Scene 55

Norman Schluss var godt tilfreds med tempoet i Danmark. Han havde besluttet at besøge landet en dag, men ville helst komme som USA's ambassadør. Derfor havde han lagt et godt ord ind for sig selv i State Department, ifald den post blev ledig. Dania var inde i en periode med god vækst, og de arbejdede på sagen, gjorde de. Den dygtige Mariann fandt helt uventede kommercielle åbninger til ham.

NS Fund var en af de tunge med meget solid kapitalisering og bred tillid i baglandet, men ægte resultater skulle på bundlinien i hvert kvartalsregnskab, og fondens investorer skulle have deres udbytte. Processen i Danmark var godt i gang, og han fandt tiden inden til også at fordoble ressourcerne i New York. Ikke at han havde problemer med kapital, men som fondsbestyrer var der hensyn til investorer at tage.

Norman havde bygget en usædvanlig hybrid. NS Fund var både kapitalfond og hedgefond, og midt i det hele administrerede han et meget stort beløb i form af en fund-of-funds organisation. Hans netværk var noget nær perfekt, fordi han kunne fjernstyre andres penge ind i mange af de små nystartede og sultne hedgefonde, som gerne lyttede til gode råd fra en erfaren partner. Norman Schluss kendte lovens grænser, og han holdt sig altid meget tæt på den pæne side.

Ofte var 25-50 millioner dollars for en ny hedgefond meget, og han fik både indflydelse og forrentning. Systemet var fornuftigt. De små købte positioner, udviklingen gik måske dårligt for en aktie, og den lille hedgefond måtte trække sig ud af de svageste. Nogle gange stod han så i første række for at hjælpe dem ved at overtage investeringer til en fornuftig pris.

En gang om måneden mødtes en 20-30 mænd fra The Triangle Investment Club på Century restauranten til middag. Halvdelen af deltagerne var typisk managers af hedgefonde, resten fra kapitalfonde og andre typer af investeringsselskaber. Der kom en god blanding af gråhårede herrer med erfaring og unge frembusende iværksættere. Alle bestyrede big-time penge.

Middagen og de efterfølgende drinks var kulissen for et fantastisk skyggespil, hvor de prøvede kollegialt at påvirke hinanden. Folk her var måske gode bekendte, men samtidig bitre konkurrenter. Medlemmerne var bestemt ikke venner, og det ville være uklogt at slappe af ved selskabet. Alle havde en grund til at deltage i handelen med viden, antydninger og pral med millioner af dollars bag.

Selve middagen på Century foregik denne aften ved et langt bord smukt dekoreret med store hvide buketter og blå stearinlys. Buketterne var så store, at det kunne være svært at se omkring dem. Middagens koordinator tog som den første ordet under forretten. Ritualet var, at hvert medlem fik max. 4 minutter til at præsentere sin bedste aktie eller ide lige nu, og ikke mindst skulle han vedkende sig sin position i papiret.

Ingen af disse proffer var dumme nok til at promovere ideer, som de ikke allerede var dybt inde i. Der foregik, stik mod reglerne, en vis forgyldning af folks særligt udvalgte investeringsobjekter, men det var acceptabelt. Hvad absolut ikke blev tolereret, var forgyldning af papirer, som man selv var på vej ud af. Blev et medlem taget i at “smide andre i havet med sandsække bundet om benene”, stod vedkommende til udsmidning af klubben. Men den slags var svært at bevise, for alle handlede anonymt gennem mæglere, så eksklusioner var sjældne.

Da det var Norman Schluss' tur til at berette, sagde han stille og uden det hårde salg, gruppen forventede af ham:

“Jeg kan egentlig ikke anbefale enkelte aktier i aften, for de gode har jeg selv købt, og der er ikke flere, lige nu. Men de er på vej ...”

Gruppen gispede. Det var et tungt budskab at have købt “det hele”, så de ventede spændt.

“Efter mange år i instrumenter, råvarer, industrier, sektorer og brancher slog det mig sidste år, at vi burde tænke horisontalt snarere end vertikalt. Og hvorfor nu det, når enhver ved, at man skal specialisere sig og være den bedste i sit marked? Netop derfor. Når der er mange med specialviden i et marked, er profitten for lav. Så jeg begyndte at tænke radikalt horisontalt.”

Altid parate til tidligt at tage del i et nyt fænomen rettede de ekstra megen opmærksomhed mod taleren og ventede på byttet fra den gamle ræv.

“NS Fund begyndte sidste år at se på globale helheder i stedet for delmængder. Vi ledte efter nye fællesnævnere, som ikke var metaller eller biotech eller sådan noget. Der viste sig en fællesnævner på højt plan, som kunne dyrkes. Vi opdagede nationalstaten som faktor. Nu er Tyskland jo stort, og Deutschmarken har været svag, så vi besluttede at eksperimentere med en guldklump med egen olie og demokrati ved navn Danmark. Det er et bundt småøer lige nord for Tyskland.”

De fleste gloede på ham, som var han forrykt, for ingen kan investere i en nationalstat. Men han forklarede:

“Sådan et lille demokratisk kongerige er stabilt og lever som et isoleret mikrokosmos efter sine egne regler. Mange virksomheder har i årevis levet godt og fedt af hjemmemarkedet og udviklet sig til globale eksportører i de mest latterlige små nicher. Hemmeligheden er, så vidt jeg kan se, at disse virksomheder interagerer i markedet, og set med investorbriller burde dette mylder af småvirksomheder defineres som afdelinger af et konglomerat!”

Norman Schluss var ude over sin taletid med i hvert fald 25 procent, men dette var for sindssygt til, at mødelederen ville tage skeen i den dirigerende hånd og banke advarende på sit glas. De, som tændte på idéen, spekulerede i, hvordan de dog skulle få andel i eventyret. Men Norman havde en sidste kommentar:

“NS Fund ser Danmark som en langsigtet investering, hvor vi kan foretage både aktieinvesteringer og overtagelser, og vi er inde mange steder med meget fine resultater. Vi samler så megen viden ind gennem vores strategiske partnere, at vi forventer snart at have overskud af ideer, og vi vil derfor indbyde medlemmer af klubben til at henvende sig for at få tips helt uforbindende. Der er profit nok til alle, for det der lille olieland i Europa er på vej mod stjernerne.”

Flere af de gamle sad skeptiske tilbage og mente, at Norman Schluss var i færd med at sprede sin egen eksponering ud på flere hænder og måske var i færd med at sælge ud til andre. Der tog de fejl. Når de dagene efter henvendte sig helt uformelt, holdt han sit løfte om at dele sine gode ideer og gjorde ingen forsøg på at sælge nogen noget.

Men hvem vil ikke være med på en profitabel succes, så flere af Trianglemedlemmerne satte summer af til investeringer i det nyopdagede EU-baserede “konglomerat”.