Scene 54

Var kronprinsen i gang med at skabe en national katastrofe? Ole Bang, den tidligere spindoktor for statsministeren, var oprigtigt i tvivl om prinsens analyse, så han begyndte at studere og studere og studere. Hvis prinsen tog fejl, ville journalisten personligt gøre sit bedste for at frelse ham.

Bang kendte til politik, men han var relativt grøn inden for finansforhold. Men flere af vennerne i VL 0,0 var fuldbefarne i den verden, så næste dag bød han på frokost på en halvpæn restaurant, hvor emnet kapitalfonde tilfældigvis dukkede op.

“Jeg har brugt hele min professionelle karriere med at slikke røv på først de små og senere de store drenge, som ville låne eller deponere penge”, sagde Peter Sørensen, tidligere administrerende direktør i Vestbanken. “Det er egentlig ikke særligt lækkert. Bankerne er ligeglade med danske firmaer, medmindre de selv risikerer at tabe penge. Kapitalfonde er perfekte til at skaffe bankerne afkast, og der er ingen, som har moralske eller etiske skrupler. Hvor tror du, danske bankers ledige kapital gemmer sig? Hvem tror du leverer milliarderne til overtagelserne?”

Analysen var benhård fra en, som havde levet et langt liv i miljøet.

“Aktionærer og topchefer scorer store gevinster på kapitalfondenes raids. Aktionærerne i de firmaer, som kapitalfonde snupper, er svært godt tilfredse. Fondene betaler normalt en solid overpris for aktierne for at få fingre i hele virksomheden. Cheferne får enorme betalinger for at sikre salget af den virksomhed, de er ansat til at beskytte og lede.”

“Er det lovligt”? indskød Ole Bang forundret. “Det er jo ligesom et tag-selv bord.”

“Ja, og hvem tror du betaler gildet! Når en kapitalfond overtager en virksomhed, vokser der jo ikke i nye værdier ud i løbet af en nat. Det er de ansatte, kunderne og obligationsejerne, der kommer til at betale. Og så er der jo samfundet, som får mindre skat i kassen. Behøver jeg nævne, at kapitalfondenes ejere og ledere tjener stygt.” Han fortsatte:

“Kapitalfonde pantsætter typisk virksomheder efter overtagelsen, og planen er ofte at splitte virksomheden ad i atomer, sælge den bid for bid eller sælge hele molevitten i løbet af tre-fem år. Og hvad er det så for en genialitet, kapitalfondene kommer med ledelses- og forretningsmæssigt - altså bortset fra at presse firmaerne hårdere med ekstra gældsbyrder.”

Peter Sørensen havde talt sig varm, og han var dybt forarget, lød det til. Ole Bang lyttede fascineret. Det her stank ganske rigtigt fælt, som kronprinsen så malende havde sagt.

“Det er ikke svært at se mønstret”, påstod Peter Sørensen selvsikkert. “Så snart en virksomhed har fjernet sit værn mod overtagelse og samtidig udstyret direktionen med nogle fornuftige aktieoptioner, så går der ikke lang tid, før den virksomhed ikke længere er blandt de selvstændige her til lands. Det var præcis det, Telefonselskabet gjorde. Bestyrelsen fjernede kravet om, at en enkelt aktionær højst måtte eje 10 procent af selskabet, så fik ledelsen en gigantisk belønning stillet i udsigt via optioner og vupti, pludselig kom gribbene med deres milliarder. Man skal da være politiker for ikke at kunne gennemskue det spil.”

“Jamen, det må da have et formål for bestyrelsen at gøre det her”, indvendte Ole Bang.

“Hør nu her. Ledelsen i de her firmaer kunne let gældsætte firmaet selv, fuldstændig som kapitalfondene går ind og gør det. Aktieejerne kan via deres egne banker geare investeringen i et firma. Der er flere løsninger på den kabale.”

“Men jeg har da læst, at flere af de firmaer udvikler sig udmærket efter en overtagelse.”

“ OK, mange firmaer udvikler sig positivt efter en overtagelse og skaber nye arbejdspladser. Men ofte er det med den samme ledelse. Så nogle vælger altså først at sælge hele molevitten til fremmede i stedet for at gøre det selv inden. Hvorfor tror du?”

“Det har altid været sund fornuft i Danmark, at ordentlige industrivirksomheder har en egenkapital på omkring 30 procent. Så er de rustet til at stå kriser igennem. Nu ender vi med en mængde virksomheder med en egenandel på ned til 5 procent og enorme obligations- og banklån. Mange er endda variabelt forrentede. Det betyder, at følsomheden over for renteniveauet i samfundet stiger betydeligt. Gældsætning øger alt andet lige risikoen for problemer, når der kommer tilbageslag i økonomien. Den her trend er næsten som en dårlig pantsætning af samfundets værdier”, sagde Peter Sørensen med eftertryk og rystede på hovedet, som om han ikke troede sine egne ord. “Og hvor blev værdierne af?”

“Hvis du stadig var direktør i Vestbanken, hvad ville du så gøre?”

“Dengang eller nu?”

Ole Bang tav og ventede.

“Jamen, jeg blev afskaffet i Vestbanken, fordi jeg modsatte mig et gavmildt optionsprogram til ledelsen. Jeg var den eneste, der strittede imod, og jeg satte min stilling ind på det. Og fik sparket.”

“Hvorfor det?”

“Jeg mener ikke, at en enkelt person, direktør eller andre, er så vigtig for en virksomhed, at han skal have masser af ekstra millioner i lommen. I mine øjne er det nærmest tyveri af aktionærernes penge og dybt umoralsk. Jeg ville skamme mig, hvis jeg gik gennem kontorerne med lommerne fulde af penge, som helt ærligt ikke tilkom mig.”

“Var det virkelig derfor, at du røg? Medierne fortalte en helt anden historie.”

“Bestyrelsen gav mig en gavmild aftrædelse, der varede så længe, jeg holdt kæft. Men aftalen gjaldt mærkeligt nok ikke for dem, så efter jeg var fratrådt, svinede de mig til i medierne med en række grove løgne. Jeg får aldrig et job som bankdirektør igen.”

“Det er bare for groft! De ødelagde dit navn og din fremtid. Kan du ikke gøre noget?”

“Nej. Den slags har det med at klæbe til en, som du sikkert selv ved. Nu er Vestbanken solgt til en svensk storbank, og hele direktionen og bestyrelsesformanden er mange millioner rigere. Flere har købt fine huse i Sydfrankrig og hygger sig nu fuldtids med vennerne dernede.”

Ole Bang og Peter Sørensen sad begge stille og funderede lidt over skæbnen.

“Hvad ville du gøre i dag”? spurgte tjuBang.

“Tingene er anderledes i dag. Meget anderledes. I dag er det hver mand for sig selv. Alle prøver at sælge deres virksomhed og rage så meget som muligt til sig. I dag ville jeg gøre som alle andre og fylde lommerne med en 5-10-15 millioner ekstra. Derefter ville jeg købe noget dyr rødvin og skylle den dårlige smag væk.”