tøsedrenge, tudefjæse, selvmedlidere, slapsvanse, selvmordere og andre “kællinger” med til bords. Flertallet havde oppebåret endda meget indflydelsesrige poster og kunne deltage med stor indsigt, viden og erfaring i aftenens sproglige og politiske perfiditeter. Den noget desillusionerede forsamling udgød deres sproglige hævn over samfundet i dette forum. Klubben skrev, som alle VL-grupper, ikke referater.

Den eneste faste tradition i kredsen var et tømme det første glas med dobbelte cognacs til ære for Hans Kongelige Højhed kronprinsen og kronhjortetyren, fordi deres legendariske brunstpræstationer måtte afkræve alles respekt. Traditionen var plat, og alle elskede den og deltog med ophøjet værdighed.

VL 0,0 var under overfladen en ret seriøs forening, belastet af ram mandehørm under middagen. Dagens emne til kaffen var Socialisternes deroute til en larmende politisk skolegård, hvor alle skubbede til hinanden, og ingen gjorde noget ved de store partiers hæmningsløse fremfærd mod de små. Emnet var: “Hvor fanden er oppositionen i det her land”, og Preben Lynk var den aften den rette til at analysere situationen - mere end nogen i VL 0,0 vidste.

Da Preben Lynk samme aften efter et vellykket møde, hvor han havde luftet sine massive frustrationer, fortsatte sine rødvinstågede brokkerier for sin søde hustru Camilla, rejste hun sig op, gik hen og strøg ham over den halvskaldede isse. Hun blev stående og så ned på ham, lettere udflydende, som han var, i den store læderstol.

“Jeg har en overraskelse til dig”, sagde hun i et neutralt tonefald, som han ikke opfattede.

“Hvad er det”? spurgte han helt oplivet.

“Du flytter i kælderen fra nu af - altså her i aften. Du kan bo i gæsteværelset, indtil du finder dit eget sted. Jeg har flyttet dine ting derned.”

“Øh, hvad er nu det for noget”, mumlede han overrumplet og satte sig op.

“Jeg er skide træt af at bo sammen med en sur, gammel, rødvinsformørket skygge af et tidligere mandfolk. Døren til kælderen bliver låst, du kan bruge bagdøren.”

“Er det her en joke”, spurgte han tøvende uden rigtigt at tro det selv.

“Jeg elsker dig, tror jeg nok, men som tingene er, kan jeg ikke holde dig ud”, tilføjede hun og tog ham ved armen. Han rejste sig, og de gik hen til kældertrappen.

Lige inden han hørte sig selv blive låst ude af hendes liv, sagde hun højt og tydeligt:

“Og ingen damer på værelset, kammerat!”

Mens han sad der på gæstesengen - nu aldeles ædru - så han, at hun havde forsøgt at gøre det lidt hyggeligt for ham i kælderen. Tøjet var lagt på hylder, der var et lille TV, radio, video, hans computer stod på det lille skrivebord, hans fagbøger var på væggen, og hun havde sat blomster i en vase. Det var sgu planlagt - ikke en indskydelse det her. Kældernøglen lå på bordet.

“Shit”! udbrød han, “this is NO joke!”