Scene 21

Kort tid efter at Preben Lynk havde skiftet livsstil fra at være de facto skindød til en aspirerende burnout konsekvensekspert, ringede telefonen og en ukendt kvindestemme sagde med stor og ret ungdommelig fasthed:

“Mr. Lynk, min navn er Mariann Madsen, og jeg har brug for Deres gode hjerne og store erfaring inden for finans og politik. Jeg ved godt, at De sjældent arbejder for fremmede, men det vil bestemt være umagen værd økonomisk.”

Han greb sig i at affærdige hende og sige nej tak, men indvilligede i stedet i at mødes med hende få dage efter på Hotel Kong Frederik i Vester Voldgade, når hun kom på lynvisit i København. Siden hvornår var han blevet opsøgt af fremmede damer, som sagde “De” til ham og tilbød ham høj betaling? Hans nysgerrighed var pirret, og han havde alligevel ikke andet for den dag.

Der sad han så i en alt for blød sofa i lobbyen til det lidt for fornemme Hotel Kong Frederik og ventede på den mystiske danske madame fra New York, som ville betale ham for et eller andet, han tilsyneladende var ekspert i. Fornuftigt besluttede han ikke at fortælle hende om sit burnout projekt.

Helt dum er man jo ikke endnu, sagde han til sig selv.

“Shit”, udbrød han hørligt, da et vel nok 2 meter højt, blond kvindfolk på høje hæle gjorde sin entre i lobbyen. Hun stilede lige imod ham og rakte hånden ned mod hans siddende stilling i den lave sofa. Da han forsøgte høfligt at rejse sig, blev det hende, der nærmest trak ham ud af sofaens favn. Situationen var lidt kejtet, men de kluklo begge lidt.

“Jeg kan altså godt selv, tror jeg da nok. Gå kan jeg vist også stadig”, spøgte han.

“Godt, så lad os gå ind i pubben”, sagde hun og var allerede foran.

Lynk nedsvælgede synet af hendes bagdel, mens han spekulerede over, hvad sådan en nydelig, ung dame mon havde på programmet. Den blonde bestilte kildevand til begge uden at spørge, men på den anden side kan de fleste vel lide vand, tænkte han.

“Vi er en gruppe, som undersøger mulighederne for at investere i Danmark. Derfor har vi brug for en mængde informationer, som jeg håber, De vil bidrage med. Rapporterne bliver om alt muligt fra basale informationer om Danmark til højt specialiserede data om det danske finanssystem, aktiemarkedet, mennesker, firmaer, politikere og om politiske trends. Alt sammen forhold, De kender godt. Jeg kender Deres baggrund detaljeret”, hvorefter hun remsede hans CV op. Hun kendte til hans exit fra Finanstilsynet i detaljer og vidste, at han også havde forladt Socialisternes ledelse.

“I øjeblikket har De ikke noget at lave, og det passer mig udmærket”, fastslog hun noget ufølsomt.

Preben Lynk undrede sig over, hvorfra hun havde detaljerne, men gad ikke spørge, for han fik sikkert ikke noget ordentligt svar.

Fra en konsulent vel sagtens, tænkte han. Måske en af vennerne. Han tav og ventede. Det var vist ikke meningen, at han skulle sige noget som helst.

“Forholdet kan blive ret langvarigt med mange forskellige opgaver, som jeg forventer løst hurtigt og korrekt. Med Deres baggrund kender De forskel på godt og dårligt arbejde, og jeg forventer det bedste, og at alle ting er i orden. Skulle der være grund til tvivl, så skal det anføres. Alle deadlines skal overholdes. Hvis De laver fejl, finder jeg en anden.”

