Scene 62

Kronprinsen kunne aldrig blive træt af at se på hende. Hans perfekte kvinde, elskerinde, mor til lilleprinsen og gode ven var som en åbenbaring i hans liv. Gennem årene havde han kendt mange damer indgående, men denne bolivianske skønhed havde alene ved sin tilstedeværelse overtrumfet alle andre i samme øjeblik, han fik øje på hende, og det ville hun i al fremtid.

Tit og ofte genoplevede han den magiske aften, hvor de mødtes, og undrede sig inderligt over de mange tilfældigheder, der lå bag, at hun nu var hans. Det skete ved et internationalt sportsstævne i Cartagena i Colombia ved Caribiens solmættede kyst. På ruinerne af det gamle spanske fort havde den lokale guvernør et drink- og buffetarrangement for deltagerne og deres ledsagere.

Pludselig sad hun ved nabobordet. I mere end en halv time drak han synet af hendes spinkle, sportstrænede og elegante skikkelse og det særprægede, lidt indianske ansigt med en smittende latter, som gang på gang afslørede en bred mund med en overvældende amorbue og lysende tænder.

Kvindens kanelfarvede hud havde den smukkeste farve, han nogensinde havde stirret uhæmmet på. Tanken om at kysse hendes hud gjorde ham hed. Han prøvede at forestille sig, hvordan den mon smagte. Prinsen var som tryllebundet ved synet af hende.

Efterhånden bemærkede hans tre venner, at lynet vist var slået ned ved bordet. De fulgte hans øjne, men så kun, at han gloede mod nabobordet, hvor der sad to par.

“Hvis ikke tjeneren snart kommer med vores drinks, så fiser han sgu da over og kaprer deres drinks”, sagde en af dem og nikkede sigende hen imod den forheksede.

“Det må man ikke”, hviskede han indforstået og gav vennen en albue let i siden. “De drinks er optaget. Og pigerne med.”

Uden at fjerne sine påtrængende øjne havde han lænet sig hårdt ramt fremad og henåndet over bordet:

“Har du set hendes hår, mand. Hun har den tykkeste fletning, jeg nogensinde har set. Se, hvordan det sorte hår skinner, det lever, og den fletning er lang, mand, den går helt ned til hofterne. Hun sidder sgu da på den. Jeg har aldrig set noget lignende.”

Tydeligvis var der opstået alvorlige spændinger ved nabobordet. De to par diskuterede noget, og skønhedens øjne dolkede manden, der så ud til at være hendes ledsager. Prinsen kunne ikke se, om hun var vred, irriteret, såret eller skuffet, men manden så overhovedet ikke ud til at forstå, at der var noget alvorligt galt.

Ved en pludselig indskydelse skubbede han stolen tilbage, rejste han sig, gik de fem skridt over til nabobordet, bukkede galant som en ægte musketer og sagde på sit smukke franske til hende:

“Undskyld mig, prinsesse. Jeg har bemærket, at De er i nød.”

Hun så aldeles overrasket på den fremmede og svarede på spansk med et sødt smil:

“Hvem er så De, om man må spørge?”

“Jeg er en prins fra et fjernt land. Lad os sammen ride bort på min fyrige ganger.”

“Og hvor er Deres ganger mon parkeret”, lo hun højt og blinkede skælmsk til sin veninde. Mændene ved bordet stirrede forbløffet på den halvblonde type, som ubehøvlet brød ind i deres selskab.

Han vendte sig om og bød hende at ride på sin brede, muskuløse ryg. Med et bifaldende fnis rejste hun sig, samlede sin håndtaske op og sagde henvendt til bordet, mens hun knejsede med nakken, så fletningen forsøgte at slå smæld:

“Undskyld mig, jeg har en date med en smuk og ædel prins fra et fjernt og forunderligt land.”

Koket løftede kvinden op i kjolen og hoppede op på prinsens ryg. Han greb hendes ben. Med sin venstre arm om halsen på ham og den anden vajende som hilsen i luften udbrød hun:

“Farvel godtfolk, jeg skal på eventyr med min galante prins.”

Han galoperede med hende på ryggen gennem den udendørs restaurant, ned ad den brede stentrappe og ud på boulevarden.

“Pruhhh, min gode ganger”, sagde hun efter nogle minutters vildt ridt, hvor de var nået til den kridhvide strand af koraller.

De forelskede sig der på stranden i måneskinnet ved det Caribiske Hav, mens de gik hånd i hånd næsten uden ord. Et fredeligt sted satte de sig på nogle lavtliggende sten og nød det dugfine skumsprøjt fra havets dovne bølger. Begge blev lidt fugtige og nød øjeblikket i dybe drag. Hånd i hånd soppede de tavse i den lunkne, dunkelt tyrkisfarvede brænding.

