Scene 24
Preben Lynk holdt hurtigt op med at undre sig over de forskelligartede opgaver, han fik stukket ud. Han følte sig konstant ved eksamensbordet, og han havde en morbid glæde over at skrive regninger for triviel viden på førstedelsniveau i business eller statskundskab. Valkyrien var tilfreds, og han vidste udmærket godt, at hun selv besad meget af den samme viden. Systematisk indforskrev hun rapporter om alt fra firmaer, industrier, internationale forhold og analyser. Særlig interesse havde hun for Folketingets Magtudredning (2003), fordi den undlod at analysere Danmarks økonomiske magtsystem og beskrev de demokratiske tilstande i landet rosenrødt. Konsulenten blev bedt om at fylde “hullerne” ud.
Lynks nye ven, Ole tjuBang, ringede en dag og spurgte, om han var død eller bare lå lemlæstet hen i koma. Samme aften fik de sig en god snak over en lunken cola og to forårsruller. Som en anden gammel jagthund var tjuBang mere end nysgerrig efter at vide mere om den mystiske amerikanske valkyrie med en kavalergang som Grand Canyon, og som kylede om sig med opgaver. Men han fik nu ikke noget at vide. Hverken om kvindens danske baggrund eller om opgavernes natur eller betalingen.
Dania var ved at blive et slagskib. De første investeringer var lagt i ammunitionsrummet. Allerede inden den endelige søsættelse var besluttet i New York, og trosserne blev kastet, stod Norman og Mariann med hver sin funktion. Han var admiralen på land med alle bevillinger og ressourcer, og hun var kommandør på broen og for slagstyrken i felten. De blev kun langsomt enige om en plan - dvs. en fast plan for de første seks måneder og en tentativ plan for de efterfølgende seks.
Projekt Danias landgangsfartøj lå parat i Holmens Kanal med den effektive Hannah Mårtensen ved roret og med den søde, forlibte og meget tålmodige Henrik Grund ventende på kajen. Bag sig havde Mariann Madsen NS Funds specialister, adskillige konsulenter i USA og London og så den forunderligt skæve Preben Lynk i Danmark, der vidste alle mulige ting, som ikke stod nedskrevet nogen steder.






