Scene 85
“God aften, her er TV2 med Nyhederne. Himlen over Danmark har i eftermiddag været gennemtrawlet af privatflyvere med bannere skrevet af den mystiske “Holger”. Vi har mere om det senere i udsendelsen.”
Det var søndag og friaften på Fredensborg Slot, og kronprinsen og kronprinsessen sad og så TV-nyheder. Lilleprinsen lå i sofaen og pludrede, og alt var varmt og herligt efter en god dag med familien. Prinsens rare bror havde været på besøg med sine børn, og alle havde hygget sig i den private have.
Maria Magdalena rejste sig, gik hen til sin mand i lænestolen og satte sig på hans skød. Hun lagde armen om halsen på ham og ventede på reportagen.
... og vi skal til luftrummet over Danmark, der i dag blev nærmest gennempløjet af et ukendt antal privatfly med bannere afsendt af den mystiske “Holger”.
Det ene fly med banner efter det andet blev vist, og kameraerne zoomede ind på teksterne:
Holger: Hellere død end slave
Holger: Storudsalg på Danmark
Holger: De sælger arvesølvet
Holger: Udsalg = forræderi
Holger: Gribbene er inviteret
Holger: Dansker - forsvar dig
Holger: Danmark = datterselskab
Politiske iagttagere udtaler, at dette er den mest bizarre politiske kampagne nogensinde, både i Danmark og alle andre lande. Den anonyme Holger sender et klart budskab til danskerne. Han mener, at landet, vel sagtens erhvervslivet, er sat til salg, og at danskerne har brug for at forsvare sig mod dette forræderi. Dette budskab er rettet mod erhvervslivet, som lige nu oplever stor opmærksomhed fra udenlandske kapitalfonde.
TV2's studievært skiftede stilling og begyndte et interview med stationens politiske redaktør, som mente, at der, set fra traditionelt politisk hold, er tale om en galoperende galning. “Men”, tilføjede han, “jeg siger ikke, at befolkningen betragter Holger som en galning. Det vil tiden vise, for en debat vil helt sikkert opstå.”
Næste interview var med en ekspert, der utvetydigt afviste Holger som en vildfaren særling, som intet havde forstået om dansk økonomi, erhvervslivets behov og det naturlige i internationale investeringer. “Danmark er en succes lige nu”, sagde han, “derfor vil fonde gerne købe danske firmaer. Sådan har det altid været, og det er et fundament for landets velfærd, at der opkøbes firmaer. Vi køber jo også selv firmaer i udlandet.”
Studieværten vendte sig igen mod den politiske redaktør.
“Hvem er så denne Holger”? spurgte værten og så dybdeborende ud.
“Det er svært at sige”, svarede redaktøren, “men en ting er sikkert, og det er, at denne “Holger” ved, hvad han foretager sig. Hvem-som-helst har ikke format til at sende 30-40 fly i luften for at give befolkningen et budskab. Tilmed kan han kravle på ydersiden af lodrette vægge og dumpe ned fra himlen og vikle rådhustårne ind i bannere. Personligt ville jeg morderlig gerne møde hr. Holger, men han ønsker ikke at være kendt. Jeg tror bestemt ikke, vi har hørt det sidste fra Holger, man må vel tilføje efternavnet Danske.”
Maria Magdalena slog begge arme om sin mands hals og gav ham et stort, varmt knus og et kys. De havde en aftale om aldrig at nævne deres projekt med et eneste ord i hjemmet, og den diskretion fastholdt de nidkært. Men de vidste begge, at de i dag havde taget et stort skridt, og at der senere ville komme mange flere skridt.






