Scene 26

Hannah Mårtensen var spændt på at møde sin nye chef, meget endda. Hun vidste, at det var Preben Lynk, der stod bag tilbudet om det nye job. Hvem ellers? De to havde arbejdet side om side i 20 år på godt og ondt. Og så kommer der altså ikke en tilfældig rig dansk-amerikaner, eller hvad hun nu ellers var for en type, og tilbyder et job uden forudgående samtale. Så, joh, det var Preben.

Så der sad hun i de pæne, nymalede kontorer og modtog instruktioner på krypteret e-mail om forskellige praktiske gøremål, som slet ikke kunne holde hende fuldt beskæftiget. Der kom heller ikke nogen besøgende, og telefonen ringede aldrig. Men på den anden side var det jo et helt nyt kontor. Hannah Mårtensen glædede sig til at komme i gang.

Førstehåndsindtrykket af Mariann Madsen mandag morgen klokken 10:00 var lidt forvirrende. Hannah Mårtensen havde brygget kaffe, købt gode, danske basser og sat blomster pænt i vase. Alt var parat på det lille konferencebord på chefens kontor. Mariann Madsen kom ind ad døren som en hvirvelvind, gav hånd og sagde med fast tonefald: “Goddag”. Så gik hun ind på sit nye kontor og indsnusede duften af frisk maling og nye møbler.

Hun kom hurtigt ud igen og så sig omkring.

“Her kan vi godt udrette noget”, udbrød hun og gik hen til det store møderum bag glasvæggen med 8 dybe lysebrune læderstole omkring et lavt mødebord af lyst egetræ.

“Man tror nok, at her skal hygges”, mumlede Mariann Madsen lidt spottende for sig selv.

“Åh, Hannah Mårtensen. Tak for anretningen på mit bord. Jeg burde nok havde advaret Dem. Jeg drikker kun proteindrik, frisk frugt- og grønsagsjuice og japansk grøn te om morgenen og spiser kun frugt til frokost, med mindre vi har gæster, som skal have tung føde. Find en leverandør, der kan levere frisk carpaccio, rå oksemørbrad, til lunch og aften. Om dagen står den på kildevand til alle og om aftenen måske Chablis.”

Derefter fik Hannah Mårtensen det store foredrag om datasikkerhed og fortrolighed - bare for syns skyld, for de vidste begge, at den slags var en selvfølge. Mariann Madsen lod hende vide, at hun kom med de bedste anbefalinger fra Preben Lynk.

“Hvad fik De i løn i Deres sidste job hos Preben Lynk”, spurgte hun henkastet. “Jeg betaler 25 procent mere, sæt det venligst i gang, hvis vi er enige om, at De fortsætter.”

“S'gerne”, sagde Hannah Mårtensen uden så meget som at fortrække en mine.

Derefter gik de i gang med at organisere deres fælles overblik. Mariann Madsen havde strenge krav til sine databaser og havde sin egen parat som skabelon. Hannah Mårtensen foreslog et par tilføjelser, som ville lette begges arbejde.

“Læg et forslag til mig i morgen”, forslog Mariann Madsen. “Kan De være færdig til den tid.”

“Jeg er parat klokken 13:30, hvis det passer? Måske skulle vi bygge to baser, som snakker sammen efter hvert vores behov”, sagde sekretæren.

“Kan De bygge relationelle databaser?”

“Ja”, lød svaret lettere fortørnet, “på ethvert niveau.”

“Hvordan har De det med regneark med tid som en dimension.”

“Intet problem”, lød svaret.

“Jaså”, svarede Mariann Madsen eftertænksomt. “Glæder mig. Meget interessant. Virkelig.” Hun smilede, vendte sig og gik ind på sit kontor og lukkede døren efter sig.

Hannah Mårtensen fandt hurtigt ud af, at hendes nye job ikke var et hyggejob med en chef, som ville blive hendes gode veninde. Døren kunne være lukket det meste af dagen, og deres indbyrdes kommunikation var elektronisk via kodet e-mail, også når begge var på kontoret. Mariann Madsens tempo var hektisk, og hun var særdeles koncentreret hele tiden.

“Jeg vil gerne bede om en liste over de 10 mest indflydelsesrige bestyrelsespersoner i Danmark”, stod der i en kort besked. “Jeg skal bruge et rundown på alle top 100-firmaer, som et eller flere top 10 medlemmer er formand for eller er repræsenteret i. Hvem de er, deres ledelses-CV kort, og hvilke firmaer de sidder i lige nu?”

“S'gerne”, svarede Hannah Mårtensen og gik systematisk i gang med at suge data ud af Greens og andre databaser og ned i sin egen. Udgangspunktet var top 100 efter størrelse af kapitalisering, den faktor som Mariann Madsens kunder købte aktier efter, forstod hun. Navnene på medlemmer af deres bestyrelser kunne krydses med Dansk Management Forums top 25 i danske bestyrelser. Endelig kunne Standard & Poors og Københavns Fondsbørs droppe en kort firmaprofil i basen.

Fire timer efter mailede Hannah Mårtensen sin liste med 10 navne ind bag døren og en besked om, at hendes database havde de 10 herrer oprettet i rækkefølge efter den samlede kapitalisering, de repræsenterede, med den tungeste øverst.

Døren til Mariann Madsen kontor gik brat op efter 2 minutter. Hun kom halvt ud af døren og så nogle sekunder undersøgende på Hannah Mårtensen. Det var tydeligvis en form for ros og accept.

“Lad os få dem på besøg her i Holmens Kanal en ad gangen. Jeg lægger et oplæg til brevene.” Og døren lukkede sig igen.

Nå da, tænkte Hannah Mårtensen. Vi lægger sandelig hårdt ud.

Mens hun begyndte at printe kuverter til deres breve, ventede hun på oplæggene, hvis centrale målrettede passus indeholdt data om de positioner, Mariann Madsens kunder repræsenterede. Sekretæren gjorde det resterende parat, og inden dagen var omme, gik 10 breve af sted med bud.

Samme aften ved 19-tiden åbnede civilingeniør, cand.jur. Ejner Højholdt dagens post i sit Københavnskontor. Han havde været til et langvarigt bestyrelsesmøde i Hesselager og Søn A/S, hvor han var formand. Den unge assistent, en jurastuderende, havde forsøgt at sortere brevene efter vigtighed. Øverst lå et brev, som pirrede hans nysgerrighed.

Ejner Højholdt sad et øjeblik og tænkte lidt over brevet. Samlet var der tale om en seriøs investering, rigtigt, men ikke noget sensationelt for de enkelte virksomheder. Men invitationen var rettet til ham personligt og ikke til firmaerne, som intet havde med hinanden at gøre. Brevet var højst usædvanligt.

Han greb en gul Post-it seddel, skruede hætten af sin Parker fyldepen, og skrev med sin pedantiske håndskrift en kort note.

Hvem er denne Mariann Madsen? Hvis damen findes, arranger et møde snarest hos os. EH.

Og sådan gik det rundt i rækken af de udvalgte top 10. Hannah Mårtensen arrangerede møder med alle, når de havde plads i kalenderen og ellers var i København. Møderækken løb over de kommende 2 uger. Højholdt gav dog lidt problemer.