Scene 90

“Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor de kaldte dig kirurgen”, indledte prinsen, da de tre mødtes næste gang på kontoret i Amaliegade. “Jeg havde aldrig forestillet mig, at du virkelig kunne få Formiddagsposten til at gå hele vejen med Holger, jeg mener med blå overskrifter, gentagelse af bannerne, leder og en skarp kampagne mod kapitalfondene. Avisen går virkelig efter fondene og hvert eneste firma, der er med i kabalen, får tæsk. Hvordan gør man den slags?”

“Egentlig er det ikke svært. Jeg har de samme gener som journalisterne og kan sætte mig ind i deres tankegang, og så kender jeg mediernes mekanismer. En gammel ven fik helt af sig selv en god idé”, forklarede Doc.

Maria “Digi” Magdalena brød pludselig ind:

“NU ved jeg, hvem du er”, Señor Doc, eller hvad du så end hedder. “Du er ham fra Billednyt med de der lede fotos!” Hun rejste sig iltert med lynende øjne, vendte sig mod sin mand og så tilbage igen.

“Hvad laver han her, sådan en slibrig bandit?” Spørgsmålet var rettet i luften, og hun så ud, som ville hun spytte på Ole Bang.

Prinsen trådte ind foran hende, som for at beskytte den siddende journalist, men nåede at sende ham et advarende blik.

“Som chef for Billednyt var det mit job at bringe de fotos, det var en god historie”, svarede han nøgternt. “Mit navn er Ole Bang.”

Han rakte hånden frem, men hun afviste så meget som at se på den.

“Den mand forsøgte at ødelægge dig og vores forhold, hvad laver han her!”

“Han er den bedste, og jeg stoler på ham.”

Hun var spruttende rasende som en vanddråbe på en oliehed stegepande. Hun gik et par skridt til den fjerne ende af kontoret, slog armene over kors og stirrede på de to mænd.

“Stoler på ham! Hvordan kan du stole på sådan en gusano, sådan en forræderisk orm!”

“Vi er brødre og har blandet blod”, svarede prinsen ligefremt.

“I mit land var du død”! hvæsede hun. “Hvis ikke nu så senere. Og du kan stadig nå det!”

Truslen hang tungt i luften, og Ole Bang fik klart på fornemmelsen, at kronprinsessen var i stand til selv at udføre handlingen med sine smukke hænder med de fint lakerede negle. Et noget usædvanligt kronprinsepar, det her, tænkte han, men forstod det klare budskab.

Maria var rasende og blev endnu mere ilter, fordi Ole Bang tog situationen roligt, og hendes mand bakkede skurken op. Kronprinsen holdt hende i et kraftfuldt favntag for at køle hende ned og forhindre, at hun fysisk plantede neglene i spindoktorens ansigt.

Efter en åbenbar anstrengelse for at fatte sig, nærmest en selvovervindelse, satte hun sig igen i sofaen, krydsede de slanke brune ben og tvang sig til at vise stor indre disciplin. Digi begyndte at aflægge en kort rapport, i et iskoldt tonefald, om sine fremskridt.

“Vores artikel på internettet om Holger er blevet refereret og linket til fra stort set alle vigtige blogs i Danmark. Læsertallet på disse blogs er ukendt, men kontakten via dem ser ud til at vokse. Folk sender, som ventet, links om denne ret usædvanlige sag til hinanden. Effekten vil vare i ca. en måned, mens den breder sig som ringe i vandet til samfundsgrupper, som er mindre online.

Man kan se på trafiktallene direkte på historien, at den har opnået kult-status. Det er fuldstændig, som når folk deler kiksede billeder af deres kattekilling eller politiske karikaturer med hinanden. Besøgene på artiklen er steget fra 100 den første dag til 1.000 anden dag, og nu er totalen 247.000 forskellige læsere. Det vokser nærmest som en virusinfektion.

Endnu mere positivt er, at vi får mange tilmeldinger til e-mail og SMS-servicen. Danskerne vil høre fra Holger. Hele 89 procent af tilmeldingerne indeholder postnumre, og dem får vi god brug for senere.”

“Sig mig, hvor mange har tilmeldt sig Holgers kommunikations service?” Det var den afskyelige Doc som spurgte, og hun svarede totalt business-like:

“Dags dato har vi modtaget lidt over 150.000 tilmeldinger. Opfordringen til at få venner med på servicen virker, som jeg håbede. Tallene stiger dobbelt så hurtigt som læsningerne. Folk vil gerne være Holger-aktivister.”