Pludselig lagde hun begge arme om halsen på ham og gav ham det første lange, magiske, salte havkys.

“Vil du have mig”? spurgte hun blidt.

Han nikkede bekræftende og gispede fortabt.

“I morgen bliver jeg din”, sagde med et stort varmt smil. “Måske for evigt.”

Hen over midnat skiltes de ved hendes hotel, og han svævede hjem til sit eget, hvor han faldt i en rastløs søvn. Han vågnede tidligt og gjorde sig i stand til dagens begivenhed, men hans hjerte var overhovedet ikke ved sport. Den dag tabte han stort.

Som aftalt ventede han i lobbyen til hendes hotel klokken 21. Faktisk ankom han noget anspændt et kvarter for tidligt. Det havde været lettere end normalt at ryste pressen af sig. Journalisterne var tilfredse efter pressemødet om hans uventede nederlag. Nu stod han tilbagetrukket fra alle og spejdede.

Da hun dukkede op, angreb hans adrenalin nådesløst hver en celle i hans krop, og han følte hormonerne erobre hjernen. Klædt i en tætsluttende hvid sommerkjole og med højhælede sølvsandaler, der strålede på hendes mørke ben som smykker, snurrede hun rundt midt i lobbyen for at få øje på ham. Det slog ham, at hun intet kunne have på under kjolen.

Han nærmest sprang mod hende, greb hendes hånd og gav den et galant kys. Hun kastede et undersøgende blik på hans tætte, muskuløse krop, klædt i kortbenede mørkeblå jeans og en rød silkeskjorte, og smilede sødt.

“Jamen, der er jo min smukke, blåøjede prins”, spøgte hun. “Så eksisterer du alligevel. I morges troede jeg, at du måske bare var en dejlig ønskedrøm. Må jeg kalde dig “Prins””? spurgte hun.

“Som De behager, Madame”, svarede han med et tonefald fra de bonede gulve på alverdens ridderborge.

“Kom”, sagde hun, “jeg kender et godt, lille sted ude ved havet.”

Hun tog ham under armen og trykkede sig ind mod hans side, mens de hurtigt gik gennem gyderne ned mod stranden. I en mørk passage stoppede de for at kysse hedt og slentrede så videre. Efter 15 minutter kom de til et larmende traktørsted på en lille høj med udsigt over vandet. Her var ingen turister eller sportsfolk, kun lokale der hyggede sig, spiste og drak store, kolde øl.

Parret fandt et bord lidt afsides fra de andre gæster. De bestilte en stor øl til deling og hver en halv hummer med grapefrugt og brød til. Uden ord nød de det fantastiske panorama i skumringen, hvor solen var smuttet under horisonten og et uvejr med tordenløse lyn glimtede i det fjerne. Der var ingen grund til at sige noget, for de vidste begge, at noget vidunderligt var ved at ske.

Da tjeneren kom med endnu en iskold øl, mumlede han noget på spansk. Et såret og vredt udtryk gled over hendes ansigt, og hun drejede ansigtet væk, som havde han slået hende.

Som udløst af en spændt fjeder sprang prinsen op af sin stol og fangede tjenerens hals med sin højre hånd i et kvælende greb under hagen og nærmest løftede ham op i luften.

“Maria, hvad sagde denne person lige nu?” Prinsens tonefald var venligt, mens han langsomt fortsatte kvælningen af tjeneren.

“At jeg er en luder og burde holde mig fra gringoer”, svarede hun stille.

“Vær sød at sige til denne mand, at hvis han ikke øjeblikkeligt beslutter sig for at forsvinde permanent fra denne restaurant, så tror jeg ikke, han lever ret meget længere.”

Hun oversatte for den sprællende tjener, som blårød i hovedet og rædselslagen forsøgte at nikke. Prinsen slap ham, og han sank som en slatten blæksprutte hostende og hakkende i knæ ved siden af bordet, mens han hev besværet og hikkende efter ilt.

Ejeren af restauranten løb til, og Maria forklarede hurtigt på spansk, hvad der var sket, og at tjeneren pludselig havde besluttet at forlade sit job for altid.

Restauratøren blev rasende på sin ansatte og jog ham på porten, mens han sparkede ham bagi og slog ham i nakken med sit våde viskestykke. Prinsen satte sig roligt, som var intet særligt hændt, og skænkede frisk øl for sin ledsager.

“Sig mig, kvæler du tit tjenere, som er uforskammede”, spurgte hun nysgerrigt. “Det er ret almindeligt her, at dårligt uddannede føler sig truede på deres manddom af rige udlændinge. Machismo, du ved.”

“Ingen behandler dig dårligt i mit nærvær”, svarede han nøgternt. “Sådan er det bare. Godt for tjeneren, at han besluttede sig hurtigt.”

