Scene 20

Ole Bang, sidst set i journalistiske kredse og offentligheden som meget synlig chefredaktør for Billednyt, var mere end villig til at diskutere med Preben Lynk, hvad der gik galt i hans karriere og om emnet udbrændthed. Han følte sig personligt ikke udbrændt, men branchen ville end ikke røre ved ham med en bådshage. Det var gået voldsomt galt for manden, kollegerne kaldte tjuBang.

Journalisten havde redet på den første bølge af hårdhændet spindoktori i Liberalt Folkeparti og havde nærmest trukket medierne rundt i sit personlige politiske cirkus op til Folketingsvalget 2001. Teknikken havde han studeret sig til i England, hvor premierminister Tony Blairs folk ansås for mestre i mediedemagogi. At medierne år senere vendte tilbage som en boomerang bærende en frygtelig hævn, forstod han til fulde.

Ole Bang selv havde været så frygtindgydende god, at han efter dansk standard nødvendigvis måtte falde i unåde kort efter valget. Chefen brød sig ikke om folk, der fyldte for meget, selv om det kun var i bagkontoret. Statsminister Jørgen Carlsen frygtede enhver, som efter en rum tid kunne skrive en bog om landets politiske virkelighed. tjuBang kom for tæt på sandheden i sin magtposition som spindoktor.

Efter faldet fra statsministeriet ville intet andet politisk parti naturligt nok røre ham. Og intet medie ville bruge ham i politisk reportage på grund af hans tidligere nære forhold til regeringen. Tilmed vidste han alt for meget om mediernes og deres journalisters virkelige hverdag og arbejde. Mediekonsulenterne agtede hans erfaring og ry, men han var for god, for farlig og for kendt til, at de ville associeres med hans navn. Så Ole Bang blev gjort udbrændt mod sin vilje i en alder af 37 år.

Billednyts bestyrelse var ligeglad med hans politiske historie. Udgiveren ville have hårdtslående journalistisk beslutningsdygtighed og fanden-i-voldskhed på ugebladets chefredaktion, som længe havde lidt under skiftende redaktørers slappe holdninger og svingende resultater på salget. Det var på Billednyt, at øgenavnet tjuBang fik ekstra mening på grund af hans mange frække påfund, som læserne flåede af bladholderne i SuperBrugsen. Oplaget steg i hans tid, selv om den blev kort.

En dag blev det bare lidt for frækt. Et par kompromitterende paparazzifotos af kronprinsen sammen med en meget køn og temmelig upåklædt ung dame på forsiden fik fælden til at klappe om tjuBang. Salget gik forrygende godt den uge, men Hoffet blev så stjernetosset, at bladet i al fremtid kunne glemme alt om at få billeder eller historier endsige invitationer til noget royalt, så længe han stod ved roret.

Dronningen svang den store kølle, og målet var Ole tjuBang, som aldrig nogen sinde mere skulle rejse sit syndige hoved igen i dansk presse. Og sådan skete det.

Så Ole Bang blev slagtet i fuld offentlighed på forsiden af Billednyt den følgende uge, hvor man så ham pakke sit skrivebord med 1 minuts varsel efter bestyrelsesmødet, som var hasteindkaldt. Chefredaktøren blev ført ud af bladets bagdør af to uniformerede sikkerhedsvagter, som var han en anden kriminel. En stort opsat artikel drog ikke bare ægtheden af billederne med prinsen i tvivl, men også fotografens handlinger og ikke mindst redaktørens dømmekraft og ædruelighed.

Bladet solgte igen godt, men hans personlige nedtur var total. Hans kæreste, en kendt fotomodel, forlod ham øjeblikkeligt, hvilket også kom i Billednyt stort opsat den næste uge. Igen solgte de godt. Banken ringede og lukkede hans kassekredit, og hans levestandard gik i negativ på få dage. Også det vidste bladet. Hvad der ikke kom i bladet, var historien om den gang prygl, han fik af en gruppe af kronprinsens gode venner fra Frømandskorpset. Også den historie fik Lynk med i sin bog.

Preben Lynk kunne godt lide tjuBang for hans uslebne ærlighed, selv om hans eget parti, Socialisterne, havde været flere omgange gennem hans politiske vridemaskine i medierne før og under valgkampen. Der var ingen grund til at have medlidenhed med manden, som havde brændt sit og andres lys i begge ender og midt på tilmed. Ole Bang ernærede sig nu nødtørftigt ved at ghost-write pressemeddelelser for en gammel ven i PR-branchen om spændende ting som nye traktordæk og maskindele til landbruget.

Researchen til bogen gik godt, og Preben Lynk var opstemt over sine interviews med flere af medlemmerne i VL 0,0. De havde tillid til ham og så gerne deres historier fortalt med deres egen vinkel. Flere kom med kontroversielle beretninger om ministerier, banker og finanshuse, hvor karrierespillet og manipulationen med kunder og mellem kolleger kan være særdeles ufin og beskidt.

Lynk forstod, at han gik og bagte på en sensationel bog, som nok kunne sælge, være kontroversiel og skabe ham en taber-identitet. Efter et halvt år totalt underdrejet havde han fået et lille glimt i øjet og arbejdede stædigt frem mod sit offentlige selvmord.

Bogen fik titlen “VL 0,0 - når karrieren er slut prut finito”. Titlen var fjollet og ikke specielt seriøs. Bogen blev afleveret til Forlaget, som lod vente med sit svar, selv om han var en tidligere kändis. Hans projekt sank langsomt dybere ned i bunken af manuskripter, som ingen gad læse.