Scene 89

Ole Bang skulle ikke have noget af at røre ved de politiske journalister. Indtil videre betragtede redaktionerne på aviserne og i TV fænomenet Holger som en kuriositet, der blev behandlet af feature-reporterne. Holger var ikke “fint” at dække. Nogle eksperter mente, at det var en supersmart kampagne for at markedsføre et eller andet produkt. De kunne bare ikke sige hvilket, men regnede med, at det snart dukkede op. Reklamebranchen var ikke meddelsom.

Formiddagsposten havde selvfølgelig svælget i det spektakulære fly-show over hele landet og snakkede med Dansk Motorflyver Union, som i avisen frejdigt bekendte, at organisationen modtog 50.000 i donation, som den mægtig godt kunne bruge. Formanden havde heller ikke det fjerneste imod at fortælle, at alle piloter fik 2.500 kroner til brændstof.

Ole Bang kunne se, hvor det mediemæssigt bar hen. Efter dagens avislæsning tog han telefonen og ringede til en gammel bekendt, som var redaktionssekretær på Formiddagsposten, bare for at sludre. Lidt sladder om fælles bekendte i medierne blev overstået, før snakken faldt på Holger.

“Jeg kan se, at I går til den med ham der Holger.”

“Ja, ved du hvad. Han er sgu da underlig! Her fyrer typen seriøse penge af på det der bannerhejs, og så giver han sig ikke til kende. Altså rådhustårnet i Århus må have kostet en bondegård, du ved, bestikkelse og den slags. Og Bogtårnet, jeg tror, at der må have været en kæmpestige med til det stunt. Vi har snakket med bjergbestigere, som siger, at det simpelt hen er livsfarligt for ikke at sige umuligt at hamre det banner fast udvendig 40 meter oppe. Er du sindssyg, mand, det er bare vildt.”

“Nogen ved noget, og de siger ikke en skid”, stønnede redaktionssekretæren opgivende. Hans redaktør var på nakken af ham døgnet rundt for at få løst gåden.

“Vi er gået efter afsender af bannere, fabrikanter af bannere, fragtmanden, selv fingeraftryk. Politiet er jo også temmelig nysgerrige. Pengene er checket, telefonforbindelser, alt muligt er checket, men intet kommer op. Ham der Holger er sgu prof. Gad vide, hvad han har kørende med sådan at smide en kvart formue efter nogle bannere.”

“Det gør også mig ret nysgerrig”, svarede tjuBang lidt tamt, “men egentlig tror jeg slet ikke, historien ligger hos en ukendt spasmager.”

“Selvfølgelig gør den da det. Men hvad mener du egentlig?”

“Jeg tror, nøglen ligger i ordene. Hvis man gik bag om budskabet, ville I nok komme videre og finde Holger helt automatisk.”

“Budskabet, jamen manden er gal! Hellere død end slave! Hvad gir du? Vi er i den 21. århundrede.”

“Jeg tror nu godt, folk kan forstå, hvad han mener.”

“Tager du ham alvorligt, Ole Bang?”

“Næh, det kan man jo ikke, men egentlig er det også mere interessant, hvad han fabler om”

Da Ole Bang havde lagt røret på, ventede han et øjeblik og ringede så videre til bureauer, der leverer til lokalradioer, lokalaviser og websider. Bare venlige opkald fra en tidligere kollega, der ville sludre lidt. Spindoktoren undgik nøje de store dagblade og TV-stationer, og den anden lidt sensationelle avis fik heller ikke et opkald.

På Formiddagsposten sad redaktionssekretæren og grublede. Han manglede desperat en ny vinkel på Holger. Resolut rejste han sig og nærmest marcherede ned ad gangen til chefredaktørens kontor og brasede lige ind uden at banke på. Chefen så op, han var i et møde med en yngre medarbejder, som redaktionssekretæren brysk bad om at skride.

“Nu ikke høflig over for en ny kollega”, formanede chefen faderligt. “Du ligner en, der skal til at lukke døren indefra.”

Redaktionssekretæren travede uroligt frem og tilbage, mens chefen tålmodigt betragtede spadsere-fænomenet nøje. Han genkendte det. Sådan ser en stor idé eller et stort problem ud.

“Vi har et kæmpestort problem”, begyndte han, “men jeg har en idé.”

Chefredaktøren ventede. De voldsomme ord var bare salgssnak. Jo større et problem, jo større løsning, jo større overskrifter og des mere ville det koste i spalter og penge. Ind imellem var idéerne gode, og så tjente bladet vildt ekstra på løssalg.

“Jeg har syv mand fra reportagen på sagen, og intet nyt fundet på Holger! Jeg har vendt hver eneste sten, men end ikke ét spor af ham, har vi fundet. Så hvis vi ikke kan finde ham, så må han fandeme komme til os!”

“Og hvordan vil du og dine syv små dværge så udrette det? Manden vil ikke findes.”

“De syv små dværge skal udskiftes med syv store, ækelt lugtende gorillaer fra erhvervsredaktionen. For fanden, mand, ham der Holger sender os et vink så stort som et stjernebillede, og vi fatter det ikke. Lad os tage ham på ordet! Lad os kulegrave de der penge, som køber firmaer op i hele landet.”

Chefredaktøren rankede sig i stolen og så vaks ud et kort øjeblik, og som den gamle redaktionelle gnavpot, han var, kom idégeneratoren kun langsomt op i omdrejninger.

“Du mener, Formiddagsposten skal være venner med ham der Holger. Vi skal være hans talerør, Holgers avis. Bladet går efter kapitalfondene med alle kræfter. Lederen udråber manden til dette århundredes moderne Holger Danske. Vi sender fandeme en reporter til Kronborg for at lave et dybdeborende interview med statuen i kælderen. Fotos skal vi have, 117 vinkler på statuen, så vi kan illustrere alle ting med mandens fjæs ... øh ... statuens ansigt. Jeg kan lige se forsiden i morgen: “Hellere død end slave” over billedet.”

De to journalister stod småludende foran vinduet og sundede sig over deres egen genialitet. Chefredaktøren gned sine svedige håndflader mod hinanden, som masserede han en stigende oplagskurve.

“Det her er sgu en god serie. Den vil sælge aviser i dagevis og sikre os Holger solo før nogen andre.”

“Og fra nu af er alle overskrifter, der på nogen måde vedrører Holger eller kapitalfonde eller de firmaer, der sælger ud af arvesølvet, de er fandengalemig blå.”

Chefredaktøren var helt andægtig over at have set det journalistiske lys. Formiddagsposten ville få Cavling-prisen for dette geniale træk.

“Og brug så lige den helt rigtige blå farve, ikke? Ham der Holger skulle nødigt blive sur på grafikken.”

“Er checket. Den er kongeblå.”