Scene 70

“Min far hedder Felipe Quispe Huanca, og han er Aymara indianer af meget fattige kår. I 1971, da han var bondeleder i en lille landsby, kom et af Bolivias utallige militære statskup ledet af den amerikansk trænede Hugo Banzer. Forfølgelsen af de organiserede bønder var hård og blodig. Min far måtte flygte og var de kommende 6 år underbetalt daglejer.”

Maria Magdalena Huanca Mamani, som hun altså hed, var gået i gang med sin livshistorie, der skulle vise sig også at falde sammen med en væsentlig del af Bolivias moderne historie.

“I 1978 blev bevægelsen Tupac Katari af oprindelige folk startet i La Paz, og min far var en af deres ledere indtil 1980, hvor forfølgelsen fortsatte under en ny kupdiktator, narkobaronen Luis Garcia Meza. Kort efter min mor blev gravid med mig, måtte han flygte til Peru og senere Mexico, Guatemala og El Salvador. Tre år senere kom han tilbage til Bolivia og blev valgt som leder af landarbejdernes fagforening i La Paz provinsen.

Ud af arbejdet opstod bevægelsen af bøndernes røde lokalsamfund, Ayllus Rojos, som i 1988 og 89 foreslog de nationale landarbejderorganisationer at optage væbnet kamp mod århundreders folkemord og racisme fra de hvide og den blandede mellemklasse, mestizerne, som altid havde siddet på magten. Min far blev smidt i fængsel”, fortalte hun trist.

“Kort efter hans løsladelse blev guerillahæren Tupac Katari startet, og de skaffede penge til våben, men to år efter, i 1992, blev bevægelsen splittet af hæren, og min far blev igen fanget, grusomt tortureret i lang tid, blandt andet stak de ham i øjnene med metalpinde. Bødlerne kaldte ham El Mallku, kondoren, hvilket symboliserer den højeste autoritet blandt Aymara-folket. Far var i fængsel i 5 år, indtil et bondeoprør befriede ham.”

Tupac Katari, guerilla, kondoren, bondeoprør ... Prinsens hoved kunne dårligt rumme alle disse overraskende oplysninger, men hun fortsatte, som gav hun ham en skolelektion om en historisk figur.

“I 1998 blev far øverste chef for alle landarbejdere i Bolivia, men to år efter var han igen fængslet for at have taget initiativ til de første af utallige vejblokader i landet. Det er en effektiv form for civil ulydighed, som rammer landets økonomiske interesser hårdt. Nationale protester i år 2000 førte til massakrer på fattige aymara og quechua indianere, og min far blev de fattiges stemme mod magthaverne.

Min far samlede 60.000 indianere det sted, hvor indianerlederen Tupac Katari i 1782 blev henrettet og sønderlemmet af spanierne, og hans hoved sat på en stage. Tupac Katari havde belejret La Paz i måneder og nægtet hovedstaden mad. Her startede min far de oprindelige folks politiske bevægelse MIR og blev dets præsidentkandidat. Det var han også i 2005, men er alt for progressiv til at få nok stemmer.

Min far ser sig selv som en genfødt Tupac Katari og har viet sit liv til at befri de fattige og undertrykte bolivianere. Hvis der igen kommer diktatur i Bolivia, vil de hente ham og hans familie igen. Derfor ved ingen, bortset fra mig selv og min mor, at jeg er hans datter. Den mand, som du tror er min far, ved ikke noget.”

Prinsen sank spyttet mere end en gang, mens han lyttede til sin kones chokerende beretning. Han vidste, at hun aldrig var blevet lukket ind i kongehuset med den baggrund, hvad enten han elskede hende eller ej. Aldrig! Han anede, at der var flere ubehagelige overraskelser, og tav.

“Jeg var i Cartagena delvis for at arbejde for min far. Tupac Katari forbereder sig på en mulig ubehagelig fremtid med nye diktaturer og undertrykkelse. Jeg er officer i de oprindelige folks digitale hær, Fuerzas Digitales. Jeg er, eller snarere var, forbindelsesled til en colombiansk guerilla og til de meget dygtige Zapatistas i det sydlige Mexico, som klogt har brugt Internet og kommunikation i deres kamp for retfærdighed.

Min far er meget vred og har kappet alle forbindelser til mig, fordi jeg faldt for dig. Han siger, at jeg er en forræder af højeste karat, som har giftet sig ind i de aller-aller-ækleste gamle magtcirkler, som endda har familiebånd til de spanske erobrere, som udplyndrede vort land og slavebandt Bolivias oprindelige folk. Han siger, at jeg kaster skam over ham selv, familien, Bolivia og alle undertrykte folks sag og glæder sig over, at ingen ved, jeg er hans datter.”

“Hvorfor fortæller du mig det her nu”? spurgte han, mens han holdt varmt og fast om sin elskede kone.

“Dine tanker, planer, om en revolution i Danmark minder mig om min far. Også du udsætter dig selv for ekstrem fare, større end du selv forstår, ved at tænke på denne måde. Som kronprins er du den ypperste repræsentant for systemet her i Danmark, og du risikerer ikke bare job, status og familiens ære. Du bringer dig selv i overhængende livsfare, hvis det her kommer ud. Dine tanker udfordrer stærke kræfter, ikke bare her i Danmark men internationalt, min kære.”

“Men jeg vil ikke lave revolution i Danmark”, protesterede kronprinsen, “ikke på den måde i hvert fald.”

“Nej selvfølgelig ikke, lad os bare kalde det at påvirke samfundet. Jeg forstår, at du vil forhindre et diktatur i at opstå. Så meget des bedre kan jeg hjælpe dig. Jeg ved alt om digital krig! Så hvad siger du “Comandante Uno”, kan din kone melde sig hos ridder Holger, hvem han nu er?”