Scene 48

Ole tjuBang havde aldrig fortalt nogen sandheden om, hvordan han blev ekskluderet af dansk presse. Han levede stille med visheden om, at han havde gjort det rigtige for sin samvittighed og for kronprinsen. Blandt politiske journalister havde han renommé som en ryggesløs spindoktor, der nådesløst forfulgte sine mål. Statsministeren havde aldrig helt værdsat den styrke. Jørgen Carlsen troede oprigtigt, at han selv var et gudsbenådet geni til at håndtere og pege medierne sin retning.

Kronprinsen havde udstukket nogle ordrer, før han forlod Ole Bangs kælderlejlighed sammen med den jurastuderende bølle, Petersen. Bang skulle henvende sig på en vis adresse to dage senere klokken 14:00. Han havde fået 5.000 kroner i hånden og besked om at gøre sig præsentabel.

Ole Bang var en klog mand, som udmærket vidste, at besøget på adressen var et vendepunkt for ham. Han vidste bare ikke hvilket. Nu stod han i sit nye, lysegrå jakkesæt i Amaliegade, smuttede ind ad jernporten ved nummer 9, gik gennem porten og fortsatte hen til opgang B i den gamle Collins Gård. Adressen er mindre end 100 meter fra Amalienborg Slotsplads.

Da han med en stiv pegefinger trykkede på den blankpolerede knap med navnet CK på 3. sal, åbnede sikkerhedslåsen sig øjeblikkeligt, og med forventningsfulde skridt besteg han den smalle trappe i det gamle bindingsværkshus. Han bankede på.

“Kom bare ind, Ole-basse”, lød en ung kvindestemme, som han genkendte fra Petersens båndoptager to aftener tilbage.

Han gik ind og stod over for en bedårende brunette bag et lille, antikt skrivebord. Hun bød ham smilede velkommen, rejste sig og bad ham følge med. Bang stirrede uhæmmet på hendes bagdel, mens han fulgte efter den hen ad en dunkel gang. Den unge dame havde en karakteristisk vuggende latina gangart. En kode blev tastet ind på låsen til kontoret for enden af gangen, der lød et svagt klik, og hun veg lidt koket til side.

“Her er så dit kontor”, sagde hun. “Velkommen til CK. Jeg håber, at du finder alt i orden. Hvis du mangler noget, sig blot til. Chefen skulle være her om et øjeblik”, tilføjede hun og måtte klemme sig forbi ham på vej tilbage til sin plads ved fordøren.

Ole-basse stod og gloede tomt efter hende, vendte sig og gloede ligeså tomt ind i sit nye kontor. Efter at have sundet sig et kort øjeblik trådte han ind i en ny tilværelse, som han stadig ikke kendte noget til. Forholdene var fine. De kunne let matche hans gamle kontor i statsministeriet. Det var ikke stort, havde et antikt skrivebord med udsigt til bagsiden af Odd Fellow Palæet og byens tage. Rummet var hyggeligt, og der var en stolegruppe med et sofabord, et mini-køleskab, en håndvask og en dobbelt kogeplade.

Kronprinsen var på vej, så han begyndte at lægge an til en kop frisk kaffe. Der var krus fra alverdens lande i skabet.

“Nå, du er ved at flytte ind”, lød en venlig stemme fra døren. Det var prinsen.

“Jeg har hverken mælk eller sukker lige nu, så du må tage den sort”, svarede han med et stort smil og skænkede den dampende kaffe. Ved at agere vært tog han samtidig kontoret i besiddelse. Det var nu hans.

Ole Bang var vant til at omgås samfundets topfolk, og det end ikke faldt ham ind at tiltale kronprinsen formelt som “Deres Kongelige Højhed”. Prinsen var egentlig også helst fri.

“Du kan bede Rosita om at skaffe det nødvendige”, sagde prinsen hjemmevant. “Du kan faktisk bede hende om alt. Hun er god til alle ting og alting. Rosita er her fast alle hverdage mellem 10 og 14, og på andre tidspunkter, hvis du har brug for det. Hun har vores fulde tillid, men normalt fritager vi hende for at vide mere end nødvendigt.”

De sad over for hinanden i Wegner stolene, smagte på mokkaen og ventede på, at den anden skulle sige noget.

“Som du måske ved, så har jeg personligt en fond, der betaler ophold for danske studerende ved London School of Economics and Political Science. Jeg har selv studeret der som en del af statskundskab. Min fond støtter også andre aktiviteter, og den har kontor nede ad gangen. Derfor kommer jeg her ofte. Kronprinsens Fond, som den hedder, får donationer fra firmaer og privatpersoner. Det er ganske normalt i min stilling. Mine forældre har også fonde til almennyttige formål og støtte til trængende personer. CK Aps. er ejet af et større dansk firma, og fonden har kontor her som en særlig donation. Rosita er også en donation”, smilede han og blinkede.

Prinsen skyndte sig at tilføje, at han ikke havde noget kørende med donationen. Hun var i øvrigt en af hans smukke hustrus private venner fra Sydamerika.

“Du får en konsulentaftale med CK, der betaler dig for forskelligt arbejde. Ingen må vide, hvem du i virkeligheden arbejder for, eller hvad du laver. Du har ikke kontor her, og vi kender ikke hinanden. Når vi skal mødes, ankommer du i god tid før mig og går senere. Vi har regler for brug af mobiltelefoner og internet. Faktisk er vi, som du nok husker, nærmest dødsfjender efter Billednyt sagen. Er det forstået?”

“Du forstår da at pirre en reporters nysgerrighed. Hvad foregår der egentlig?”