Scene 59

Teodor Severinsen var aldrig før blevet inviteret til kaffe på statsministerens kontor, og det varslede ilde, tænkte han. Men på den anden side var kaffemik jo en venlig gestus, så måske havde han gjort indtryk på Jørgen Carlsen ved landsmødet. Den unge politiker var spændt på mødet.

Statsministeren holdt sig normalt til sin inderkreds og mængede sig ikke meget med uvigtige medlemmer af folketingsgruppen, som denne Teodor Severinsen, der kom i tinget ved valget i 2005. Kollegaen var godt nok ved at blive kendt for sine liberalistiske holdninger, men ikke på grund af sine ordførerskaber. Teodor havde nemlig ikke nogen.

Samtalen formede sig som en enetale, hvor Jørgen Carlsen ligesom tænkte højt. Den unge politikers iver og veltalenhed blev rost og ikke mindst hans præstationer ved landsmødet. Alt var gået rigtig godt, og statsministeren var meget glad for, at kontroversielle emner blev vendt.

Kom så til sagen, gamle idiot, tænkte den unge Teodor Severinsen.

Men enetalen fortsatte en rum tid:

“Hvad er planen for dit fremtidige politiske arbejde her på Borgen”, spurgte Jørgen Carlsen alfaderligt. “Har du nogen særlige ambitioner? Drømme? Kunne du tænke dig at blive statsminister en dag? For så kan jeg da vist give et godt råd eller to ...”

Ikke kendt for sine diplomatiske færdigheder svarede Teodor Severinsen kækt:

“Jeps, jeg kunne mægtig godt tænke mig det her fine kontor, men jeg venter, til du selv træder tilbage.”

Det gav et sæt i statsministeren, som til gengæld ikke var kendt for sin humoristiske sans. Han klemte øjnene lidt sammen, og han rykkede frem i stolen.

“Hør her, jeg har inviteret dig for at få en snak om din fremtid i politik, men lad mig i stedet give dig et råd, så der ikke kan være nogen tvivl. Hvis du fortsætter debatten om dine liberalistiske teser, så kan du og dine kumpaner godt pakke sammen. Der bliver ingen udvalgsposter, ingen ordførerskaber, ingen interne arbejdsgrupper, ingen midler, ingen valgkampstøtte, ingenting.”

Statsministeren smagte på sine kommende ord og sagde så:

“Lad mig sige det utvetydigt. Hvis du ikke lægger dine liberalistiske teser bag dig, så er du færdig i dansk politik. Lytter du til mine råd, spår jeg dig en stor fremtid.”

Teodor Severinsen var ganske vist ung, men han var langt fra en politisk grønskolling. Københavns Borgerrepræsentation var hans uddannelsessted, og han havde manøvreret i uvejr før. Han forstod øjeblikkeligt, at Jørgen Carlsen stillede ham et ultimatum, og at hans beslutning ville blive afgørende for hans fremtid.

“Mine vælgere, jeg havde jo et pænt antal personlige stemmer, har stemt på mig på grund af mine holdninger, som udtrykkes i de omtalte teser. Hvordan mener statsministeren, at jeg skal håndtere det?”

Jørgen Carlsen var så ivrig efter at nedlægge en ung politisk tyr, at han ikke så fælden.

“Dine vælgere kan slet ikke huske, hvorfor de stemte på dig. Når de ser, at du gør karriere, altså kommer i medierne som partiets talsmand for et fornuftigt sagsområde, så vil de være stolte af dig og stemme på dig igen. Ikke mindst hvis statsministeren står ved din side.”

“OK, hvad tilbyder du mig så?”

Jørgen Carlsen vågnede op, fordi samtalen pludselig havde drejet sig i Teodor Severinsens favør. Det var ikke meningen, men nu hang han på den.

“Hvad vil du gerne have?”

“Hvad tilbyder du?”

Teodor Severinsen godtede sig, for nu skulle han høre prisen for at gruppen opgav de liberalistiske teser. Han ville finde ud af, hvor vigtigt det var for de liberales ledelse at få ham gjort tavs.

“Kan du ikke koordinere noget med næstformanden, jeg husker ikke rigtigt, hvad der er ledigt, og hvad der passer til dine forudsætninger.”

“Nej, Jørgen. Du foreslår mig en handel, hvor jeg skal sælge ud af mine principper og løfter til vælgerne. Hvad vil du give for dem?”

Samtalen var ved at blive ubehagelig for statsministeren, og det lugtede han. Hvis betalingen var for lille, kunne Teodor Severinsen sige nej og offentliggøre tilbuddet i gruppen, og nogen ville tro på det, ikke mindst den som skulle slagtes i handelen. Hvis prisen var for høj, opstod der problemer i gruppen.

“Jeg tilbyder overhovedet ikke en handel. Jeg har inviteret dig til en hyggelig snak om din politiske fremtid, kald det blot en udviklingssamtale. Skal vi ikke stoppe her”? spurgte statsministeren og rakte sin hånd frem til afsked.

“Gerne”, svarede Teodor Severinsen og følte sejrens sødme i sit blod.

Severinsen vidste, at han med sine teser havde fat om nosserne på landets statsminister, og at det gjorde ondt, jo mere han klemte til. Det næste træk ville afgøre, om statsministeren blev en dødsfjende eller en hjerteven.

“Jeg elsker politik”, smilede han.