Scene 71

Få denne scene læst op: 

Mariann Madsen havde for vane at agere hurtigt på nye åbninger. Efter at aftalen med Preben Lynk om daglige skriftlige analyser og ugentlige, personlige møder var indgået, fik hun travlt med at få sine kontakter på plads. Det vanskelige var, at folk ikke vidste, at de var en del af et vidtrækkende politisk projekt. Gruppen, hun havde at rykke rundt med, var en stribe erhvervsledere, som skyldte hende noget.

Carsten Bjørnvig jr. blev linet op som vært for et stort insider arrangement hos EPOS for udvalgte erhvervsfolk, der tilfældigvis alle arbejdede i virksomheder ejet af kapitalfonde. Ved mødet talte selveste erhvervsministeren og fremtrædende rådgivere for regeringen. Udenlandske erhvervseksperter fra førende business skoler deltog i en lind strøm.

Tænketanken passede på med ikke at promovere de liberalistiske synspunkter hårdt. Mange erhvervsfolk ser sig selv som ganske almindelige, ret upolitiske liberale og konservative, og man skal ikke omklamre folk. Men bombardementet fra liberalistisk orienterede kolleger, professorer og phd'er imponerede og satte en proces i gang.

I løbet af få måneder med opfølgende intensive kurser dannedes en kreds af førende erhvervsfolk, som besluttede, at de ville have positiv indflydelse på den offentlige debat i Danmark. Gruppens medlemmer forstod, at deres virksomheder, samfundet og ikke mindst de selv personligt kunne nyde godt af mere fleksibel erhvervslovgivning. Så de tog en række vitale, økonomiske emner op både på Erhvervstidendes kommentarsider, i deres interne medier, i VL grupper og industrisammenslutninger.

Mediebilledet begyndte at skifte med så mange nye aktive aktører, og mere liberale ideer begyndte at sætte dagsordenen, et fænomen, som bestemt ikke forbigik statsministerens og de andre politikeres opmærksomhed.