Scene 72

Ole Bang sad stille på sit kontor hos CK i Amaliegade og ventede. Han stirrede ud i luften og spekulerede over sin sære stilling som hemmelig politisk konsulent for kronprinsen, som var i gang med et ravende galt projekt. Han måtte prøve at få manden fra det. Bestemt. Han måtte forhindre, at prinsen skadede sig selv og måske mange andre med sin vilde fantasi.

Pludselig stod Danmarks kommende statsoverhoved i kontoret og lignede en ganske almindelig, energisk mand i et pænt jakkesæt. Maria Magdalena var lige i hælene på ham. Parret satte sig ved bordet og skænkede kaffe. Ole Bang sagde ikke noget, men ventede på et udspil. Han havde aldrig mødt kronprinsessen før, og hun anede ikke, hvem han var.

“Mit navn er Holger”, sagde kronprinsen højtideligt. “Må jeg præsentere jer for hinanden. Den smukke dame her hedder Digi, og denne herre er Doc. Vi mødes i dag for at diskutere et projekt og en strategi, som skal påvirke den offentlige mening i Kongeriget Danmark med henblik på at frelse landet fra en truende fjende. Vi er alle yderst kyndige i at være diskrete. Ingen uden for dette rum kommer nogensinde til at kende vores eksistens ej heller vores plan.”

Ole Bang stolede ikke på sine egne sanser. Sad kronprinsen ikke her sammen med sin kone og var allerede i gang med at kaste sig ud i sit gale projekt? Ikke, at han var uenig i, at der faktisk var en fare ved de finansielle trends omkring Danmark, men at han blandede sin yndige kone ind i det var nærmest uforståeligt. Men han tav for at lytte videre.

“Doc her er en mester i det danske politiske system og har års erfaring i at påvirke medier og meningsdannelsen gennem disse kanaler. Digi kender til alle niveauer, også de skjulte, af digitale medier og har personligt besøgt de steder, hvor politiske og sociale undergrundsbevægelser lever og opstår. Jeg selv har en styrke frivillige af højeste karat efter enhver standard. Det er min private hird.” Han fortsatte:

“Denne arbejdsgruppe eksisterer ikke, vi har intet projekt, og der vil aldrig være referater af beslutninger, og vi har intet kendskab til noget som helst. Hvad det eventuelt besluttes der, udføres i 100 procent diskretion, og vi behøver ikke kende til hinandens kontakter. Al kommunikation bliver sikker. Projektet hviler på tillid og broderskab.”

Med de ord trak han en drabelig skjult kniv op af inderlommen. Det slog Ole Bang, at det våben helt sikkert var totalforbudt i Danmark. Hvor mange mon vidste, at landets kronprins bar ulovlige våben? Den unge mand foldede våbnet ud og lagde det på bordet.

“Alle medlemmer af hirden er mine blodsbrødre. Jeg vil gerne, at Doc også bliver det.”

Endnu engang troede Ole Bang ikke, hvad han så og hørte. Ville den splittergale kronprins Holger nu blande blod? Faktisk havde de slet ikke aftalt, at der skulle ske noget, og nu sad journalisten der og gloede på et drabeligt håndvåben. Situationen var det vildeste og mest primitive, han erindrede at have deltaget i, men det absurde i situationen tiltalte hans sans for storhed, stolthed, principper og eventyr.

Maria Magdalena, alias Digi, så ud, som om mødet blev afviklet som den naturligste ting i verden. Hun trak den fine, hvide blondemanchet på sin silkebluse lidt op og strakte armen frem. Ole Bang stirrede på den fremstrakte, gyldenbrune arm, hvor der på håndledet var en falmet indiansk tatovering. Holger så undersøgende på hende, men tøvede ikke.

“Lad os være brødre og søster”, sagde han, og snittede sin kone let på håndleddet over pulsåren, gjorde det samme på sig selv og så afventende på Ole Bang, som hurtigt gjorde sig rede.

Derefter blandede de blod ved at gnide håndled mod håndled. En tavs tænksom og alvorlig stilhed opstod et kort øjeblik. Man blander ikke blod for ingenting.

“Lad os så komme i gang”, sagde Holger bestemt.