Scene 53

Preben Lynk skulle levere en oversigt over opkøb af danske virksomheder gennem de sidste 5-7 år. Opgaven var bl.a. at identificere eventuelle firmaer, som skulle relanceres på aktiemarkedet efter en tidligere afnotering, eller som blev gjort klar til videresalg. Kapitalfonde bryder sig ikke meget om at holde på godterne længere end højst nødvendigt. De skal have en exit strategi for at kunne forrente deres kapital tilfredsstillende.

Mens han var ved sin research, stødte han ind i de utroligste tal. Oplysningerne var så groteske, at selv han havde svært ved at sluge dem. Det blev anslået, at der globalt var 2.700 kapitalfonde, som tilsammen administrerede 3.000 milliarder kroner til opkøb af virksomheder. De sidste 3 år var investeringerne i USA og Europa tredoblet til 2.500 milliarder kroner.

I midten af 2007 solgte den meget succesfulde og aggressive kapitalfond Blackstone Group sine aktier på fondsbørsen i USA. Leder og medgrundlægger, Stephen Schwarzman, stod til at modtage 7,5 milliarder dollars for en del af sine personlige aktier, altså ud over hans kontantudbytte ved transaktionen på 677 millioner dollars. Partneren Peter Peterson tog 2 milliarder dollars med hjem i kontanter på den deal. Det var den største aktieudløsning i USA i 5 år, men grundlæggerne af Blackstone Group beholdt alligevel kontrollen med det frisknoterede selskab.

Blackstone spiste, som de dygtige forretningsmænd de var, deres egen kapitalfondmedicin med udsøgt fornøjelse. En af de ivrige købere med villig kapital var den kinesiske regering med 10 procent. Andre 20 procent blev også solgt. Efter salget af 30 procent af aktierne til markedet, blev deres første opgave at bruge kapitalen til indkøbe tilbageblevne aktier hos den selvsamme Schwarzman og de andre managers, der tilsammen stadig ejede 70 procent af de nytrykte aktier. Derved blev de nye aktionærers investering også puttet i grundlæggernes private lommer.

“Hvor nuttet”, mumlede Preben Lynk forarget. “På grund af Blackstone's og andre kapitalfondes skamløse metoder vil den amerikanske kongres overveje at stramme de skattemæssige tøjler mod den slags honorarer i fremtiden. God idé at fylde lommerne inden!”

For øvrigt meddelte Blackstone, at firmaet i de kommende år forventer store underskud på grund af betalingerne til de oprindelige ejere. Preben Lynk studerede fascineret den bulemiske kapitalisme, hvis hæmningsløse grådighed han foragtede af et rent og godt socialisthjerte.

Læsningen bragte ham ind i et relativt nyt fænomen i den finansielle verden, som er endnu mere uregerligt. Det er de såkaldte hedgefonde, der er spekulative milliardpuljer, der tæsker formuer ind og ud af selskabers aktier, som oftest støttet af computermodeller. Køb, når det går op, sælg, hvis det går ned, er mantraen i maskinerne. Den højst betalte hedgefond-manager tjente 10 milliarder kroner i 2006.

“Det her er bare for meget”, mumlede han vantro og måtte læse teksten højt for sig selv for at fatte det hele.

“Fra 1991 til 2006 voksede kapitalen i hedgefondene fra 300 til 5.500 milliarder kroner, såvidt vides. Profitten på deres investeringer svinger vildt fra år til år, men kan i gode år som 1999 og 2003 nå tæt på 10 procent. En tredjedel af den samlede volumen af alle aktietransaktioner i USA kommer fra hedgefonde. Tyskland har i flere år forsøgt at finde ud af, hvad hedgefondene egentlig foretager sig, og vicekansleren i Tyskland har karakteriseret hedgefonde som “en græshoppesværm”.”

“Driften af disse fonde anses for noget nær en finansiel gladiatorkamp, hvor taberne skal dø. Det er alle mod alle i markederne. I 2004 afgik 1.000 hedgefonde ved døden på grund af dårlige resultater, men 1.000 nye genopstod samme år. Trods juridiske forsøg i USA har domstolene forhindret registering af disse fonde, og de skal ikke rapportere til myndighederne som almindelige firmaer. Fondene er beskyttet af Det Hvide Hus og præsident George W. Bush.”

Preben Lynk tog sig til hovedet, mens han læste højt, som var han angrebet af akut febervildelse:

“Bag hedgefondene finder man funds-of-funds, som påtager sig at styre flowet af kapital for investorerne, fordi alle disse hedgefonde er svære at forstå, overskue og kontrollere. Fund-of-funds managere fordeler penge og dumper de hedgefonde, som ikke klarer sig godt indenfor et passende kort tidsrum. For den service modtager de typisk 1,5 procent af kapitalens indtjening. Og bag funds-of-funds møder man ejerne af de risikovillige og sultne penge. Det er typisk meget velhavende mennesker, pensionskasser og banker, der har lagre af kapital, som skal ud at arbejde. Nogle går efter råvarer, nogle efter aktiemarkeder og andre efter trends drevet af globale begivenheder og så videre og så videre.”

Den tidligere chef for det danske Finanstilsyn følte det, som om udviklingen på få år var løbet fra ham, mens han højlydt konkluderede for sin umælende computerskærm:

“Kapitalens risicier spredes på mange hænder, så den føler sig sikker på vækst og beskyttet mod tab. Dette univers af global risikovillig kapital arbejder mere eller mindre detaljeret sammen, og hvis man overhovedet kan kalde det et system, så er der i hvert fald ingen regler for dets adfærd. Utroligt!”

“OK, så denne her kapitalfond putter penge i en hedgefond, som går ud og køber aktier ind. Når det er tid at overtage butikken, står kapitalfonden med en fordel i forhandlingen, fordi den selv ejer eller kontrollerer en stor del af aktierne indirekte. Måske sidder de allerede i bestyrelsen. Hedgefonden fungerer således som velbetalt stråmand, og det hele er fuldstændig usynligt.”

“Meget fikst”, sagde Preben Lynk frydefuldt til sin computerskærm. “Det er helt legitimt for enhver at købe aktier, og ofte ved ingen, hvem ejeren er. Og det er da ekstra fikst, at kapitalfonden kan hente kapital til endelige firmakøb hos hedgefonde. Det er stinkende umoralsk, perverst og ulovligt, og ingen aner, hvad der foregår.”

Han konstaterede med tilfredshed, at den tidligere formand for det amerikanske finanstilsyn SEC, the Securities and Exchange Commission, William Donaldson, karakteriserer hedgefondene som “en tikkende bombe, som bare venter på at gå af”. Lynk var mere end enig med sin gamle kollega og forstod pludselig bedre, hvorfor Donaldson var forhenværende.

“Men fondene og politikerne forsikrer, at de har styr på det hele, og at ingen skal være bekymrede.”

Preben Lynk brød ud i en gnækkende, småhysterisk latter, som bestemt ikke var helt naturlig.

Den halvgamle socialist, kaldet “klynk” for sin evindelige kritik af finansforhold gennem årene, rystede på hovedet og brummede morbidt, at kapitalisme er det værste økonomiske system, der er, men at de andre bare er endnu værre.