Shit, tænkte han for sig selv. Sikke en mejetærsker. Hun fortsatte i samme stil:

“Rent praktisk arbejder De for mig og kun for mig. I den periode, hvor vi arbejder sammen, indgår De ikke andre konsulentaftaler. Jeg vil have, undskyld udtrykket, jeg vil have fuldt ejerskab af Dem. Når som helst er De tilgængelig for hastende opgaver. Jeg betaler markedets bedste timerate og garanterer et minimum på 60.000 for hver de første 6 måneder. Hvis altså De leverer varen.”

Den unge dame lod ordene hænge i luften som en truende tordensky.

Shit, tænkte han igen for sig selv. Kællingen er rig. Gad vide, hvem hun er?

“Sig mig”, han rømmede sig noget ubekvemt og så over på høstmaskinen med vandflasken. “Hvem er du egentlig?” Han undlod at være Des med hende.

Hun udstødte en mærkelig, lille, hektisk latter og fortalte ham det basale som navn, Harvard MBA, CBS fra Danmark, junior-partner i Petersen & Grund og for tiden i New York for at opdyrke kundeforhold.

“Mærk Dem, De arbejder for mig og ikke for Petersen & Grund. De og jeg er i direkte kontakt og aldrig gennem andre. Jeg betaler Deres honorarer. I øvrigt kommer det ingen ved, hvad vi laver, forstået? Vi arbejder i absolut fuld fortrolighed og med den allerstørste diskretion.”

Det her er en større sag, tænkte han og opgav at spørge om mere. Kunne være voldsomt interessant at være med til.

“Ok, jeg ved godt, hvad diskretion er”, anførte han forsigtigt og venligt smilende. “Har været på begge sider af spillet i årevis.”

“Netop”, sagde hun. “Og hvor mange har det? Har vi en aftale”? spurgte hun, som om hun havde travlt.

“OK, lad os se, hvordan det går. Det lyder interessant, selv om du jo ikke fortæller meget.”

“Det kommer, mon ikke”? smilede hun sødt. “Lad os udvikle fundamentet, se, om tingene hænger sammen, og lære hinanden at kende først.”

Han troede ikke en døjt på, at hun ville blive mere åben en dag, men lige nu var han ligeglad med det. “Det var sgu nok bare nogle gale amerikanere, der ville købe A.P. Møller-Mærsk for deres sparepenge”, sagde han ironisk indvendig. Men han kunne virkelig godt bruge pengene efter lang tids tørke. Måske kunne han også finde en lille lejlighed og slippe ud af Camillas kasemat?

“Nå, men hvis vi har en aftale, så er her noget at starte med”, sagde hun åbenlyst tilfreds og trak en tyk kuvert op af sin mappe.

“Her er mine kontaktinformationer. De og jeg kommunikerer altid krypteret, og jeg har oprettet sikre mail-adresser i Deres navn. Vi har en beskyttet server med backup parat til Dem og til vores indbyrdes kommunikation. Web-adresse skal De logge ind på i morgen tidlig klokken 08:00 dansk tid. Instruktioner er i kuverten. Vi ændrer opsætning af computeren, så for Deres egen skyld, lav et backup af private dokumenter i aften. Er der andet”? spurgte hun, mens hun henkastet lod ham vide, at der også lå et mindre forskud i kuverten. Hun havde ikke været meget i tvivl om, at han ville acceptere.

Shit, kællingen kender også balancen på min bankkonto. Gad vide, om Camilla er hendes konsulent, fantaserede han.

“Ja, der er en ting mere”, svarede han. “Tak for tilliden. Og en anden ting. Har du brug for en eminent dygtig sekretær? Min gennem 20 år har været en fri fugl, siden jeg skred fra Finanstilsynet. Hun ramlede med i faldet.”

“Måske, send hendes data til mig.” Valkyrien rejste sig i al sin vælde og gav ham hånden med et lidt for fast håndtryk. Denne gang nåede han at rejse sig.

“Se, jeg kan selv”, spøgte han, men væk var hun. Han måtte betale regningen for de 2 vand, men det var også rimeligt nok, tænkte han lidt omtumlet.