Scene 47

Statsminister Jørgen Carlsen brugte mange kræfter på at holde Liberalt Folkeparti sammen, men det gik ikke så godt. Selv om partiet var midt i en komfortabel valgperiode og var sikre på støtten fra Højrepartiet, så var hverken regeringen eller partiet lykkelige. Partiet havde netop holdt et kaotisk landsmøde, og det var hans egen skyld.

Han havde tilladt en debat om en gruppe liberalisters politiske teser, men det var gået helt over gevind og var blevet en udfordring imod hans egen position som partiformand og statsminister.

“Politisk debat er umulig, hvis debatten udlægges som kritik af partiets praktiske linie”, sagde liberalisternes anfører, folketingsmedlem Teodor Severinsen, der var leder af gruppen. “Hvordan skal partiets principper udvikle sig uden debat? Ingen bør frygte en sund debat.”

Alle forstandige i ledelsen af partiet havde forsøgt at forhindre en diskussionen om disse vidtgående liberalistiske principper, men som partileder havde han kontrært vurderet, at det var en debat, han som udgangspunktet ikke ville opfatte som en debat om regeringens linie.

Men sådan gik det ikke, lige meget hvad liberalisterne så end sagde af pæne korrekte ord om ikke at ville udfordre regeringens linie.

Jørgen Carlsen havde valgt personligt ikke at deltage i debatten for at vise, at hans partis græsrødder var dynamiske og levende, og at han på en eller anden måde var hævet over dem. Resultatet blev, at alle kunne se den store splittelse over partiets fundamentale principper, ligesom dengang han selv som ung fremførte lignende ideer. En pointe, som medierne svælgede i.

Hans egenrådige beslutning om at åbne for en liberalistisk debat i fuld offentlighed på landsmødet skulle få langtrækkende konsekvenser. Hans tidligere rådgiver og mesterspindoktor Ole Bang sad langt væk fra Christiansborg og undrede sig såre.

“Selvmål eller snarere selvmord”, ytrede han, uden at nogen lyttede.

Den kommentar ville medierne have nydt, men ingen ringede til ham mere.

Statsministeren havde ventet, at Teodor Severinsen og hans støtter ville fremstå som politiske fantaster, men forbløffende mange af partiets tillidsfolk tog debatten seriøst og kunne støtte nogle af teserne. Det var, ligesom de liberales samlede politiske projekt slog revner.

I sin afslutningstale på landsmødet forsøgte statsministeren at mane til forstandighed og lappe de selvskabte skader på Liberalt Folkeparti.

“I min regeringstid er landet blevet rigere, statsgælden er næsten afskaffet, beskæftigelsen er eksploderet, men sammen med rigdommen er uligheden i det danske samfund steget. De fattigste har mere mellem hænderne, men jeg må indrømme, at de relativt set er blevet fattigere. Jeg er uenig med mange her ved landsmødet om, at ulighederne i samfundet godt må blive større. Jeg mener, at vi skal stræbe efter større lighed på et højere økonomisk niveau. Vi er en ansvarlig regering, som regerer til fordel for alle, og det bliver vi ved med.”

“Medlemmerne ønsker en skærpet liberal profil i partiet”, fastslog Teodor Severinsen i TV2 Nyhederne. “Men vi har en forståelse for, at Liberalt Folkeparti som regeringsparti må køre frem i et langsommere tempo, end mange kunne ønske. Vi føler os styrket efter dette landsmøde og fortsætter debatten.”

Og dermed var der lagt op til mere debat og splittelse hos de liberale.