Scene 18

Statsminister Jørgen Carlsen havde været sur for ikke at sige olm siden valgsejren i 2005. Liberalt Folkeparti havde vundet fint nok og kun tabt et enkelt mandat i Folketinget, og han havde overhovedet ikke været usikker på at få støtte fra det midtsøgende Højreparti, der som sædvanlig var skide irriterende. Partiet sov en sød dvale bortset fra ledelsens evindelige nålestikkeri, men MF'erne stemte, som de skulle, når det gjaldt.

Højrepartiets Soffi Hermansen var egentlig god nok. Jørgen Carlsen huskede mere end tydeligt debatterne efter valget i 2001, hvor hun med klar stemme sagde, at i denne regerings periode ville hun være et loyalt støtteparti, men efter næste valg forventede hun ministerposter til partiet.

Han havde smilet og tænkt sit. Og i 2005 havde Soffi Hermansen mindet ham om sine politiske behov og ambitioner, men han tilbød hende igen kun en rolle som trofast og lydigt støtteparti. Så Soffi havde uopfyldte politiske ambitioner, sagt i politiske vendinger, men sagt mellem venner var hun edderhamrende splitterrasende på statsministeren og regeringen og ville Carlsen alle mulige dårlige ting, hvis hun bare fik chancen.

Gennem sit voksne liv havde Jørgen Carlsen drømt helt nede i sin allerdybeste sjæl om at blive statsminister. Og det var lykkedes. De fleste af sine drømme havde han fået opfyldt. Her efter anden valgsejr var han hamrende tilfreds med sig selv og tilsvarende utilfreds med sine valgmuligheder af ministre blandt de liberale, og han vidste, at da Højrepartiet ikke fik ministerposter, havde han skabt sig en formidabel fjende konstant på lur i hans egen baggård.

Jørgen Carlsen og Soffi Hermansen mødtes som altid med et stort smil, og der blev koordineret politik i detaljer. Højrepartiet fik informationer på forhånd, og han modtog sin støtte efter diverse nålestik. Men der var ingen kærlighed spildt mellem de to. Han var simpelt hen respektfuldt politisk hunderæd for hende.

Soffi Hermansen var en klapperslange, som endnu ikke vidste, hvor og hvornår hun skulle hugge til. Højrepartiet var dødsens farligt for regeringen, fordi hun ikke behøvede en regeringspost for at hævde sig politisk og skaffe flere stemmer. Hun formåede at være både støtteparti og samtidig en slags opposition. Hvor ville han dog ønske, at han selv havde folk af den politiske kaliber.

Slangen kunne vælte ham, hvis der opstod politiske alternativer, men det var der nu ingen grund til at tro. Hvor skulle de dog komme fra? Når der skulle træffes større beslutninger, var han egenrådig og nådesløs over for selv sine nærmeste politiske fæller og venner. Han var bossen, og de skulle alle føle det og frygte ham. Også den inkompetente opposition.

Den første regeringsperiode var gået strålende efter enhver politisk standard for en ny statsminister. I fire år havde han hamret finanslove og alt muligt andet ned i kværken på Demokraterne for ikke at sige de latterlige socialister. Det var lykkedes uden særlige problemer at få Danmark med i George W. Bush-alliancen, der ville krig mod Irak. Et politisk kunststykke. Og så havde han haft sit helt personlige projekt - udrensningen.

Havde han ikke foretaget en for et europæisk land enestående udrensning af akademiske bløddyr og venstreorienterede pampere gennem sin kampagne mod smagsdommerne? Havde han ikke flået alle disse bedrevidende vatpikke ned fra deres magttinder og vist, at de intet indeholdt andet end bedrevidende brok? Nu sad han så her med en ny gruppe ligeså umulige smagsdommere, der godt nok skyldte ham, men føltes som en kløende, våd uldsweater på ryggen. Men i det mindste var de fleste bange for ham.

Det var jo ikke, fordi regeringen stod stille - slet ikke. At gennemføre en tvungen kommunalreform på rekordtid var noget nær genialt, men det var indenrigsministerens drømmeprojekt - ikke hans. Jørgen Carlsen mente inderst inde, at det var hjertevennens måde at placere sig som hans efterfølger på. Han havde fuld tillid til indenrigsministeren som en god ven, absolut, men i politik og kærlighed kan alt ske.

Jørgen havde magten, og lige nu manglede han noget at bruge den til. Hvor var projektet, som skulle gøre politik sjovt og skabe forandring? EU Forfatningen var håbløst havareret, og han følte sig til grin for at have støttet den og en dansk afstemning alt for længe. Næh, der skulle ske noget i Danmark, og han anede bare ikke, om det var velfærdsreform eller hvad.

Inderst inde vidste Jørgen Carlsen godt, hvad problemet var for ham personligt. Han havde opgivet sine inderste politiske overbevisninger for at blive partiformand for Liberalt Folkeparti og senere statsminister. Det var sket ved en aftale, da hans forgænger blev syg og trådte tilbage. Han havde holdt sit løfte og udvandet holdningerne, for at partiet kunne vinde regeringsmagten. Nu sad han på toppen og var med arme og ben surret fast lige på midten af dansk politik.

Jørgen Carlsen ville være statsmand og placere sig i Danmarks historie som en stor reformator. Godt nok havde han fået landet med i Irakkrigen og havde taget de første skridt til at blive en verdenskendt forkæmper for demokrati i Mellemøsten. Den danske statsminister ville ind de steder i verden, hvor USA var ildeset, og skabe ægte forandringer. Men realistisk set vidste han udmærket, at han ikke blev en dansk historisk figur ved at gå ind i arabernes heksekedel, og i øvrigt vidste han ikke så meget om områdets endeløse blodige konflikter.

Danmarks statsminister så sig selv som vennen George W. Bushs soul mate med et dansk ansigt. Og det generede ham umådeligt, at han fra midten af dansk politik aldrig ville blive en Bush eller en Thatcher indenrigspolitisk. Aldrig. Aldrig. Aldrig.

Det pinte statsministeren, at han med mellemrum blev ramt af politiske snigskytter fra en gruppe yngre kræfter i det liberale parti, som egentlig bare ville gennemføre hans egne mere vidtgående holdninger fra år tilbage, så han modarbejdede dem stædigt. Det var lykkedes internt at kvæle de mest liberale med trusler mod deres politiske karriere, men den slags holder kun en tid, så blusser uvæsnet op igen bare stærkere næste gang. Det vidste han. Der var også startet en velfinansieret liberalistisk tænketank ved navn EPOS, der søgte og opnåede indflydelse i det politiske univers.

Ingen rådgiver eller konsulent, slet ikke de liberales partikontor og bestemt ikke trofaste hjertevenner som indenrigsministeren, kendte til hans overvejelser - nogle ville kalde det en krise, hvis de vidste om dem. Statsministeren syntes faktisk selv, at det var en krise, så klog var han, og han arbejdede på en løsning. Kun hans frue, som altid var der, fulgte med i dramaet i hans liv.

“Jørgen, find dine rødder og gør, som du føler, så sker der noget godt. Så bliver du glad igen”, sagde hun til ham igen og igen.