Scene 51
Hver eneste teknologiske bølge i dansk erhvervsliv, som IT, internet og biotech, får følgeskab af en altdominerende overhund, som presse og politikere klapper ved enhver anledning. Denne overhund kommenterer uafladeligt og bliver inviteret til alskens råd og udvalg.
Carsten Bjørnvig jr. var ikke en hr. Hvem-som-helst i dansk erhvervsliv, og han havde veludviklede ambitioner for sig selv. Han var blevet velhavende på et firmasalg til en udenlandske kapitalfond ved navn NS Fund. Derefter havde han sammen med en gruppe andre velhavere investeret sine millioner klogt og spekulativt i innovativ bioteknologi og havde igen fået hele herligheden overtaget af samme udenlandske kapitalfond.
Bjørnvig jr. var derfor blevet et unikum i dansk erhvervspresse og for politikerne, fordi han havde synlig succes. Hans ord var lov, ikke bare inden for biotech, men også inden for innovation, iværksætteri og firmahandler. Ikke mindst forstod han sig på internationalisering og i at trække tunge penge til dansk erhvervsliv. Så han opnåede solid status og levede godt som overhund.
Da Mariann Madsen fik besøg af ham efter hans første handel, lærte de hinanden lidt at kende. De to havde fælles interesser, selv om ingen af dem lod den anden vide, hvad de egentlig ønskede, men de fornemmede klart, at der var grobund for samarbejde. Det blev mere tydeligt, da NS Fund hurtigt overtog hans andet projekt. Carsten Bjørnvig jr. mere end fornemmede, at hans bekendtskab med hende kunne være til gavn i fremtiden.
Som ansvarlig for Petersen & Grunds afdeling for strategi blev hun ofte bedt om kommentarer om fusioner og firmaovertagelser. Hun var altid forsigtig i sine vurderinger, der næsten altid mundede ud i, at en handel nok ville være at foretrække. Mariann Madsen fungerede principielt kun som kilde og stod aldrig frem med navn. Det havde hun lært af Henrik Grund.
Carsten Bjørnvig jr. var en dynamisk erhvervsmand, der blev et forbillede for de ambitiøse, klogsmarte og bjergsomme. Han var feteret på grund af sin grotesk dyre, røde sportsvogn, og det skadede bestemt ikke hans forfængelige image at blive set med den smukke finansdame ved diverse middagsselskaber med indflydelsesrige deltagere fra erhvervslivet. Selv holdt hun sig langt fra enhver offentlighed med eller uden ham.
Efterhånden som deres bekendtskab udviklede sig positivt, blev han mere frimodig og stillede hende en dag, da de sad hjemme i hans stedsegrønne designerhave og nippede til et glas kold Chablis, en vovet udfordring:
“Hvad om vi bytter tjenester. Hvis du giver mig det, jeg allerhelst vil have, så giver jeg dig det samme. Ingen regler. Ingen betingelser. Ingen normer. Lad det være op til en venskabelig forhandling i positiv ånd.”
Mariann var 99 procent sikker på, at han tænkte på sex. Indskydelsen var ikke så underlig, for hans øjne var aldrig, hvor de burde være. Hun indvilligede i at forhandle et bytte af ukendte tjenesteydelser. Det kunne blive en spændende leg.
Meget overraskende drejede det sig om penge. Erhvervsguruen havde brændt sin succes af lynhurtigt, en skilsmisse havde lænset ham, og han var i akut pengenød. Hun på den anden side vidste præcis, hvad hun ønskede fra ham. Mariann Madsen ønskede en vidt åben dør til EPOC.
Forhandlingen gik smertefrit, og begge skulle få deres ønsker så rigeligt opfyldt i den kommende tid, og hun fejrede den uventede handel ved at løsne sin stramme hårknude og lade håret flagre vildt for sommervinden.
