Scene 100

Holger sad i lang tid og stirrede koncentreret ind i den utændte kamin, mens han tænkte på “the big one”. Han var ved at have nået sit mål med at skabe en debat i Danmark om kapitalfonde og deres enorme opkøb af firmaer, men han så ingen forandring noget sted, kun billig snak. Holger havde fået stor opmærksomhed, men den nødvendige politiske dimension manglede. Politikerne var passive på alle fronter. De tog ikke Holger alvorligt. Det pinte prinsen, at han ikke bare kunne troppe op og ruske dem.

Han sendte Ole Bang en SMS. Den lød: “snak” og et nyt nummer.

Ole Bang skiftede selv til et nyt SIM-kort og ringede til prinsen.

“The big one er ved at være teknisk linet op, to ugers lunte minimum.” Bang kunne høre, at prinsen var ikke så lidt stolt over sin kones præstationer. “Men vi får brug for en stor og stærk allieret, så folk kan planlægge deltagelse. Digi kan ikke håndtere the big one alene. Nogen ideer?”

“Ja. Fagforbundet. De har været efter fjenden i lang tid. Det er i deres interesse.”

Prinsen tænkte lidt over det, og det slog ham, at Ole Bang udover de tunge medier helt havde undgået kontakt til fagbevægelsen.

“Har du en plan”, spurgte han forsigtig og håbefuldt.

“Ja”, svarede kirurgen hemmelighedsfuldt. “Jeg har én eneste bagdør. Håber, den kan åbnes.”

“Jeg stoler på dig”, og telefonen sagde klik. Forbindelsen var væk igen.

Ole Bang havde ret svært ved at vænne sig til den direkte, brutale og militære form for kommunikation, der foregik i gruppen. Han var imponeret over effektiviteten, som de tre og deres forbindelser tilsammen leverede, men han fandt de yderst kortfattede samtaler belastende, selv om det var for sikkerhedens skyld.

Bang greb atter mobilen, tog det netop brugte SIM-kort ud og maste det, skiftede til sit sædvanlige kort med det kendte nummer, og ringede til professor Helge Skiel, Copenhagen Business School, “Forskningscentret for Penge og Politik”.

“Nå, gamle ven, er du stadig i live? Du skriver vel i døgndrift på den bog, som skal kværke Carlsen, hva?” De to havde ikke talt sammen, siden den frokost, hvor Skiel havde vist frygt for regeringens politiske gorillaer.

“Ja, det er lidt underligt at være uden for cirklerne med de interessante ting, der sker lige nu?”

“Hmmm, hvilke interessante ting? Hvad tænker du dog på? Det hele er trist og kedeligt. Nåh, du tænker vel på ham der knallerten Holger. Mand, sikke en taber. Her fyrer han en formue af, og han aner ikke, hvad han skal gøre med al sin palaver. Hvis du vil høre min mening, så er det sgu nok en forkælet rigmandssøn, der brænder sin arv af på pjat, men får han andet end tom snak ud af det, ikke engang fisse. Det mener jeg.”

“Men der er da noget i gang i samfundet”, indvendte Ole Bang. “Tror du ikke regeringen lytter til det?”

“Regeringen hører ikke en skid. Liberalt Folkeparti er midt i en brutal intern magtkamp og kan ikke se noget som helst udover deres egen grimme tud. De synes, for øvrigt ligesom mig, at denne Holger er en amatør og narrerøv.”

“Sig mig, laver Forskningscentret for Penge og Politik stadig arbejde for Fagforbundet?”

Helge Skiel bekræftede. Han skrev stadig rapporter for landets største fagforening som en del af deres fremtidsstrategi for langsigtet overlevelse.

“Så kan du måske forklare mig noget. Hvorfor har Fagforbundet ikke slugt Holger? Der er jo opstået en folkestemning i halen på hans vilde anonyme tiltag. Fagforbundet har slået på problemet med kapitalfonde i lang tid, før Holger opfandt sig selv. Hvorfor inviterer Fagforbundet ikke til debatter over hele landet i hver eneste afdeling, for fanden mand, over hele landet.”

“Ham der Holger har sgu da hugget Fagforbundets sag.”

“Ja, og det eneste jeg ved er, at Fagforbundet, med rette, ligesom politikerne er temmelig irriterede over denne spradebasse og gavflab.”

Efter samtalen sad Helge Skiel, den kvikke departementschef fra erhvervsministeriet, lettere chokeret tilbage. Havde han mistet taget på politik? tjuBang havde ret, den gamle ræv. Fagforbundet skulle da kapre Holgers momentum, før en politiker begyndte at blive lidt for klog.

Det var hen på aftenen, men Helge Skiel tøvede ikke med at ringe til forbundsformanden privat.

“Vi må snakke, NU!” sagde Skiel indtrængende, efter at høflighederne var overstået. “Det haster!”

“Min gode professor, hvis det haster så meget, så kom ud til Hvidovre og få en pot billard og en fra kassen”, svarede han.

Da de havde knappet de lunkne øl op, en drik som Skiel vel at mærke afskyede, begyndte de at trille ballerne lidt omkring på det slidte grønne klæde.

“Nåh, hvad er så dit problem”? spurgte forbundsformanden nysgerrigt.

“Det er sgu ikke mit problem, det er dit! Og det hedder Holger! Og du har helvedes travlt!”

“Så, så min gode Skiel, hvordan bliver denne Holger pludselig MIT problem.”

Professoren kastede sig ud i en analyse, som til forveksling lignede Ole Bangs antydninger. Holger havde stjålet en af Fagforbundets mærkesager, og skabt en enorm folkelig opmærksomhed. Havde Fagforbundet måske det? Nej, men så længe Holger ikke trådte frem, kunne Fagforbundet snuppe mærkesagen tilbage og nyde godt af folkestemningen.

Forbundsformanden glemte helt at spille billard. Han stod med sammenknebne øjne og stirrede på professoren, som overhovedet ikke havde rørt sin øl. Det gjorde han længe.

“Min gode professor, ikke alene forstyrrer du mig i min dyrebare fritid, drikker ikke min øl og giver intet modspil her på bordet, men du kommer rendende til min hus efter fyraften for at fortælle mig, at jeg er en gammel stæreblind stodder, som ikke kan se de aktuelle politiske muligheder, som ligger og oser lige for næsten af mig. Er jeg måske IDIOT”, tordnede han.

Helge Skiel dukkede sig, han var vant til at underkaste sig magtfulde mænds urimeligheder, skønt han sædvanligvis havde ret.

“Men jeg tror kraftædemig, at professoren er genial for en gang skyld. Jeg tror, den lille Holger-splejs skal have sig en overraskelse over hele landet. Vi tager ham sgu både forfra og bagfra. Manden vil aldrig vide, hvad der blev af hans lille lortekampagne, når vi først går i gang.”