Scene 65

Hannah Mårtensen var ikke så lidt overrasket over at se sin gamle chef, ærkesocialisten Preben Lynk, dukke op i Mariann Madsens kalender. Det undrede hende, fordi de besøgende aldrig var fra den lejr i det danske samfund. Gæsterne var mest erhvervs- og finansfolk, men på den anden side, så havde han jo arbejdet en tid som chef for Finanstilsynet.

Preben Lynk ankom i god tid før sit møde for at slå en lille sludder af med sin tidligere sekretær og spørge til nyt om tvillingerne og livet i almindelighed. Han fiskede også efter formålet med mødet, men som sædvanlig fik han intet at vide. Nu havde han arbejdet sammen med Mariann Madsen i månedsvis, uden at de havde været ansigt-til-ansigt mere end én eneste gang.

Preben Lynk tænkte sit, men sagde selvfølgelig ikke noget.

Valkyrien kom fejende ind ad døren som en hvirvelvind og bød ham indenfor på sit kontor, hvilket blev bemærket i forkontoret. Gæster kom aldrig ind på kontoret, men måtte blive i mødeværelset. Hannah Mårtensen fik besked om at åbne en flaske Chablis, hvilket var endnu mere usædvanligt til et møde midt på eftermiddagen.

“Er vi dus nu”? spurgte han spøgende.

“Ja, vi kender ligesom hinanden lidt nu”, svarede hun med et smil.

Kællingen er fuld af løgn, tænkte han. Hun kender ikke mig, interesserer sig ikke for mig, og jeg ved ikke en skid om hende. Vi bytter dokumenter og friske dollarsedler i al hemmelighed.

De udvekslede et par elskværdigheder. Mariann Madsen spurgte, om han var tilfreds med sine opgaver, hvilket han svarede bekræftende på.

Om nogen skulle hun da for fanden vide det, for jeg arbejder, som beordret, kun for hende. Men man er jo høflig, tænkte han.

Forud for mødet havde han gjort status over sine aktiviteter. Preben Lynk havde tjent så meget i de sidste mange måneder, at han som tidligere lønmodtager nærmest skammede sig. Honorarer var sorte, men han havde vænnet sig til tanken og arkiveret skyldfølelsen. I de seneste uger var der kommet færre opgaver, så han havde spekuleret på, om dollarkilden var ved at tørre ud.

Som tidligere toppolitiker havde han rutinemæssigt analyseret magtforholdet mellem skønheden og udyret, som han i tankerne karakteriserede deres arbejdsforhold. Udyret var jo i virkeligheden et stakkels godt menneske, og skønheden lærte til sidst at vælge det gode. Hvad han kunne få ud af analogien, fortabte sig, men det lød godt i hans private tankesæt.

Det lød mindre godt, at de begge var småkriminelle, sådan på den pæne og civiliserede måde for folk, der går med slips og spadseredragt.

Han kunne læse ud af medierne, at de bestilte analyser af virksomheder og personer hang nøje sammen med kapitalfondes overtagelser af en stribe danske firmaer og hr. Højholdts beklagelige selvmord, da han ikke kunne stå distancen mere. Mariann Madsens forbindelse måtte være NS Fund i New York, hvis han ellers vidste, hvordan man analyserer data.

Preben Lynk var overbevist om, at den smukke Valkyrie havde hele sin elegante arm begravet i aktiviteter, som var uforenelige med hendes job som partner i Petersen & Grund. På basis af sit arbejde for hende vurderede han, at hun personligt tjente på transaktioner, havde andele i handler, fik kommissioner og løn i P&G, og solgte informationer, en del af dem formentlig forbudte insiderting. Og han fik sin usle andel af kagen.

Handlede hun med insiderinformationer i stor stil, hvilket han var overbevist om, så kunne det koste hende job, status, opsparing og en håndfuld år bag tremmer, hvis Bagmandspolitiet fandt ud af det. Og “klynk” ville falde med hende, for var der ikke noget med kopier af et internt arkiv fra Finanstilsynet og rigtig mange nye sorte dollarsedler?

Så skønheden og udyret var i samme ubåd, og hun havde både søkort og ror samt nøglen til pengekassen. Udyret var sådan en slags dæksdreng, hvis sådan nogle ellers findes på en ubåd.

Mens de udvekslede små venlige bemærkninger, kunne han ikke modstå mentalt at affotografere alt fra hendes lange elegante fingre med de blodrødlakerede negle og til de fascinerende små hvirvler af hvide kropshår, som slyngede sig overalt på hendes synlige hud. Kvinden virkede så kølig som en marmorstatue af Michelangelo.

Skønheden skænkede et glas iskold Chablis, skålede højtideligt med ham og afmonterede bomben.