Scene 87

Jørgen Carlsen havde før set stormvejr trække op, og han vidste, at han kunne gå op mod vinden og ride den af. Det var en af de sjældne gange, hvor han savnede Ole Bangs råd. Statsministeren kunne selvfølgelig selv, men alligevel ville det være godt at snakke med nogen om det.

I stedet prøvede han det gamle trick: “Hvad ville Bang mon have sagt?”

“Det her er ikke en statsminister værdigt”, ville tjuBang have sagt. Spinkirurgen ville have advaret mod at røre sagen med en ildrager og ville insistere på, at den skulle fedtes af på erhvervsministeren, som havde rigtig godt af at hænge på en dårlig sag, hvis det kom så vidt, og i øvrigt var det hans tur til at give Socialisterne en lag medietæsk.

Hvis hele lortet eksploderer derude, kan statsministeren komme på banen og redde regering, parti, ære, landet, Gud, konge og fædreland og alt det andet. Det er det, vi har en statsminister til, ville kirurgen sige, tænkte statsministeren.

Jørgen Carlsen kunne godt selv lide sin skyggeanalyse af situationen. Han greb telefonen og ringede til sin ministersekretær og sagde:

“Holger-sagen ligger hos erhvervsministeren. Sig til ham, at han skal lægge den i graven sammen med Socialisterne og i øvrigt gøre sig parat til om nødvendigt at foranstalte en undersøgelse af kapitalfonde.”