Scene 19

Preben Lynk havde ikke haft det specielt godt med at være deponeret i kælderen som en anden sæk gammelt bras, der en dag skulle direkte på lossepladsen. Han mente selv at et loppemarked eller genbrug var udelukket. Han var bekymret over sin personlige fremtid. I en alder af 55 burde han sidde på en solid post, som han kunne klamre sig til, i hvert fald indtil øksen faldt, når han blev 62.

“Det er alt for tidligt”, brummede han for sig selv på en af sine maraton-gåture i Jægersborg Hegn bag Dyrehaven.

“Men hvad skal jeg dog være, når jeg bliver stor?”

De professionelle papirer var blandt de bedste, og alligevel bankede ingen på hans dør med gode tilbud om stillinger. Bøgerne var respekterede, men ingen bad han skrive flere. Den politiske karriere var slut. Han var uden for kredsen, som tildelte hinanden godt betalte (og kedelige) bestyrelsesposter. Undervisning på RUC var opslidende, uden fremtid og brødløs.

Jeg kan sgu ikke engang blive u-landsfrivillig, tænkte han i et anfald af realistisk selverkendelse. Men jeg ville blive en dygtig bagerjomfru eller flaskedreng, men hverken bager Jensen eller Fakta vil have sådan en gammel stodder som mig! Aldersdiskrimination er det! Fuck dem!

Mangen en dag satte han sig på en af de kolde stenbænke bag Eremitageslottet og så ud over sletten med rådyrene og Øresund i baggrunden. Lynk nød stilheden, når der ikke lige var en børnehave eller en skoleklasse på naturoplevelse nærved. Igen og igen ville han forsøge at finde en acceptabel forklaring på sin karrieres nedtur. På samme måde ville han analysere sine aktiver og passiver, og hver gang endte han med rød bundlinie.

Privat var han forsvundet fra jordens overflade. Camilla vidste kun fra lyset i kælderværelset, at han var i live og stadig holdt til i nabolaget. Måske var hun bare ligeglad. Han havde meldt sig på de tavse enlige mænds forårsrullehold i den lokale grillbar. I køleskabet var der en ost og lidt muggent rugbrød. Vennerne troede, han var bortrejst, og det pinte ham, at de sommetider var på besøg oven på hos hans (tidligere?) kone og ikke vidste, at han levede nedenunder i kasematten.

“En dag, når landet stander i våde, vil jeg rejse mig og forsvare de danske værdier med sværd i hånd mod en overvældende overmagt”, ville han tænke ironisk og ulykkeligt dernede i værelset, hvor han afskyede sit usle liv. Han var for stolt til at snakke med Camilla om fælles ting som deres voksne børn i udlandet. De var på e-mail, når og hvis der opstod et behov for koordinering af et langt samlivs skrot.

Preben Lynk var godt nok i en krise, men ikke af den slags, der krævede psykolog eller konsulenter fra Jobcentret. Det absurde ved situationen i samfundet er, at kapaciteter fra de højere professionelle lag ingen hjælp kan hente, med mindre de har råd til at leje sig en coach eller har et privat netværk. Og netværk havde han, men han vidste ikke, hvad han skulle bruge det til. Pinligt var det jo også at skulle tigge om lidt konsulentarbejde.

Folk, som får cancer, skriver en bog om at overleve eller dø på hospice. Dopede cykelryttere skriver om at trampe endeløst i pedalerne og ender med at holde foredrag om deres førsteplads i sadlen. Har du været på Sirius-patruljen i Nordgrønland, kan du udbyde dyre managementkurser om, at andre bør drive virksomhed som et hundespand. Hvis man har startet en succesrig virksomhed, kan man snakke om iværksætteri. Er du berømt, vil folk høre og se dig. Er du kendt, kan du få penge for at snakke om dig selv, opremsede han i sin tanker.

Som han sad der på stenbænken bag Eremitageslottet, der egentlig bare var en knap 300 år gammel sølle jagthytte tilhørende den længst forglemte kongelig blodsuger ved navn Christian VI, vidste han egentlig godt, hvad han kunne blive ekspert i, nemlig at brænde ud, være faset ud, fise ynkeligt ud, selv om han havde haft en kraftigt lysende flamme.

Preben Lynk mente ikke, at der var stor viden om, hvordan og hvorfor ting går galt, og hvad der sker med folk, når hus, hjem, finanser og respekt forsvinder, og de sidste sparepenge knap dækker gældssanering og sagførere.

“Måske skal jeg virkelig blive Mr. Burnout”, sagde han højt og nød det farlige i sin ulmende idé. Hvis han gik public med den, ville alle gamle forbindelse sikkert fordufte. Han blev helt tændt på det farlige i visionen, som var han uforsigtigt ved at nærme sig en afgrund uden beskyttende hegn. Der på bænken bag Eremitageslottet begyndte han at lægge en strategi for sit næste liv.

Og hvor ville han finde sine cases til at blive ekspert i udbrændthed og livet som en “has been”? I VL 0,0. Klubben rummede rigeligt med erfaringer at tage af. Den fandenivoldske, rødvinsdrikkende forsamling var som en sølvmine af erfaringer i at dø professionelt og ende som en glemt eksistens i magtens skrotbunke.

Preben Lynk var tændt og kastede sig med frådende genfunden energi over research i bøger og på internet for at finde ud af, hvad man vidste om fænomenet burnout blandt topledere. Forskerne havde masser af viden om emnet, men det var kedeligt og frygteligt videnskabeligt præsenteret.

Godt, at vi har alle de der kedelige professorer, som skriver for hinanden. Det er gratis stof til mig, tænkte han triumferende, mens hans internetforbindelse glødede dernede i kælderen under hans fordums liv.

Hvis det her holder, så skal jeg ud og brande mig som en konsekvensekspert i udbrændthed i storslået stil. Smide tøjet i fuld offentlighed, piske dig selv med vådt wienerbrød og udbasunere for enhver, at du er et professionelt fallitbo, og konen har låst dig nede i kælderen, fordi hun ikke kan holde dig ud mere!

Tanken fik ham til at gyse, som var han på vej ned ad en stejl løjpe i alperne ved nattetide med bar røv og bind for øjnene. Han genoplevede toppolitikerens evindelige drift mod mediernes projektører, om det så skulle være en kort tid om noget negativt. Det her ville blive interessant, og han ville ikke stå alene. Alle de andre udslukte vulkaner ville bakke ham op.