Scene 105

Få denne scene læst op: 

Kronprinsen strålede ved deres næste møde på CK, og de to andre var lige så tilfredse over Holgers resultater. De sendte via Maria “Digi” Magdalena de varmeste hilsner til hendes våbensmed og maskinmester, som de kaldte vedkommende.

“Der er kaos i de politiske indercirkler lige nu”, forudså Doc Bang. “Holger er en korsridder med kun ét tema. Hvis politikerne giver ham det, han vil have, håber de, han forsvinder. Partierne vil til enhver tid ofre deres venner i fondene mod helt at slippe for Holger. Tænk blot, hvis han begyndte at blande sig i andre ting som uddannelse og indvandring.

Frygten for Holger vokser proportionalt med mobiliseringen. Det her drejer sig ikke mere om kapitalfonde, men om magt. Politikerne føler, nej ved, at Holger kan tage magten fra dem, hvis han ville.”

“Jamen, det vil vi slet ikke”, sagde kronprinsen bestemt. “Vi har intet imod folkestyret. Vi vil bare have nogle ordentlige regler, der beskytter danske arbejdspladser og værdier. Når vi har det, så sætter Holger sig til at sove igen! Og det hellere før end siden.”

“Lige nu skal vi give politikerne en chance for at tænke sig godt om. De vil konkludere, at de på grund af folkeligt pres må komme med forslag, der skal begrænse kapitalfondenes aktiviteter. Holger må så holde øje med, at lovene bliver hurtigt vedtaget og håndhævet”, mente Doc.

Maria gled hen til sin mand, kyssede ham på kinden og gav ham et solidt klem i skridtet.

“Du er et mandfolk, din revolution er ved at lykkes”, sagde hun kælent.