“Har de store medier opdaget artiklen”? spurgte prinsen.

“Nej, og det er ganske utroligt”, svarede Doc. “Ingen er endnu opmærksom på den uden for online-verdenen. Vi vil garanteret se den på forsiden af enhver avis, når nogen finder den. Formanden for det der Danish-Puerto Rican Society ville blive hevet frem alle vegne.”

“Nej. Formanden for foreningen ved ikke noget om redaktøren for denne side, eller hvor indholdet kommer fra. Sådan gør man i aktivistkredse. Man arbejder i uafhængige celler med tillid til hinanden, ligesom vi. Redaktøren af H-o-l-g-e-r.dk-siden findes ingen steder. Vedkommende er alle vegne og ingen steder udover på nettet.”

Digi fandt det ikke umagen værd at diskutere redaktørens identitet yderligere. Faktisk vidste hverken ZoZa eller Digi med sikkerhed, hvilket køn og hvilken nationalitet, den anden havde. Det var nemlig ikke vigtigt. ZoZa vidste selvfølgelig heller ikke noget om Digis status i Danmark.

“Det er et spørgsmål om få dage, før en journalist får Googlet Holger ordentligt, og så kommer næste fase. Når de gamle medier omtaler artiklen, så vil en ny kæmpestor samfundsgruppe opsøge sitet. De er formentlig ikke aktivister, men det giver endnu mere snak og tilmeldinger, mest for sjov. Så snart henvisningen fra puertodansk society og H-o-l-g-e-r.dk er opdaget, rykker vi.”

“Når vi har de gamle mediers interesse, udvider vi med lidt mere nyt om Holger, anden bølge. Vi skal have ham menneskeliggjort”, forklarede han venligt til sine fæller. Doc var parat med sin strategi.

Kronprinsen så i forbindelse med kampagnen en helt ny side af sin kære hustru, som han nød overmåde. De tre arbejdede perfekt sammen, bortset fra at hun helst så tjuBang død. Det trak i prinsen for at komme til at kramme hende voldsomt, men situationen var ikke passende lige her og nu, men om en halv time henne på Amalienborg ville hun mærke hans påskønnelse af hendes mange talenter.

“Taber vi ikke noget, hvis det der online society får nye ting på Holger før andre? Formiddagsposten er jo Holgers talerør.” Det var igen prinsen, der viste lidt bekymring.

“De må blot gøre sig umage for at overgå de andre, lad dem hænge og dingle. Vi har ikke lovet dem noget.”

Digi var ikke færdig med sin rapport, men gruppen havde lidt travlt, så de to andre fik en ultrakort rapport om salget af t-shirts. Det gik OK, sagde hun, men de ville selvfølgelig vide mere.

“T-shirt salg er et amerikansk fænomen, som ikke umiddelbart kan overføres til Danmark. Der er en anden kultur her, tror jeg, men vores mål er at komme i gadebilledet, og det gør vi ved at gøre Holger til en tøjkult. Den status er ikke opnået endnu, men den er på vej.”

“Sig lige, hvor meget der er solgt”, pressede Doc ivrigt og temmelig imponeret over den smukke bolivianers professionalisme. Han havde, indrømmet, været ret træt af, at hun skulle med på holdet, men den skepsis var forsvundet.

“Vi har solgt 580 pakker med 20 t-shirts. De er alle betalt online. Jeg er ikke tilfreds, for der skal meget mere til for at dominere gadebilledet, men jeg arbejder på det.”

Doc rejste sig abrupt, smuttede hen til døren og greb sin filthat. Derefter gik han over til Maria og tog med en dramatisk gestus hatten af for hende.

“Señora, må jeg udtrykke min beundring”

Hun rejste sig eftertænksomt og gik to skridt mod ham.

“Señor Doc, min mand siger, at jeg skal stole på Dem, og jeg er imponeret over Deres arbejde for Holger. Vi har blandet blod, så lad os være venner.”

Hun gav ham hånden med udstrakt royal arm, og han vidste, at der stadig var mange kilometer at indvinde. Han følte sig dog sikker på, at hun ikke var livsfarlig for ham lige nu.