Scene 73
“Preben Lynk, kan man købe en dansk politiker?”
Mariann Madsen gik direkte på ham ved deres ugentlige face-to-face møde. Han vidste ikke ret meget om hendes projekt og planlagte handlinger, for hans opgave var at analysere den politiske temperatur i Danmark, indsamle kritisk viden og besvare spørgsmål. Han eneste opgave var at fokusere på udviklingen.
“Selvfølgelig kan man købe en politiker. Og tilmed ret billigt og lovligt. Det kommer lidt an på, hvilket parti han eller hun er fra, men det kan man godt. Der er frit valg på alle hylder. Hvem vil du gerne købe?” Hans svar var lidt humoristisk i tonefaldet.
“Helt seriøst, kan jeg købe en politiker ligesom en vare?”
“No problem. Man skal bare passe på kvaliteten. Nogle af dem har fabrikationsskader og andre har grove, usynlige fejl. En politiker bliver lidt dyrere, når han er godt på vej til toppen, og meget dyr, når han har slået boden op i et ministerkontor.”
Lynk holdt en lille kunstpause, mens hun spændt sank en klump et eller andet.
“Der er ingen grund til sarte fornemmelser i dansk politik, Mariann Madsen. De fleste kender kun den fine ende af systemet, men statsministeren og regeringen er altså noget andet end alle de andre. Jeg kender også til røven af brigaden og tro mig, du kan købe de fleste.”
“Kender du nogen, der er købt?”
“Ja da, der er flere. For eksempel ham der sundhedsordføreren fra Højrepartiet. Han skjuler det ikke engang, han er købt og betalt af helsekostmafiaen.”
Preben Lynk kastede sig ud i en længere svada om politikere og deres moral, som dokumenterede, at han personligt havde studeret bagsiden af den idealistiske medalje. Han skyndte sig at nævne en lang række folketingsmedlemmer, som helt sikkert hverken var købt eller solgt, sådan rigtigt. Selv havde han aldrig taget sig betalt, men havde haft komfortable, progressive alliancer.
“Jeg har selv været i spillet i årevis og har mistet min mødom for længst. Christiansborg er en markeds- og kampplads for særlige interesser. De fleste ressourcer kommer fra erhvervsliv, industrigrupper, foreninger og organiserede aktivister. Se bare Ældreklubben. Med 400.000 medlemmer har de kolossal politisk magt over hele horisonten. Tror du, de bruger den? Fandeme ja!
Det er ikke ulovligt at købe en politiker, husk det. Danmark er et liberalt land med en liberal Grundlov. Politikere skal ikke rapportere til offentligheden, hvem der betaler for deres rødvin og valgplakater. Bidrag kan være skattepligtige, eller de kan være fri for rapportering, hvis kilden ikke opgiver betalingen noget sted på navn. En dansk politiker er ikke regnskabspligtig. Og borgerne er tilsyneladende flintrende ligeglade med det.
Det samme gælder også for partierne. Hvor tror du, de henter deres millioner? Fra medlemmerne? Ha! Småpenge. De skal bare opgive totalen i indsamlingsbøssen, men ikke navnene på de enkelte givere, hvis donationerne er under 20.000. Hvis beløbet er over, skal navne opgives, men det er hemmeligt, hvor stort et beløb hver enkelt spytter i bøssen. Jeg kender personligt flere meget gavmilde, næsten filantropiske firmaer, som giver 5-10-20 gange 19.990 kroner. Så kommer der ikke så mange spørgsmål.”
“I det nuværende folketing, hvordan er situationen?” Hun var særdeles spændt på svaret.
“Hvis du tillader mig et slag på tasken, for folk reklamerer jo ikke ligefrem med det her, så er 25 procent af MF'erne ikke til salg, 25 procent kan købes af en idé og 50 procent er på markedet for penge, sådan ser jeg det. Men mange af dem, der faktisk er til salg, er ikke umagen værd. De forstår ikke politisk magt, og de får den aldrig, så hvad skal man med dem?”
Men Mariann Madsen kunne nu godt se, hvad hun kunne stille op med den slags politikere.
