Scene 104

Hvis ikke regeringen og alle de politiske partier havde opfattet det tidligere, så ramte debatdagen dem som et slagtilfælde. I samtlige gruppelokaler var der total panik, fordi en folkelig bevægelse tilsyneladende var opstået lige uden for deres vinduer, og ingen af dem havde andel i den eller skygge af kontrol med den.

Mange politikere havde været på TV og i medierne om det, og uden undtagelse havde de alle nærmest gjort nar ad folk, der rendte rundt i blåt tøj og nikkede til hinanden og svinede byen til med klistermærker. Graffitti blev det kaldt. En enkelt sammenlignede hirden med 70'er ejere af Citroên 2CV-biler, der stadig hilser på hinanden, som var de noget særligt.

I grupperummene summede det med analyser af Holgers budskaber, og hvilken andel partierne kunne få i bevægelsen. Budskabet var nationalistisk, men ingen kunne identificere afsenderen, slet ikke med den slags muskler bagved. Var der mon opstået en permanent social bevægelse? Alle dukkede hovederne udadtil, lurepassede i medierne og kunne kun vente på Holgers næste udspil.