Scene 67

“Er du stadig socialist”? spurgte hun lige ud, som talte hun om vejret i morgen.

“Ja da, det vil jeg altid være.”

“Hvorfor det?”

Ups, den havde han ikke ventet, men var hurtigt på benene med en rap sandhed.

“Jeg er socialist, fordi kapitalisme er en syg og korrumperende faktor i samfundet og burde afskaffes.”

“Hvorfor blev du så direktør for Finanstilsynet?”

“Af kapitalistiske grunde. De betalte godt, og jeg kunne bruge et nyt job. Og så håbede jeg faktisk, at jeg kunne rette op på visse skævheder i samfundet.”

“Lykkedes det?”

“Næh, så til sidst smækkede jeg med døren, kort før de nok havde smidt mig ud alligevel.”

“Hvad er dit mål for fremtiden?”

Han brød sig ikke om samtalens udvikling, for han havde ikke noget mål for fremtiden, og hvis han endelig havde et, ragede det i hvert fald ikke hende. Igen søgte han tilflugt i en rap bemærkning:

“At få en større bankboks, hvad ellers?”

“Jeg har brug for politiske analyser, meget detaljerede og med navne, officielle og uofficielle informationer, fortrolige tips, rygter, baggrund, styrker og svagheder. Det hele. Hver dag. Jeg får også brug for råd om politiske strategier.”

“Tør man spørge om formålet?”

“Jeg kunne godt tænke mig, at Folketinget vedtog nogle mere erhvervsvenlige love.”

“Hmm, jeg kan forestille mig, at der nok er en gruppe udenlandske investorer, der gerne vil undgå skarp kontrol med investeringer på EU-plan”, sagde han.

“Det her drejer sig om Danmark. Teodor Severinsen lyder fornuftig og har gode liberale ideer. Kan han blive statsminister?”

“Liberalisten!” Lynk udstødte et gisp, som havde han fået en mavepuster. “Vil du have Severinsen som statsminister?”

“Ikke nødvendigvis. Jeg vil bare gerne have hans politik indført.”

Preben Lynk var synligt chokeret, han rejste sig og begyndte at gå hen mod døren, men han vendte sig og travede videre rundt i hendes kontor. Hun lænede sig tilbage og betragtede nysgerrigt sin konsulent, mens hun nippede til den kolde og knastørre hvidvin.

Uden Preben Lynk havde NS Fund ikke fået så dybt tag i danske virksomheder, og uden hans erfaring ville det blive vanskeligt at gennemføre anden fase. De nævnte det ikke, men begge vidste, at de var gensidigt afhængige, men måske var hun nu ved socialistens moralske grænse. Hvis det var korrekt, havde hun så midler til at overtale ham?

“Men liberalisternes politik er som snydt ud af næsen på Margaret Thatcher og Ronald Reagan. De to afmonterede de britiske og amerikanske velfærdsamfund og gav det hele til private interesser! Begge landes økonomier tog enorm skade af det på langt sigt.”

“Muligvis, men i dag er vi blevet klogere”, sagde hun nøgternt.

“Det her må jeg tænke over”, stønnede han. Liberalisme var ham aldeles vederstyggelig, og folkene bag gav ham brækfornemmelser.

“Helt i orden, du får 5 minutter. Jeg skal have et svar, inden du forlader kontoret. Og jeg tror ikke, du behøver klage over betalingen.”

Med de ord rejste hun sig og efterlod ham på kontoret bag en lukket dør. Hannah Mårtensen havde aldrig før oplevet, at Mariann Madsen lod en gæst alene på sit private kontor. Chefen satte sig bag glasfacaden i mødelokalet med sit duggede vinglas og ventede tålmodigt. Hun tog sølvklemmen ud af sit voldsomme, stride hår, svang hovedet til siden og lod håret flyve omkring i kaskader. Derefter satte hun det pænt op igen.

Preben Lynk stirrede gennem sit vinglas, som blev lunkent i hans hænder, mens han prøvede at samle tankerne. Han vidste sådan set godt, hvem han skulle arbejde for. Det politiske projekt kunne han forstå. En hurtig cost-benefit analyse viste ikke overraskende, at omkostningen for ham ville være permanent dårlig smag i munden, og et fedt udbytte ville hobe sig op i bankboksen.

Da de overfladiske tanker var tænkt, analyserede han nøje sin personlige rolle. Hvis projektet ikke lykkedes, ville dansk politik bare fortsætte i øllebrød til knæene, og han ville score kassen. Hvis projektet til gengæld lykkedes, vil der ske en skarp justering af dansk politik mod højre, som ville polarisere landet. En følelse af fryd strømmede gennem ham.

En gammel Marxist som Preben Lynk vidste bedre end nogen, at netop polarisering af samfundet var midlet til at skabe folkeligt engagement og sociale forandringer. I dag lå alle de politiske partier og rodede rundt på midten i en suppedas af velfærds- og kvalitetsreformer med evalueringskulturer og bla bla bla. Der foregik ingen polarisering, og heller ikke Socialisterne magtede noget. Hvis han sammen med Valkyrien og disse aggressive udenlandske kapitalinteresser kunne hjælpe med til at polarisere Danmark, ville hans politiske liv ikke være spildt!

Efter få minutter havde Preben Lynk således bortrationaliseret sin forventede dårlige smag, og samtidig ville han få en større bankboks. Rank forlod han kontoret for at omfavne Mariann Madsens projekt, som drejede sig om at skaffe fjenden magten. Hans job blev som hidtil at støbe kugler, som andre skulle fyre af, denne gang rettet mod Christiansborg.