Scene 56

“Har du lyst til en let frokost”, spurgte Ole Bang sin VL 0,0 kammerat Helge Skiel i telefonen?

“Gerne, tak som byder”, svarede den tidligere departementschef i erhvervsministeriet.

Helge Skiel havde gjort en brillant karriere inden for statsadministrationen og blev den yngste departementschef nogensinde. Hans arbejde var upåklageligt, han skånede aldrig sig selv, og skiftende ministre nød godt af hans erfaring og klare hjerne. Uheldigvis syntes også erhvervsministerens frue nummer tre, at han var noget ganske særligt. Det kostede ham jobbet og karrieren.

Nu var Helge Skiel ikke specielt fortabt. Copenhagen Business School stod parat med et godt job, og nu bestyrede han sit eget forskningscenter for “Penge og politik”. CBS havde mange centrer bestående af en klog mand, hans private pose penge fra diverse fonde og nogle studenter som slavearbejdere. Instituttet levede godt af egne midler og fik jævnligt forsknings- eller konsulentopgaver af fagforeninger og erhvervsliv.

“Hvorfor er du egentlig medlem af VL 0,0”, spurgte Ole Bang nysgerrigt ved frokosten dagen efter. “Du ligner ikke en taber.”

“Det gør du sgu da heller ikke.”

“Det vil jeg nu ikke sige, men sig mig nu, hvorfor er du egentlig medlem?”

“I mange år var jeg et eftertragtet og respekteret medlem af en VL-gruppe. Da jeg forelskede mig i ministerens nye kone, så gik det ned ad bakke med alle ting. Jeg mistede mit job, blev ret ulykkelig og deprimeret, og VL-vennerne kastede mig på porten. De var simpelthen bange for at være associeret med mig.”

“Men hvorfor var de bange for en minister? Alle medlemmer af en VL-gruppen er magtfulde og indflydelsesrige ledere i det offentlige, erhvervslivet og professorer fra universiteterne.”

“Normalt ville de ikke være bange for en minister, men de var bange for denne her minister og hans embedsværk. Den siddende regering fungerer efter andre regler end tidligere. Den hårde kerne i regeringen er ikke hævet over at hævne sig og bruge embedsværket til at genere uvenner eller potentielle konkurrenter.”

“Hold nu op, mand, det her er Danmark. Jeg har været i statsministeriet i flere år sammen med Carlsen. Sådan arbejdede vi ikke, altså bortset fra en lidt målrettet mediepolitik.”

“Mr. Bang, der er vist noget alvorligt galt med Deres hukommelse”, spøgte professoren. “Din tid med Jørgen Carlsen kan uden videre sammenlignes med indførslen af medietyranniet i Danmark. Der var ikke en eneste politisk journalist, som ikke bævede i bleen for dig.”

“Hold da op, vi var bare professionelle”, forsvarede Ole Bang sig med et smil.

“Ovre hos os i erhvervsministeriet holdt vi kurser i at håndtere pressen ud fra princippet om “hvad ville Ole Bang mon gøre?”, men det skete uden at spørge manden himself. Og det skabte selvfølgelig problemer.”

“Nå, ligefrem problemer!”

“Ja, der skete det samme i erhvervsministeriet, som der nu foregår i statsministeriet. Mindre kvikke folk prøver at efterligne dig, politikerne blander sig, fordi de er åhhh så skidekloge, og derfor går det rigtigt dårligt. Politikerne og deres mediefolk er blevet ret ondskabsfulde, de tilbageholder informationer, manipulerer med journalisterne, fordrejer data og hævner sig på dem, der brokker sig.”

Som en tordensky hang den brutale og negative vurdering over bordet, mens den tidligere departementschef skiftede tankespor.

“Så jeg er egentlig glad for mit nye liv på CBS. Savner dog stadig hende den lille rødhårede. Måske indser hun en dag, at det ikke er specielt hot at være ministerfrue, slet ikke med ham der. Og for at vende tilbage til VL 0,0 så er I nu min VL-gruppe, og jeg elsker at være med til møderne. Alle taler lige fra posen, og der er ikke just mangel på holdninger og erfaringer. Vi er en flok seje tabere, som nok skal vinde. Jeg kan simpelt hen godt lide selskabet.”

“Har du stadig varme tråde ind i erhvervsministeriet? Kan du finde ud af, hvad der foregår?”

“Jamen, mr. Bang, søger du job derinde igen”, drillede Helge Skiel godmodigt.

“Nix”, han rystede ihærdigt på hovedet. “Der er noget, jeg ikke forstår.”

“Skyd! Du har 10 minutter, inden jeg skal gå.”

“Er det korrekt opfattet, at erhvervsministeren forsinker indgreb over for kapitalfonde?”

“Indgreb? Der kommer sgu da ingen seriøse indgreb, aldrig med denne regering. Der er lidt mediepres lige nu omkring købet af Telefonselskabet og en del andre, så ministeren har iværksat en grundig undersøgelse. Du ved, hvad det betyder. De lader, som om de er seriøst bekymrede og villige til at studere problemet, og udskyder det længst muligt. Helst indtil det er for sent, eller emnet er dødt.

Det er da ikke tilfældigt, at der er står et gigantisk skattehul, som byder dem velkommen til fædrelandet. Det hul kunne stoppes uden videre. Nu har det stået åbent i over 8 år. Danmark figurerer på listen over skattely for multinationale. Hvorfor tror du så mange af de store har formelle hovedkvarterer i København, vel at mærke uden at betale skat her. Hvorfor mon?”

“Ja, hvorfor?”

“Penge - monedos - dollars – kapital. Kald det, hvad du vil.”

“Men samfundet mister milliarder ...”

“Netop! Det er hele idéen.”

“Det kræver vist en forklaring.”

“Hvad har denne Ole Bang mon gang i”? spurgte professoren højt med en nysgerrig og drillende mine. “Mr. SpinKirurg inviterer ikke på laksemadder og stiller ikke den slags spørgsmål uden grund. Hvad mon han egentlig er ude på? Og hvorfor? Og hvem skal bruge oplysningerne?”

Ole Bang tøvede, men besluttede sig for at presse direkte på.

“OK. Hvor mange penge drejer det sig om? Hvem er modtagerne? Hvad er målet? Hvad foregår der egentlig?”

“Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Er det svar nok?”

“Sig mig, hvad får du dine penge for på den der skole”, spurgte Bang nærgående. “Hedder dit institut ikke noget med penge og politik?”

“Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at kende svarene på alle dine interessante spørgsmål. Og hvis jeg kendte dem, ville jeg ikke dele dem med nogen.”

“Sig mig, er du bange?”

“Ja”, svarede han hurtigt, rejste sig og trykkede venligt på næven og forlod restauranten.