Maria så undersøgende på denne lysøjede europæer, som næsten uden at bevæge en mine iskoldt og ubesværet havde holdt en anden mands liv i et dødsgreb, men hun sagde ingenting. I stedet hvilede hun trygt sit hoved på hans skulder og gav hans ben lige over knæet et let tryk.

“Når vi er færdige her, skal vi ud at svømme”, sagde hun kærligt. “Jeg kender et godt sted i nærheden.”

“Hvad venter vi egentlig på”? sagde han med et bredt, forventningsfuldt grin og smed betaling for serveringen på bordet. “Her er usædvanligt kedeligt.”

Maria greb sin taske og hånd-i-hånd småløb de kåde ned ad skrænten mod havet. I vandkanten nærmest trak hun ham ind under nogle lave træer og gennem lidt tør mangrove til en lille, dyb bugt omkranset af høje kokospalmer, der duvede mildt ud over havet i den lune brise.

Prinsen stoppede op for at indtage stedets skønhed, fylde lungerne med havdufte og nyde cikadernes højrøstede parringsmusik. Hun åbnede sin taske, fremdrog at tyndt tæppe og spredte det ud over det kridhvide, pulveragtige koralsand. Mens han nød bombardementet af sine sanser, sparkede hun sandalerne af og trak kjolen over hovedet. Nøgen stod hun i vandkanten og rakte hånden ud mod ham.

“Kom nu, min prins. Jeg har noget at vise dig”, lokkede hun.

Han var ikke sen til at komme ud af tøjet og gik lidt tøvende imod hende. Da han var næsten inden for rørevidde, småløb hun ud i vandet og plaskede med armene. Et fyrværkeri af selvlysende alger opstod i det mørke hav og dækkede hendes gyldne krop som en glimtende klædning. Det tykke hår slugte en mængde vand og stod som en lue over det glade smil. Prinsen stavrede langsomt mod hende.

“Sådan her skal du altid huske mig”, sagde kvinden og åbnede armene for at byde ham velkommen.

Som naturbørn legede de i den fosforiserende bugts lunkne stjernevand, gik op på stranden og elskede på tæppet, til månen blev fuld.

På vejen tilbage gik de mætte og lykkelige ad den smalle grusvej mod byen. Da de passerede et mørkt område, greb hun ham hårdt i armen.

“Der er nogen, der følger efter os. Måske er det tjeneren fra restauranten”, sagde hun skræmt.

“Bare rolig. Ham der er ufarlig. Han passer på os. Han er min”, svarede prinsen.

Hun stoppede med iltre øjne og greb ham i begge overarme, så neglene bed gennem skjorten.

“Sig mig så, hvem er du egentligt? Ikke flere prinselege nu. Jeg vil vide, hvem jeg har elsket med.”

Prinsen forsøgte at slå det hen og udskyde sandhedens time men uden held. Maria nægtede at gå et eneste skridt, før hun kendte sandheden. Så der på grusvejen fik hun den korte version om prinsen fra det lille, fjerne, kolde rige mod nord, som en dag skulle blive konge og hans kvinde dronning.

“Min smukke, dejlige prins, jeg kan jo ikke sige, at du har løjet for mig, men det er rart at vide, hvem man går rundt og forelsker sig i. Det her er noget, jeg må tænke nærmere over.”

Tavse gik de videre, og ved hotellets dør gav hun ham er flygtigt kys.

“Hader du mig nu”? spurgte han forsagt med nedslåede øjne.

“Nej da, jeg elsker dig.” Og så gik hun ind i lobbyen og forsvandt uden at lave en ny aftale med ham.

Trods flere forsøg på at kontakte hende på hotellet var hun umulig at finde de næste dage, indtil han måtte tilbage til Danmark. Prinsen vidste kun, at den smukke kvinde hed Maria. Intet andet. De to havde end ikke udvekslet e-mail adresser.

Han var på pinebænken i 4 uger, indtil der en dag dukkede en e-mail op i hoffets postkasse.

Staben ved hoffet var kloge nok til ikke at smide visse e-mails ud. De antog ganske rigtigt, at prinsen måtte vide, hvem afsenderen var, og selv ville svare.

Nu sad han hen på aftenen i en lænestol, efter lilleprinsen var faldet i søvn, og så kærligt på sin selvlysende havfrue, mens hun læste en bog i sofaen. Det var lidt køligt omkring Fredensborg den aften, og hun havde et blødt, boliviansk alpaca sjal om skuldrene. Håret havde hun flettet i to fede fletninger bag ørerne, som ved hofterne på indiansk vis var bundet sammen med en flettet snøre, så at de ikke flyver omkring.

“Elskede”, kaldte han, og hun så dovent op.

“Der er noget meget vigtigt, jeg må fortælle dig.”