Scene 75

Få denne scene læst op: 

13Petersen var opstemt, da han mødtes med vennen i en lille privat lufthavn på Djursland. De nikkede kort til at hinanden uden at udveksle ord. Petersen checkede sin faldskærm, forskelligt udstyr og en halvtung køjesæk endnu en gang, og de lettede med retning mod Århus. Under opstigningen kontaktede han sin backup på jorden. 13 havde ikke et øjeblik været tvivl om, hvem der skulle løse den første opgave for Holger. Det skulle han selv. Opgaven var så vovet og farlig, at det ville være hans største fornøjelse at udføre den.

Det var mørkt, men piloten i det lille en-motors sportsfly havde tilladelse til natflyvning. Flyveren lagde sig i godt en kilometers højde, da den gik ind over Århus - en helt normal overflyvning. Under sig fik mændene øje på lysene fra forstæderne, mens de fortsatte mod centrum. Piloten gjorde tegn til 13 om at gøre sig parat, krængede en anelse, og ud gled han. Vægten af køjesækken generede ham ikke synderligt, da han ikke bar våben.

Den korte tid på vej ned mod centrum kunne 13 tydeligt se rådhuset, som lå midt i en park med sit smukke, oplyste tårn. Han styrede sin firkantede paradrage, som var den en motorcykel. Der var ingen vind, hvilket gjorde nedturen lettere.

Rådhuset er opdelt i 3 forskudte blokke, der ligesom overlapper hinanden. Mod byen ligger forhuset med forhal og rådhussal, der åbner sig mod parken og kirkegårdens lindeallé. Kontorfløjen på 6 etager skyder sig ind i forhallen som en centralkorridor, og ud mod vejen er en lavere bygning med hvælvet tag og en ubehandlet betonkonstruktion.

Mellem kontorfløjen og den lavere bygning står rådhusets kendetegn, det 60 meter høje, monumentale tårn, der blev påsat Arne Jacobsens og Erik Møllers mesterværk fra 1941 efter stort folkeligt pres fra århusianernes side, flere år efter bygningen var færdig. Tårnet er øverst omgivet af et betongitter, som giver bygningsværket sit særlige udtryk. Af gode grunde er tårnet byens symbol. Borgmester efter borgmester har højstemt påstået, at byens rådhus udstråler autoritet og stabilitet. Underforstået er, at det gør de som borgmestre så også. Politikerne låner autoritet fra bygningsværket.

Efter en kort nedtur landede 13 adræt på taget af kontorfløjen. Hurtigt pakkede han sin skærm sammen og ventede for at se, om noget var galt. Han SMS'ede til kollegaen i parken. Alt OK. Et reb blev firet ud over kanten af bygningen og et øjeblik efter var de to mand på taget. På denne side af bygningen var der ingen bevægelsesfølsomme alarmer. Tårnet er som skabt til at klatre på udvendigt, og uden vanskeligheder nåede de to mænd toppen af tårnet.

Som bjergbestigere klatrede de to omkring i 60 meters højde for at udføre deres opgave. Betongitteret gjorde det let at blive hurtigt færdig, hvorefter de firede sig ned igen. 13 pakkede sin faldskærm i køjesækken og begge gled de ned ad kontorfløjens side, løsnede rebet og forlod stedet ubemærket.

Det var midt om natten, og der skulle gå flere timer, før alarmen lød.