Scene 64

Maria Magdalena syntes, hendes mand lød meget alvorlig. Hun lagde bogen fra sig, satte sig ret op i sofaen og kikkede undersøgende på ham.

“Du må altså ikke tro, jeg er blevet tosset, for det her lyder ret underligt”, startede han lidt tøvende.

“OK, du er ikke tosset”, svarede hun kækt med et afventende smil.

Og så begyndte bekymringen om en slags statskup at strømme fra hans mund. Researchen, de forskellige alarmerende trends i samfundet, den særligt indhentede viden fra Ole Bangs ekspertvenner og holdningen blandt de studerende i Århus blev beskrevet. Han undlod dog at fortælle om sine militære venners udtalte ønsker om at gøre noget ved sagen.

“Det er ikke et statskup”, sagde hun nøgternt efter hans lange forklaring. “Tilsyneladende er alt helt og aldeles lovligt og den måde, dansk erhvervsliv fungerer og altid har fungeret på. Der er ikke noget mistænkeligt ved, at firmaer køber hinanden og sender penge ind og ud af landet og alt det der. Hvorfor kalder du det et statskup?”

“Noget tyder på, at det her er større, meget større, end det har været de sidste mange år. Beløbene er særdeles store, og der er virkelig mange virksomheder, der forsvinder ud af dansk kontrol. Hvad sker, når det hele er købt? Hvor efterlader det Danmark?”

“Det efterlader Danmark, hvor det altid har været, som et lille kapitalistisk, rigt og frit land, hvor alle disse ting er mulige og lovlige og godkendt af Folketinget. For Danmark er der ikke noget nyt i det her. Og en dag er du konge, fordi der er en gammel tradition for at have konger og dronninger her, og folket betaler dig en pæn løn og giver dig et flot hus at bo i.”

“Jeg vil ikke være konge af et datterselskab. Jeg vil være konge af et frit land.”

“Nu overdriver du vist. Der er ikke noget firma, som kommer til at eje Danmark.”

“Jamen hvis de nu slår sig sammen, så har de magten. Erhvervslivet har allerede stor magt, men det gør ikke noget, når der er mange forskellige, og de fleste er danske. Dansk Industri, du ved, erhvervslivets største organisation, har meget stor magt, men de misbruger den ikke. Oprigtigt talt, så er jeg bange for amerikanske tilstande. USA er fuldstændig kontrolleret og korrumperet politisk af de store penge og firmaer. Det er helt utroligt, hvad der vedtages af love, som skaber fattigdom og gavner de rige.”

Kronprinsen kastede sig ud i en længere beretning om, hvordan det amerikanske demokrati er under belejring, og hvordan den ene skattelov efter den anden er med til at fylde lommerne på de rigeste i samfundet. Han fortalte om tolerance over for misbrug af skattely i udlandet, hvordan toperhvervsfolk plyndrer firmaer, og hvordan skattevæsenet står magtesløst over for svindlere. Han talte om manglende indflydelse, grådighed, fattigdom og forfald. Prinsen mente, at præsident Bush ansporer til mere af dette.

“USA er stort og svært at korrumpere 100 procent”, sagde han. “Danmark er lille og derfor et let offer. Vi er et uskyldigt eventyrland, og både folket og politikerne snorksover, i hvert fald snorksover de fleste politikere, og resten er med på vognen, fordi de er tilhængere af at fylde deres egne og vennernes lommer. Kapitalfondene er ligeglade med danske værdier og er kun interesserede i flere penge og mere magt. Landet bliver en hånddukke for dollar-interesser og danskerne slaver af et system, der vil afskaffe velfærdssamfundet. De her kapitalfonde vil gøre os til en bananrepublik, hvor magthaverne har dollars stikkende op af alle lommerne, og folket lider.”

Hun stirrede målløs på sin mand, som hun aldrig havde hørt tale med en sådan brændende iver og da slet ikke om politik.

“Det er ikke et statskup, for udenlandske investeringer er helt lovlige og du, min gode prins, skal holde dig langt væk fra politik, ellers mister du dit gode job og folkets kærlighed. Det står i Grundloven.”

“... og siden hvornår er du blevet revolutionær”? tilføjede hun spørgende.

“Jeg er ikke socialist, tror jeg da, men måske en slags oprører i mit hjerte. Efter mange ugers spekulationer er jeg sikker på, at jeg bliver nødt til at gøre noget meget vigtigt for mit land.”

“Og hvad vil du så gøre? Du taler om dit lands politiske og økonomiske struktur. Det kan du da ikke ændre, du mindst af alle.”

“Jeg kan forhindre, at ... at ... Danmark bliver et datterselskab af en flok griske kapitalfonde, som ikke vil folkets vel.”

Maria tænkte sig godt om, mens perspektiverne i hans ord faldt på plads. Et øjeblik spekulerede hun på, om hendes mand var blevet totalt afsindig, men på den anden side var hun berørt af hans ildhu og retfærdige harme. Prinsen sad faktisk og talte for sit folks bedste. Hendes ord kom langsomt og velovervejet:

“Så her vil kronprinsen af Danmark, som ikke må beskæftige sig med politik, forhindre ikke-eksisterende udenlandske fjender i et fuldt ud lovligt såkaldt statskup, fordi de på grundlag af samfundets vedtagne regler og struktur udøver deres ret til at investere i erhvervslivet. Denne kronprins vil starte en revolution med sin fremtid som konge og tilmed sin families tusindårige historiske placering i samfundet som indsats. Målet er at redde et folk, som ikke selv kan se nogen fare. Undskyld mig, men lyder det ikke som den gale Don Quijote, som planlægger at angribe en meget stor vindmølle, og som bekæmper en flok får i den tro, at det er en fremmed hær.”

“Nej”, svarede han alvorligt uden at blive fornærmet over sammenligningen med den spanske fantast i den 400 år gamle roman. “Jeg er nærmere som Holger Danske, der vågner op af sin lange søvn i Kronborgs kasemat, fordi landet er i nød.”

“Hvem er Holger”? spurgte hun nysgerrigt.