Scene 58
Der gik 3 dage, før prinsen igen dukkede op på CK-kontoret. Via en kort SMS havde han spurgt, om Ole Bang var der, og havde straks fået et bekræftende svar. Journalisten havde været i den anden ende af centrum på CBS-biblioteket, men en taxi havde mageligt sørget for, at han nåede frem til Amaliegade i god tid. Bang forventede, at prinsen ville være lige så vanskelig at håndtere som en statsminister, formentlig værre, fordi der var endnu flere sære ting at tage med i betragtning.
Fra sin tid i statsministeriet kendte Ole Bang sikkerhedsrutinerne til fingerspidserne. Det var artige ting, som kom over hans bord i den daglige omgang med Jørgen Carlsen. Intet dokument kunne læses af fremmede, hvis hans bærbare blev stjålet. Maskinen indeholdt ingen brugbare oplysninger, og han vidste, hvordan man holder sin kæft. Det samme med prinsen. Der var “pas på” over hele linien.
Her var der nye faktorer i arbejdet, som for eksempel, at de ikke kunne ses sammen. Prinsen vakte så stor interesse alle vegne. Derfor måtte han hele tiden finde på nye måder at komme anonymt omkring. Ind imellem skulle han også ryste sine personlige sikkerhedsvagter af sig. Kontoret var en fornem løsning, blot Bang kom først. Vagterne fulgte med til receptionen og ikke længere.
Sikkerhedsfolkene blev helst hos Rosita, og for øvrigt vidste de, at der ikke var bagdøre eller usikrede vinduer bag i huset. Da prinsen kom ind på CK, hilste han venligt og professionelt på sekretæren og gik ned ad gangen til sit kontor. Der blev kastet et hurtigt blik over skulderen, før han fortsatte ned for enden ad gangen og bankede på, inden han gik ind i Ole Bangs kontor. Han smed sig i lænestolen.
“Nå, hvad har du at berette?”
Bang forklarede ret kort, hvad han havde erfaret ved sine frokoster med bankdirektøren og departementschefen.
“Jeg har ikke fundet noget, der afkræfter scenariet om et statskup, som du kalder det”, sagde Ole Bang, “men jeg er stadig ikke overbevist om, at det er rigtigt.”
“Udmærket, gå videre med arbejdet”, svarede prinsen. “Jeg ønsker ikke at have ret, men hvis jeg har ret, må vi gribe ind.”
“Hva'behar?”
“I militær strategi undlader du at beslutte dig, indtil du kender fjenden og hans stillinger. Man maksimerer sin kortsigtede situation, holder sig i live og bereder sig på ukendte farer. Enhver forhastet beslutning kan betyde døden. Enhver forhastet handling kan betyde, at du taber. Man skal først definere sit mål, derefter vurdere sine ressourcer og til sidst vælge sine midler.”
“Du ser det her som en militær operation?”
“Ja. Hvad andet kan det være, hvis jeg har ret”, spurgte han.
“Hvilke ressourcer har vi”? spurgte spindoktoren.
“Jeg har flere ressourcer, end du tror, og jeg kan mobilisere midler, som du end ikke kan forestille dig. Det er ikke dit arbejde. Lige nu skal vi forstå fjenden, hvis han er der.”
Prinsen så tænksomt ud ad vinduet.
“Jeg har valgt dig til dette her, fordi du forstår den politiske proces. Hvis vi skal i krig, så bliver den politisk.”
Han holdt igen en pause.
“Kan du åbne dørene til det politiske system for os?”
“Yes Sir”, svarede militærnægteren Ole Bang sin nye commander.
