Scene 60

“Jeg giver flødeskumskagerne, hvis ... “

Ole Bang ventede i telefonen.

“Lyder rigtigt udmærket, fremmede. Tør man spørge, hvem der kommer med et så storartet, gavmildt og interessant tilbud?”

Balder Børgesen var altid parat til en joke. Faktisk syntes han selv, at det meste af hans liv var en stor joke med flødeskumskager til. Og han havde fået mange af dem og vokset sig så fed, at han færdedes så lidt som muligt uden for sit lille gule etplans parcelhus. Tiderne var skiftet. Det meste af sin tid brugte han til at forsvare sig i retten mod anklager for korruption, penge- og magtmisbrug i sin nu halvfallerede Nordsjællandske kommune. Børgesen var dog flyttet (alene) til en nabokommune, hvor skatten ikke var så høj.

“Måske, måske ikke.”

“Og hvad skal jeg så yde til gengæld?”

“Kaffe. God kvalitet. Fra fjerne lande. I store mængder.”

“Det kan ordnes fremmede. For den rigtige flødeskumskage fikser jeg hvad som helst”, lo han med sin landskendte buldrende og smittende latter.

“Jeg er der om to timer klokken 1600 hours. Forhold dig i ro. Tal ikke med andre. Hold gardinerne trukket for. Tænd ikke for radioen. Svar ikke telefonen. Tænk ikke noget. Bryg blot kaffen. Vær beredt!”

“Javel fremmede.”

Balder Børgesen genkendte formentlig ikke Ole Bangs stemme. Den fallerede politiker var altid med på en uskyldig og sommetider mindre uskyldig practical joke. At han overhovedet havde humør tilbage var et under, fordrevet af sine egne fra en mangeårig borgmesterpost, forstødt af sin folketingsgruppe (de liberale) og ruineret af sagførerhonorarer.

Ole Bang købte 4 svulstige flødeskumskager, hvoraf hen selv forventede at kunne spise den ene, tog S-toget til Birkerød og sad og gloede tomt ud ad vinduet hele vejen. Det bedste var at spadsere ud til Børgesens hus, for han måtte lige tænke sig grundigt om. Et mønster var begyndt at tegne sig, og han brød ikke sig egentlig ikke om det.

“Hvad fanden, er det dig, din afdankede menneskehandler og medietorturbøddel”, grinede den tidligere borgmester. “Troede ellers, det var en lækker sild fra Jylland med en mørk stemme, som ville mig noget virkelig sødt. Jeg lider af akut og permanent omsorgssvigt, men jeg må vel tage til takke med en usexet, bladsmører uden blad.”

Han stillede sig op som en anden major og brølede med tordnende røst:

“Præsenter kager!”

“Javel, hr. borgmester”, parerede Bang prompte, flåede låget af kageæsken, så manden kunne inspicere de fire fede smilende godter. Ole Bang slog også hælene sammen, selv om man ikke kunne høre det.

“De, altså kagerne, er godkendt. Der serveres kaffe på terrassen. Afmarch, unge mand! Og tag de der lækkerier med.”

Børgesen var ikke en mand, som holdt sig tilbage, når der var søde og fede sager på bordet. Han nåede at sluge to af dem, inden Bang havde spist en halv og nærmest opgivet resten.

“Og hvad bringer så dig til det skjønne Birkerød”, mumlede borgmesteren, mens han tørrede det grå skæg for lidt kagerester.

“Kaffen”, svarede Bang.

“Hold nu kæft, mand, hvad vil du mig? Ingen, udover mine sagførere, besøger mig mere. Jeg er jo allerede hængt og kremeret i medierne og af mine partifæller, både på Borgen og i kommunen. Svært at holde på gode venner nu om stunder, men som jeg ser det, så er VL 0,0 folk anderledes. Så ud med sproget. Jeg gider ikke snakke om vejret, som egentlig er ganske pænt og varmt i dag.”

Han grinede igen.

Ole Bang tænkte flygtigt, at enten var borgmester Børgesen uskyldig, eller også var manden psykopat, når han sådan kunne spøge med sin nedtur. Han besluttede at koncentrere sig om formålet med sin visit.

“Vi har jo været på Borgen sammen, og jeg arbejdede med din partichef, Jørgen Carlsen, så du ved, hvor jeg kommer fra, og vi har historie til fælles.”

“Jeg aner ikke, hvor du kommer fra, min ven. Du er ikke på Borgen. Jeg er ikke på Borgen. Vi er begge gammelt skrot, og vejrudsigterne melder om kulde og frost i al fremtid”, afbrød Børgesen.

“OK, til sagen. Jeg vil ikke vide noget om dig og dine sager, forstået. Jeg har brug for at stille dig nogle spørgsmål om virkeligheden i dansk politik. En virkelighed, som jeg ikke kender godt nok.”

“Hvis du er kommet for at høre om livet i den politiske mudderpøl, så er du kommet til den rette. Den har jeg hørt en del om og mødt folk med smuds over det hele. Det er det samme for næsten alle politikere i anden og tredje række. De står i lort til halsen og slås for overlevelse, internt i partierne, mod de andre, over for valgkredse, partiforeninger, grupper og sekretariater - og så lidt mod de andre partier.”

“Vil du tilbage på Borgen, spindoktor? Mangler du et parti, eller en rig onkel, eller en firmasponsor? Jeg lover ikke at sige det til nogen, Amar!”

“Helt ærligt, jeg vil ikke på Borgen. Jeg er ved at lave research til en bog, hvor jeg vil interviewe en mængde nuværende og tidligere vigtige politiske aktører, så måske vender jeg tilbage for at få dig “on the record”. Lige nu tager jeg bare den politiske temperatur, ikke andet. Ingen ved noget om det endnu.”

Balder Børgesen var lidt beæret over at være blandt landets vigtige politiske aktører set med tjuBangs øjne, så han nød deres fortrolige snak. Spindoktoren havde været et politisk fænomen hos Liberalt Folkeparti og havde en stor del af æren for deres valgsejr i 2001. Dengang var Børgesen selv medlem af gruppen og havde nydt godt af mediekræfterne bag valgkampen.

Borgmesteren sagde et rungende ja til at dele sin viden med offentligheden i den kommende, forhåbentlig afslørende bog.

Lige så snart Ole Bang var ude af døren, greb Balder Børgesen telefonen og ringede til den første journalist.

Borgmesteren havde stort underskud på sin mediekonto. Han kom ofte nok i aviserne for sine retssager, men han havde sjældent nyheder at handle med over for journalisterne. Nu sad han uventet med en værdifuld nyhed. Spinkirurgen ville skrive en bog om dansk politik. Jørgen Carlsen havde sgu da fyret ham, fordi han fik for megen viden. Alle politiske journalister kendte tjuBang. Børgesen ville være først ude med historien. Han håbede, at den ikke var i cirkulation allerede.