Scene 23

Hos Petersen & Grund på Nicolaj Plads blev der kaldt til krisemøde. Man ville gerne høre en god forklaring fra partner Henrik Grund. For det første ville de andre partnere gerne vide, hvilke aftaler der egentlig var indgået med Mariann Madsen i New York. For det andet ville de gerne vide, hvordan i himlens navn hun kunne udvirke en massiv ordrevolumen på et par procents ejerskab i 50 danske børsnoterede firmaer over 2-3 uger.

Det var den største volumen af mæglertransaktioner fra udlandet i vekselererfirmaets historie, og de anede end ikke, hvor ordrerne kom fra. Altså bortset fra, at de tilsyneladende blev udløst af denne lidt for dygtige, meget blonde frøken Madsen, som boede på hotel i New York, og som havde fået en skidefin eksamen betalt af firmaet. Det her var for stort, for mystisk og alt for uforståeligt selv for partnerne at kapere, så de begyndte at jante.

Henrik Grund valgte at forsvare hende og være lige så uudgrundelig og mystisk som Mariann Madsen. Sandheden var, at han ikke vidste det mindste om, hvad der foregik, udover at ordrerne rullede ind fra USA til hendes mæglerkonto. Han valgte den lette vej at beskylde kollegerne for brødnid og fremhæve, at hans junior partner - vel at mærke stadig ulønnet - i løbet af sin første måned havde slået enhver firmarekord i volumen. Måske burde de selv tage sig lidt sammen.

Han gik tilbage til sit kontor og skrev en e-mail til hende:

Svaret kom næsten øjeblikkeligt.

Med få ord havde hun svunget sin nihalede kat over de kolleger, hun helt privat placerede i kulisserne, for selvfølgelig ville de ikke undvære ordrer af et så massivt omfang. Misundelse er en selvfølge i lille Danmark, mente hun. Henrik Grund vidste godt, hvad hun sigtede til, og skyndte sig at skrive tilbage.

Mariann Madsen skabte røre i Petersen & Grund. Hendes volumen af transaktioner fra USA vedblev at være massivt, og der fulgte aldrig en forklaring med. Værre blev det, da det kom frem ved et koordineringsmøde, at hun trods sin status som junior-partner havde krævet egne kontorer i Holmens Kanal 14. “Hun er ved at lave en stat i staten”, advarede flere partnere.

Henrik Grund fastholdt, at firmaet havde investeret i hende, og hun havde efter få uger forrentet sig i rigt mål. Debatten blandt partnerne og på gangene nåede upassende lavmål. En brugte ordet “gøgeunge”. Til sidst blev alle næsten enige om, at de nok ikke skulle kvæle gåsen, som lagde guldæg i deres fælles kasse til firmabonus. Mange så hende dog gerne forsvinde, men sagde det selvfølgelig ikke højt.

For NS Fund var investeringerne i danske aktier trivielle og betød ingenting for helheden. For Dania var det en basis-placering, som tjente til at skabe viden om, kendskab til og kontakter i en række virksomheder, der kunne blive mål for opkøb en dag. Efterhånden som informationerne begyndte at rulle ind, blev behovet for et kontor i Danmark akut.

Dybt i sin sjæl hadede Henrik Grund, at hun brugte ham som stik-i-rend-dreng, men han var bjergtaget af hende og ønskede blot, at hun kom tilbage og lod ham indhalere den tunge duft af plutonium i sin kavalergang. Når han skrev disse korte biz-mails med hende, ville han forgæves snuse til sit overskæg i håb om, at hendes pirrende duft stadig hang der. Så simpelt var det, og han vidste godt, han var småbesat af hende.

Med fortvivlende effektivitet svarede hun straks.

Henrik Grund måtte puste sig op for at få tingene på kontoret gjort færdige og lokalerne lækkert møbleret. Han vidste godt, at det var ret upassende for en partner i den grad at servicere sin tidligere protegé, men han var ligeglad med snakken. Gåsen var i hans afdeling, og den lagde allerede store, dejlige og skinnende guldæg. Og så var den vild og varm og smuk. Hans håndflader brændte af begær efter at berøre, klemme og gramse på den.

Mandag morgen præcis 09:30 dukkede en nydelig dame ved navn Hannah Mårtensen op i receptionen hos Petersen & Grund for at bede om en nøgle til frøken Madsen. Den fik hun, og kort efter inspicerede hun lokalerne i Holmens Kanal 14, 4 tv. Der lugtede stadig af weekendens håndværkere, men det hele var bestemt pænt.

I løbet af dagen udførte Hannah Mårtensen forskellige opgaver for sin nye arbejdsgiver, som hun endnu aldrig havde mødt. De nye låse i døren blev udskiftet endnu en gang, 3 nye IP-numre til internet blev bestilt, postboksen i Købmagergade blev tømt, en printer blev indkøbt, adresseforandringer gik ud, ADSL netforbindelsen blev opgraderet til lynhurtig, en alternativ trådløs forbindelse blev bestilt, en ny computer gik online og blev sikret via New York, og en hylde i køleskabet blev fyldt med den dyre Chablis hvidvin.

Klokken 16:00 samme eftermiddag skrev hun en e-mail til frøken Madsen:

Mariann Madsen havde fulgt Preben Lynks gode råd og lagt sin skæbne i hænderne på Monster Mårtensen, som han kærligt kaldte hende efter forbilledet i Politikens “At Tænke Sig”, når han da ikke kaldte hende Gabriel efter ærkeenglen. Hannah Mårtensen var så effektiv, at hun kunne skræmme enhver og ikke mindst sin tidligere chef. Chefsekretæren havde styr på alt, huskede alt, gjorde alt, håndtere de særeste situationer og var der altid med en frisk blomst og et smil.